Frankrig
Italien
Sverige
Østrig
Schweiz
Tyskland
Weekendski
De korte skiferier til Østrig er et hit hos mange. Den særlige østrigske afterski, de gode skiområder og god PR har gjort det populært at tage 3-4 dage ud i kalenderen for at holde en mini-skiferie i Østrig.
Find en færdig pakkerejse nederst på siden, det er ikke nødvendigvis dyrere end at sammensætte rejsen selv, da rejsebureauerne har flere stordriftsfordele.
En af de store fordele er, at skigæster gennem de seneste 20 år i stadig højere grad har efterspurgt korte skirejser. Og at konkurrencen blandt destinationer, hoteller og lejligheder er blevet større. Det betyder, at mange hoteller har været tvunget til at tænke i korte ophold.
Du har de bedste kort på hånden, hvis du booker rejsen gennem et rejsebureau, der har indgået en aftale med et eller flere hoteller om at dele ugerne i to ophold pr. uge.
Eksempelvis fra onsdag-lørdag og lørdag-onsdag. For hotellerne betyder samarbejdet med rejsebureauerne, at de kan få solgt flere uger. Og for rejsebureauerne betyder disse ”dobbeltvend” – altså to busture til Alperne om ugen – en super udnyttelse af buskapacitet og dermed attraktive priser på rejserne.
Kører du selv, kan du finde ophold i 3-4 dage inkl. liftkort fra cirka 2.500 afhængigt af destination og uge. Skal du have transport med i rejsen, skal du som tommelfingerregel lægge ca. 1500 kr. oveni for hvert bussæde. Med fly skal du regne med cirka 5.000,- hos rejsebureauerne.
Finder du selv en billig flybillet, eller har du bonuspoint, kan du måske selv kombinere de to ting billigere end rejsebureauerne. Men husk transporten fra lufthavn til destination (transferen).
Tænker du på at tage en weekendtur til Østrig, er det et rigtigt godt tip at holde dig inden for én skiuge når du booker hotel eller lejlighed. Den enkle regel er, at du skal UNDGÅ at booke lørdag nat. Næsten alle steder vil du få et nej, hvis du prøver at booke eksempelvis tre nætter fra torsdag til søndag. Medmindre du rammer nogle danskejede hoteller, som tilbyder mini-skiferier.
Det er der en simpel grund til: Hoteller satser på ugegæster. Så hvis du i oktober måned booker en lørdags-overnatning i marts, risikerer udlejeren at stå med et tomt værelse i mange dage. Og hver seng, der står tom i vintersæsonen, er penge ud af vinduet for hotellet.
Hvis du gerne vil have mest muligt ud af din korte skiferie til Østrig, kan du tage et fly og få mere tid på pisterne. Når du flyver til Østrig, kan du vælge at lande i Salzburg (SZG) eller Innsbruck (INN). Fra de to lufthavne kan du nå frem til hele 8 populære skiområder på under 1,5 time.
Salzburg
Du kan for eksempel leje en bil eller tage en shuttlebus fra Salzburg og ankomme til Wagrain på blot 45 minutter, Schladming på 75 minutter eller Saalbach på 90 minutter.
Innsbruck
Du kan også vælge at flyve til Innsbruck. Her fra er der kun 65 kilometer til Zillertal, 85 kilometer til Sölden og 100 kilometer til Ischgl.