Online: 21/09 2009
Når Den Danske Skiskole i efterårsferien tager til Østrig for at uddanne nye skiinstruktører, har mange af deltagerne pudset formen og teknikken af på de indendørs pister i SkiArena i Århus. Og der er stor interesse for at blive skiinstruktør, for en sæson på ski giver store oplevelser, samtidig med at der kan være gode penge at tjene.
I samarbejde med Den Danske Skiskole (DDS) tilbyder SkiArena i Århus nu forberedende træning til skiskolens kursister, der i efterårsferien tager turen til Østrig. I den indendørs arena i det vestlige Århus kan kursisterne finjustere den grundlæggende teknik og få styr på formen, inden den rigtige sne venter.
Skiskolen afholder hvert år kurser for mere end 550 kursister og uddanner i omegnen af 120 danske amatører og professionelle instruktører om året. I efterårsferien, i uge 42, tager skolen til Hintertux i Østrig for at afholde kurser for nye håbefulde instruktøraspiranter. Og tendensen er klar – det er blevet særdeles eftertragtet at blive skiinstruktør.
”Vi oplever en enorm interesse for instruktørkurserne, og til turen i efterårsferien er der mere end 260 deltagere, hvilket betyder fuldt hus. På nuværende tidspunkt er der faktisk en venteliste på mere end 50 personer, der gerne vil med,” fortæller Ole Jensen, der er koordinator hos Den Danske Skiskole.
Som professionel DDS-uddannet instruktør er der adgang til at undervise i blandt andet Frankrig, Østrig, Italien, Schweiz, Canada, New Zealand, Norge og Sverige, hvor der ud over storslåede skioplevelser er mulighed for at tjene en god løn. Men det kræver både dygtighed, talent og masser af hårdt arbejde at erhverve sig titlen.
Fokus på teknikken
SkiArena i Århus, der åbnede sidste år, er et indendørs skisportscenter fordelt på 1.150 kvadratmeter. Pisterne er to rullebånd i overstørrelse, som kan hæves og sænkes alt efter ønske, ligesom hastigheden kan tilpasses de enkelte skiløberes niveau.
”At træne på rullebåndet giver et rigtig godt udgangspunkt, inden det gælder den virkelige sne. Den grundlæggende teknik, hvor det især handler om kropsholdningen, kommer på plads. Men det er i lige så høj grad grundformen, der pudses af, for det giver altså sved på panden at træne på en rullende kunstig piste som i SkiArena,” forklarer Ole Jensen, der imidlertid understreger, at træningen inden døre skal ses som et supplement til løb i rigtig sne.
”Et rullebånd giver ikke nogen overraskelser, så skiløberen kan fokusere 100 procent på at forfine sin teknik. At kunne undvige knolde i sneen og planlægge sit spor er væsentlige forudsætninger for at blive en dygtig skiløber,” forklarer han.
På fortrænings-kurserne i SkiArena, benyttes der desuden videoevaluering, hvor den enkelte løber filmes under træningen. Skiløbet kan derefter evalueres på en tv-skærm, og skiløberen kan således analysere løbet og dermed finjustere sin teknik. Videoevaluering anvendes også på DDS kurserne. Derfor er det et godt værktøj at kende inden det for alvor gælder.
Tæt samarbejde
SkiArena og Den Danske Skiskole arbejder tæt sammen om at tilbyde kurser og træning til de danske skientusiaster. Og selve træningen hos SkiArena er bygget efter samme undervisningsmetoder, som anvendes hos den Den Danske Skiskole.
"Stort set alle vores instruktører er uddannet i DDS regi. Undervisningen, teorien og det skitekniske i SkiArena ligger derfor i direkte forlængelse af den filosofi, der gør sig gældende hos Den Danske Skiskole,” forklarer daglig leder hos SkiArena, Jacob Røjgaard Rasmussen, der er uddannet Eurotrainer og dermed har den højeste uddannelse, som tilbydes af DDS.
De forberedende kurser startede den 9. september i SkiArena i Århus. I alt tilbydes kursisterne 12 timers intensiv skiundervisning hele perioden op til afrejse til Østrig.
|
|