Online: 17/10 2012
Med minusgrader, nysne og præparerede spor er der ingen grund til at vente. Tirsdag formiddag tog den tidligere professionelle norske langrendsløber, Anita Moen, årets første træningstur - på ski vel at mærke.
Efter weekendens snefald har Skistar Trysil præpareret en langrendsrute på 3,2 kilometer, og det var den, som Anita Moen ikke kunne dy sig for at afprøve, da hun hørte, at der var skiføre i højderne.
"Sæsonens første skitur er næsten den bedste," fortæller hun. Hvorfor? "Fordi det er så længe siden sidst," siger hun med et smil.
Der er faldet et hvidt lag på ti centimeter i Trysil, og Anita Moen beskriver forholdene som gode, kalenderbladet taget i betragtning.
"Langrendssporet, som vi løb på, blev anlagt sidste år med henblik på at få en tidlig sæsonstart. Snekvaliteten er overraskende god, og jeg havde et godt træningspas. Det er svært at svare på, hvor længe sneen bliver liggende, men vi håber selvfølgelig, der kommer mere så snart som muligt," siger Anita Moen.
Tidlig sæsonstart i sigte
Bliver det koldere nede i dalen, vil snekanonerne starte op på Trysil-Knut Arenaen. Driftchef, Jan Linstad, fortæller, at der er lagt op til tidlig sæsonstart både på alpinbakken og på langrendsarenaen.
"Natursne, som den vi har fået oppe i fjellet, er naturligvis det bedste, men vi håber på at komme i gang med sneproduktionen om ikke så længe," siger Jan Linstad.
Skistar Trysil har længe haft snegaranti på alpinanlægget, og i år er der også indført snegaranti på Trysil-Knut Arenaen.
Startdatoen er sat til den 30. oktober, og den vidner om, at Trysil mener det alvorligt, når de siger, at de satser på langrend.
Og det er en satsning, som langrendsløbere som Anita Moen sætter stor pris på.
"I Trysil har vi de bedste forudsætninger for både langrend og alpin. Nu er den første sne faldet, og vi er klar til en fantastisk vintersæson," siger hun.
|
|