Stort dansk hold klar til VM i slalom
Skisportens elite konkurrerer i denne tid til VM i Garmisch-Partenkirchen, men ikke kun den ultimative elite får lov at køre med – d
Online: 14/02 2011
Danmarks Skiforbund har valgt at bruge VM som gulerod for de danske talenter – og langt de fleste er da også unge, uerfarne løbere i VM-sammenhæng; men en enkelt skiller sig ud – Sophie Fjellvand-Sølling fra Københavns Skiklub.
Hun har i flere år kørt ski cross, men efter OL 2010 blev hun gravid – og fødte sønnen Miximillian i november 2011. Derfor holder hun sig kortvarigt fra ski cross på topplan, da det er for risikabelt – men ikke dermed sagt hun er helt færdig med skisporten. Hun vil ved VM forsøge at holde mesterskabsformen vedlige – det kan hun drage nytte af senere hen, hvor bl.a. OL 2014 kan være en mulighed.
Torsdag stiller Sophie Fjellvang-Sølling op i storslalom sammen med de unge VM debutante: Malene Ø. Madsen fra Roskilde Skiklub og Anne Libak Nielsen fra Hobro Skiklub. Lørdag deltager de to sidstnævnte også i slalom – en disciplin Sophie ikke har taget stilling til, om hun også ønsker at deltage i.
På herresiden skal man, grundet en stor mængde ansøgninger til VM-arrangørerne, igennem en kvalifikation. Danmark stiller op med fire mand til torsdagens kvalifikation – Christian Vial fra CARC, Nicolai Madsen fra Roskilde Skiklub, Nils-Henrik Stene fra Skiklubben Hareskov og Mathias Brodersen fra Skiklubben Hareskov.
Den danske træner udpeger Christian Vial som den største bejler til en plads i selve VM-konkurrencen – dog uden at afskrive de andre, da alle i feltet vil fighte for at komme med i selve konkurrencen, hvilket vil resultere i masser af styrt.
De danske herrer skal lørdag ud i endnu en kvalifikation – her gælder det slalom, hvor Christian, Nicolai og Nils-Henrik er med igen, mens den regerende Danmarksmester i slalom, Kristian Lyhne-Damgaard fra Hobro Skiklub, træder ind på den fjerde danske plads – og dermed får han sin VM-debut.
En dansker har allerede været i VM-ilden. Christoffer Fårup deltog onsdag i Super G – en debut der kun varede 20 sekunder inden hans inderste ski ramte en isklump og skar ud og slog den yderste ski væk. En træls exit fra en VM-debut.
Fra Skisport.dk skal der lyde et held og lykke til alle de danske deltagere til VM i Garmisch-Partenkirchen.
|
|