St. Anton bliver en del af Østrigs største skiområde
St. Anton er andet end afterski – det er også fremragende skiløb. Til vinter byder området på endnu flere pistekilometer, da området bliver en del af Østrigs største sammenhængende skiområde.
Østrigske St. Anton er af mange kendt for at have noget af Europas bedste skiløb. Både på og uden for pisterne. Derudover så er byen også berygtet for sin afterski, hvor det blandt andet rygtes, at Mooserwirt er det afterski-sted, der sælger flest øl i vinterhalvåret – i hele Europa. Men tilbage til skiløbet…
Der er virkelig noget at glæde sig til, hvis man har planer om en tur til St. Anton til vinter. For Ski Arlberg, som omfatter skiområderne i St. Anton, St. Christoph, Stuben, Zürs, Lech, Oberlech, Schröcken og Warth investerer til den kommende vinter nemlig i hele tre nye lifter, så alle områderne kan nås på ski. Den mest bemærkelsesværdige af de nye lifter er en ny 10 personers kabinelift mellem Stuben/Rauz og Zürs, der tilbagelægger 1.8 kilometer på knap 6 minutter, og har en kapacitet på 2.400 personer i timen.
Østrigs største sammenhængende område
Med opførelsen af de nye lifter bliver St. Anton en del af Østrigs største sammenhængende skiområde med samlet 305 kilometer pister og 87 lifter. At de mange områder i Ski Arlberg nu forbindes betyder også, at der kommer en nyhed på pistekortet: Run of Fame. En spektakulær skirunde, hvor man har mulighed for at tilbagelægge intet mindre end 65 kilometers skiløb og imponerende 18.000 højdemeter – en tur som de i St. Anton vurderer, at selv øvede skiløbere skal bruge det meste af en dag på at gennemkøre. Der er dog mulighed for at dele turen op i etaper fordelt over flere dage, hvis man vil være sikker på at få plads ved et af afterskistedernes bedste borde.
Foto: Ski Arlberg
Til vinter hænger hele Ski Arlberg sammen, så man kan nå alle kroge af pistekortet på ski. En af de nye lifter er en 10 personers kabinelift med en kapacitet på 2.400 personer i timen mellem Stuben/Rauz og Zürs.