Solskoldning er hyppig på skiferien

Solskoldning er hyppig på skiferien

Vinterblege danskere valfarter i øjeblikket på ski- og solferie i udlandet, hvor de risikerer at blive udsat for stærk sol. Men kun cirka hver anden dansker bruger altid solcreme, når de solbader.

Online: 28/02 2013

Efter ikke at have oplevet solens stråler i snart månedsvis drager mange danskere i denne tid til udlandet for enten at nyde pister og løjper eller for at få lidt velfortjent dasetid ved poolen eller på stranden.

Men med ferie følger også ofte stærkere sol, end mange danskere ellers er vant til i denne tid. Og det er ikke os alle, der er lige gode til i den forbindelse at tænke på solcreme, når vi pakker kufferten og drager af sted.

Kun cirka hver anden (55 pct.) dansker bruger altid solcreme, når de skal på ferie for at nyde solen. Mens knap hver tiende (9 pct.) tilsyneladende aldrig skænker solbeskyttelse en tanke. Specielt mændene (12 pct.) glemmer at bruge solcreme, når de opholder sig i solen.

Det viser en undersøgelse foretaget af Hotels.com blandt 1.189 danskere fra hele landet.

Tre ud af fire er blevet forbrændte af solen
At en del af os tilsyneladende ganske ofte glemmer solcremen eller ikke sørger for at smøre de passende mængder på den blege krop, giver da også bagslag i form af røde lår og næser.

Tre ud af fire (72 pct.) tilkendegiver således i undersøgelsen, at de har oplevet at være solskoldede på ferien. Heraf har 12 pct. oplevet det mange gange, mens hver fjerde (28 pct.) fortæller, at de aldrig har været solskoldede.

Unge bliver oftere solskoldet
Specielt de yngre generationer ser ud til at have dyrket solen så meget, at de har stået tilbage med ømme arme og skuldre, idet undersøgelsen indikerer, at jo ældre man er, des mindre har man oplevet den brændende og sviende fornemmelse, en solskoldning efterlader. Mens 2 ud af 10 (19 pct.) i alderen 18-39 år har været solskoldet mange gange, gælder dette blot 4 pct. blandt de 60+ årige.


Solskoldning er hyppig på skiferien - Billede 1359

Udgivet af: Rasmus Skov

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen