Skitur med Danmarks bedste skiløbere
I efterårsferien giver Den Danske Skiskole dig mulighed for at få et helt unikt efterårskursus, hvor du med garanti vil få et af dit livs mest lærerige skiture.
Online: 28/07 2011
Den Danske Skiskole er uddannelsesafdelingen under Danmarks Skiforbund. Blandt andet står de for skiinstruktøruddannelsen. Hvert år afholdes der en række skikurser, hvor Danmarks bedste skiinstruktører underviser danske skiløbere.
Efterårskurset afholdes med henblik på at skiinstruktørerne skal undervise skiløbere, der enten gerne selv vi være skiinstruktører, eller skiløbere, der bare gerne vil forbedre deres skiløb.
Kurset er åbent for alle over 15 – dog med den begrænsning, at man skal kunne lave kortsving overalt i terrænet. Derudover skal man også være i god fysisk form.
På kurset lover Den Danske Skiskole, at du vil få dit livs mest lærerige skitur i et unikt skimiljø. Samtidig vil du være omgivet af andre lige så entusiastiske skiløbere som dig selv og på den måde blive motiveret til at blive bedre.
Det næste kursus afholdes i efterårsferien d. 16.-22. oktober i østrigske Hintertux.
|
|