Skifilm på festival

Skifilm på festival

Den 29. november skydes årets D.A.F.F.-festival i gang. En festival med ski- og adventurefilm for eventyrlystne adrenalinelskere.

Online: 09/11 2012

Om knap tre uger åbnes dørene til Danish Adventure Film Festival (D.A.F.F.) traditionen tro med film til eventyrlystne danskere. Som noget nyt i år kan D.A.F.F. nu også opleves i Jylland, hvor både Aarhus og Struer lægger biografsale til action og adrenalin i mørket.

D.A.F.F. er med sine 16 år på bagen ikke bare Danmarks men også én af Europas ældste adventurefilm-festivaler.

Festivalen er skabt ud fra drømmen om at præsentere publikum for tidens mest inspirerede adventure og outdoor actionfilm med udgangspunkt i et biografmiljø, hvor filmene på bedste vis kan kom til rette, hvad både angår billede og lyd. Sagt anderledes: på D.A.F.F. vises ingen film som DVD, men i biografkvalitet. Og ofte er det eneste gang disse film kan opleves på det store lærred i Danmark.

Ski på programmet
Årets program byder på intet mindre end 24 forskellige film indenfor kategorierne ski/snowboard, klatring, mountaineering, mountainbike, adventure race, trailrunning, kajak og eventyr.
Af skifilm vises der syv - mindst en om dagen i København.

Se for eksempel den franske freeride-film, Few Words, om Candide Thovex, der har vundet flere guldmedaljer til X-Games og pt. har titlen som vinder af Freeride World Tour. Han har jagtet perfekte skiforhold i to år året rundt og lader, som titlen antyder, skiene tale for sig.

Eller hvad med den østrigske film, Shukran Marokko? Titlen sender en tak til Marokko fra to østrigske kvinder, der løber freeride, så mange mænd ikke kan følge med. Foruden skiløb er Shukran Marokko også et indblik i den marokkanske kultur.

Du kan også lægge billet ind hos filmen om Thibaud Duchosal, der har fået pudder ind med modermælken og fortæller skihistorier i Eye of the Storm.
Og du kan komme med ind bag skallen hos den svenske extreme skier, Andreas Fransson, som brækkede ryggen i mødet med lavinen Aiguille Verte.

Se hele programmet for D.A.F.F. her

Nu også i Jylland
Som noget nyt kommer et udvalg af festivalens film også til Jylland, hvor man den 8. december kan opleve et udvalg af filmene i Nordjyllands største biograf, Apollon i Struer samt den 13.-15. december kan opleve to dage med adventurefilm i Øst for Paradis i Århus.


Skifilm på festival - Billede 1242

Udgivet af:

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen