Sudelfeld - den oversete familieperle

Sudelfeld - den oversete familieperle

I det sydlige Tyskland er der perfekte skimuligheder for familier, hvor behovet er lidt forskelligt. Samtidigt er Sudelfeld her et af de billigste skiområder i Alperne.

Selv om Sudelfeld hører til i den absolut billige ende rent prismæssigt, er området at sammenligne med langt større skisportsteder i Alperne.

Til dem, der siger, at det ikke kan lade sig gøre, at holde skiferie i Tyskland, kan jeg kun sige, at det enten er fordi de har en forudindtaget holdning om at det kan man bare ikke, eller også er det fordi de taler mod bedre vidende. Der er mange gode skisportsteder i Tyskland, og et af områderne som ligger helt i top er Sudelfeld, der ligger ved Bayrischzell mellem Rosenheim og den østrigske grænseby Kufstein. Sudelfeld er noget nær den perfekte skisportsdestination for familier, hvor børnene allerede har lært at stå på ski, og hvor guldklumperne stadig synes det er sjovt, at suse af sted på pisterne sammen med forældrene.

Moderne lifte og skøn udsigt

Effektivt skiløb

Sudelfeld byder på 31 pistekilometer, hvor langt de fleste pister er blå og røde pister, men der er også en håndfuld sorte pister. 31 kilometer pister lyder måske ikke af så meget, men alle 31 kilometer pister er virkelig super godt udnyttet. Det føles som om, at Sudelfeld er meget større end det egentlig er. Er du til offpiste-skiløb så kan det også lade sig gøre i Sudelfeld. Her er forholdene til den slags pænt gode, hvor du med garanti nok skal få koldsved ned ad ryggen når du blæser af sted med høj fart uden for de officielle pister. 


Sudelfeld ligger i små 1.600 meters højde, og det er jo ikke voldsomt højt sammenlignet med skisportstederne længere nede i Alperne, men alligevel er området rimeligt snesikkert frem til omkring 1. april, da pisterne vender rigtigt i forhold til sol og vind. Skulle det ske, at vejrguderne ikke sender så meget sne henover Sudelfeld, er der rigeligt med snekanoner til at dække behovet for kunstsne. Er du langrendsskiløber, eller har du mod på at prøve kræfter med langrend, så er Sudelfeld også stedet, hvor den slags lyster kan stilles. For fire euro om dagen kan 60 km langrendsløjper benyttes, og med i prisen er desuden omklædningsfaciliteter med bad. 

Her er også plads til at slå nogle gode store sving

Tyskerne valfarter til Sudelfeld - en klar blåstempling af området

Tyskerne hører jo til de mest kritiske når det handler om at få en på opleveren. Derfor er det også en slags blåstempling af området, at Sudelfeld er et af de skisportsteder som tyskerne valfarter til år efter år. Det gjorde de ikke, hvis alternativerne var bedre. Jeg har talt med flere tyske gæster i Sudelfeld som har besøgt området mange gange. Samstemmende siger de, at stedet så rigeligt dækker deres behov for en uges skiferie. Jeg talte sågar med en tidligere kvindelig skiløber fra det tyske landshold som ofte er i Sudelfeld med sine børnebørn - og tidligere sine børn. Også hun fortalte mig, at Sudelfeld så rigeligt dækker de behov, hun og familien har. 

Her var masser af sne da vi var forbi

Billig skiferie i Sydtyskland

Prismæssigt hører Sudelfeld til i den billige ende. En halv liter velskænket fadøl på en af pisterne koster omkring 25 kroner, hvilket er ret billigt sammenlignet med priserne på andre skisportsteder i Alperne. Og så er det ret billigt at spise på restauranterne i Sudelfeld - en pandestegt wienerschnitzel af kalvekød med enten brasede kartofler eller pommes frites koster cirka 80 kroner. Et liftkort til en uges skiferie for voksne koster cirka 1.300 kroner, hvilket også er set markant dyrere på de fleste andre familieskisportsteder. Endelig har området også super skarpe priser på hotelovernatning.  

Hør Kim fortælle om skiferie i Sudelfeld


Læs mere om skiferie i Tyskland her

Udgivet af: Kim Middelhede

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen