VM i skicross flytter fra Åre til Idre Fjäll
Den svenske afdeling af skicross-worldcuppen har gennem de seneste tre år været afholdt i Åre. Men nu flyttes konkurrencen til Idre Fjäll.
Konkurrencen løber af stabelen i perioden 12.-14. februar 2016. Her vil hele verdenseliten være på plads i årets jagt på VM-trofæet.
Idre Fjäll har en lang tradition for at arrangere konkurrencer på et meget højt niveau. Blandt andet har skisportsstedet i mange år været vært for VM-konkurrencer i speedski.
Om flytningen af VM-skicross konkurrencen siger sportschefen for det svenske skicross-landshold, Joar Båtelson:
“Åre har leveret konkurrencer i verdenklasse, og vi er rigtigt glade for den hjælp, vi hér har fået med arrangementet. Nu flytter konkurrencen til Idre Fjäll, hvor jeg ser et utroligt potentiale i det veletablerede skianlæg, som med sine snesikre og velpræparerede pister kommer til at levere fantastiske løb”.