Sikker sne, ski og sjov i Østrig

Sikker sne, ski og sjov i Østrig

Østrig byder på utallige skidestinationer - også nogle af verdens største. Mange af skisportsstederne arbejder lige nu på at gøre forholdene endnu bedre for de mange skigæster, der strømmer til Øst

Online: 13/10 2012

Sneen er det vigtigste element for en skiløber. Og derfor er det også topprioriteten i de mange investeringer, som Østrigs skisportssteder foretager i sæsonen 2012/2013.

I Østrigs største skiområde, Ski Amadé, blev der i sidste sæson brugt 80 millioner euro på at optimere infrastrukturen, så nu er hele 85 procent af områdets pister dækket af snekanoner.

I SalzburgerLand vægter man også snesikkerheden højt, og her investerer man hvert år store summer i at udvide nettet af snekanoner.

De mange danskere, der hvert år besøger Wagrain-Kleinarl, får også glæde af de store investeringer. Både Wagrain-Kleinarl og Schladming er en del af Ski Amadé, og sidstnævnte by er i 2013 vært for det alpine ski-VM, så her vil man gerne præsentere høj kvalitet overalt.
Op til den forestående sæson gøres der derfor særlig meget ud af at forbedre forholdene på både pister, hoteller og spisesteder, og sæsonens skigæster kan derfor glæde sig til nye gondolbaner samt stolelifte med varme i sæderne.

Et af de steder, hvor man virkelig forkæler gæsterne, er i Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang. I løbet af de sidste ti år har man brugt knap to milliarder kroner på infrastruktur, og det har kunnet betale sig.

Snesikkerheden er stor, da 90 procent af alle pister kan dækkes af snekanoner. Området har modtaget masser af eftertragtede udmærkelser i kategorien 'Vedligeholdelse af pistenet' samt i kategorien 'Komfort for stedets gæster'.


På ski over de magiske 3.000 meter
Det 3.203 meter høje Kitzsteinhorn ved Zell am See-Kaprun er omgivet af landets allerhøjeste bjergtinder, så både udsigten og skiløbet er i topklasse. Skiløbet starter i 3.029 meters højde, og gletscherplateauet lokker med udfordrende sorte og røde pister, men også overkommelige blå, så uanset niveau kan alle få oplevelsen af at løbe på ski i højderne med spektakulær udsigt til Østrigs højeste bjerg - det 3.798 meter høje Grossglockner.

Ved topstationen i SalzburgerLand præsenteres skiløberne for det nye 'Gipfelwelt 3000'. Her ligger områdets højeste udsigtsplatform, Top of Salzburg, der byder på et fantastisk panoramablik over Hohe Tauern Nationalpark. Med sin gletscher og hele 266 bjergtinder over 3.000 meter går området for at være en af verdens smukkeste nationalparker.

Oplevelser hele vinteren
Et kig på arrangementskalenderne viser, at den ene begivenhed afløser den anden, og der er tale om underholdning af høj klasse i det østrigske sne- og skilandskab.

I Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang sker der noget spektakulært hele vinteren. Sæsonen skydes i gang den 6. december 2012, hvor Saalbachs snedækkede gader fyldes med snescootere, der kæmper om sejren i det årlige Swatch Snow Mobile Race.

Få dage efter, den 13. december, starter den store elektromusikfestival Rave on Snow. Her sørger 70 discjockeys fra hele verden for, at der kan danses og festes fra fredag til søndag.

Den ultimative udfordring, Mountain Attack, afvikles den 11. januar 2013, og her kæmper 600 deltagere om at komme først over målstregen på torvet i Saalbach. Men først skal deltagerne forcere 40 kilometer, seks bjergtoppe og en samlet højdeforskel på over 3.000 meter.

Også Zell am See-Kaprun har noget på programmet.
Den 10. november 2012 skyder de sæsonen i gang med White Start Games. Weekenden er fyldt med action og underholdning, og alle kan deltage - det kræver ikke nødvendigvis de store skifærdigheder, da man hvert år præsenterer discipliner, der aldrig før er set.

Fra den 28. januar til den 03. februar 2013 mødes forskellige snowboard-teams for at kæmpe om sejren i Red Bull Shr3d-konkurrencen. Det hele står i tretallets tegn: Tre teams med tre snowboardere fra tre forskellige lande konkurrerer i tre forskellige discipliner, og hvert hold skal producere en tre minutter lang video.

I Wagrain-Kleinarl er det især familieaktiviteterne, der er i højsædet.
Den 15. december 2012, inviteres der til fælles fakkeltog Castle Lights, hvor alle gæster går gennem byen. Der spilles musik og serveres små retter.

Den 22. december 2012 afholdes advent marked på gammeldags manér. Her kan man smage lokale delikatesser, og børnene inviteres til at bage og dekorere kager i Børnebageriet.

Arrangementerne kommer i en ubrudt række hele vinteren igennem, og man kan både opleve hyggelige julemarkeder og østrigsk gastronomi, men også underholdende indslag som sne-volleyball og nostalgi-skiløb, der foregår på gamle træski uden stålkanter.

Egnet for familier
Fælles for de tre områder, Saalbach Hinterglemm Leogang, Wagrain-Kleinarl og Zell am See-Kaprun er det store fokus, der er på familier. Udfordrende skiløb finder man masser af, men man har indrettet skiområderne sådan, at der er et stort net af lette familieegnede pister, der ofte ligger parallelt med de røde og sorte. På den måde kan alle følges ad i terrænet.

Udvalget af aktiviteter ud over skiløbet er bredt. Sneskovandring i dybsne, romantiske ture med hestetrukne kaner eller luksusophold på førsteklasses wellness-hoteller finder man i Saalbach Hinterglemm Leogang.
Hyggelige træhytter med ild i pejsen og spisekort, der lokker med ost & speck ligger overalt i terrænet i Wagrain-Kleinarl, mens Zell am See-Kaprun byder på gletscherskiløb og fabelagtige udsigter.


Sikker sne, ski og sjov i Østrig - Billede 1180
Sikker sne, ski og sjov i Østrig - Billede 1181
Sikker sne, ski og sjov i Østrig - Billede 1182

Udgivet af:

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen