SalzburgerLand er dansk ski-favorit i Østrig
Rejsebureauerne sender flere og flere danskere af sted på ski i østrigske SalzburgerLand. For tredje år i træk placerer regionen sig som danskernes foretrukne ski-destination i Østrig.
Østrigske SalzburgerLand er klar dansk favorit, når det gælder ski-destinationer i Østrig. Det viser nye tal fra det officielle østrigske analyseorgan, Statistik Austria, der for tredje år i træk placerer SalzburgerLand, som danskernes foretrukne skisportsted i Østrig.
Rejseselskabet Højmark Rejser, der har sendt danskere til SalzburgerLand i mere end 25 år, nikker genkendende til danskernes begejstring og destinationens popularitet.
”Danskerne vil på ski i SalzburgerLand – især børnefamilier. I dag sender vi cirka 20 procent flere danskere af sted til destinationen, end vi gjorde for bare fire år siden,” fortæller Majbritt Jensen, der er salgschef hos Højmark Rejser.
551.916 danske overnatninger
I skisæsonen november 2015 til april 2016 hæver SalzburgerLand sig højt over sin nærmeste konkurrent, Tyrol, som stod for 410.801 danske overnatninger i samme sæson. Undersøgelsen fra Statistik Austria forklarer blandt andet danskernes begejstring for SalzburgerLand med områdets smukke natur og det store, familievenlige udbud af skisport-aktiviteter i forskellige sværhedsgrader. Desuden er garantien for sne en væsentlig faktor.
Hos Højmark Rejser er der igen i år solgt masser af skirejser til det populære rejsemål i Østrig, og rejsebranchens oplevelse af danskernes præferencer rimer på undersøgelsens konklusioner.
”SalzburgerLand råder over 2.000 kilometer pister i alle sværhedsgrader, og mange af dem har snekanoner. På den måde henvender regionen sig til alle uanset erfaring. Selv om vi selvfølgelig tilbyder busser og fly, vælger rigtig mange danskere også at køre til SalzburgerLand i egen bil, og vi kan se, at muligheden for kør-selv-ferie er attraktiv for mange af de gæster, der booker skiferie gennem os,” siger Majbritt Jensen.