Salget af skirejser går over forventningerne
Forventningerne hos udbyderne af skirejser har været præget af den aktuelle finanskrise, men virkeligheden har vist noget helt andet. En hurtig rundringning til flere bureauer viser imidlertid et a
Online: 04/09 2009
Forventningerne hos udbyderne af skirejser har været præget af den aktuelle finanskrise, men virkeligheden har vist noget helt andet. En hurtig rundringning til flere bureauer viser imidlertid et andet billede - danskerne vil på ski, og bureauerne har godt gang i salget.
- Vi har haft en forventning om at salget til den kommende skisæson ville være præget af den generelle økonomiske tilbagegang, men vi er blevet meget positivt overraskede. Vi sælger masser af skirejser i øjeblikket, fortæller Majbritt Jensen fra hojmark-koncernen. Ifølge hende, skal man være hurtigt ude på de populære destinationer, og derfor opfordrer hun skilystne danskere til at slå til mens der stadig er rejser at få.
- Kapaciteten på både indkvartering og visse transportformer er lav set i forhold til den efterspørgsel vi oplever i øjeblikket, så jeg kan kun anbefale at få bestilt nu. Især i uge 7, som er mange danskeres foretrukne rejseuge, skal man være hurtigt ude med rejser til Østrig, udtaler Majbritt Jensen.
Nortlander flyver direkte til Åre i Sverige
Sådan lyder det også fra Nortlander Skitours. - Selvom det stadig er først på salgssæsonen, så føler vi os rigtigt godt fra start, fortæller Mads Lolk Nortvig fra Nortlander. Han udpeger Åre i Sverige som en særlig attraktiv skidestination på grund af den lave valutakurs på svenske kroner, og direkte flyafgange til destinationen.
- Populær er også vores nye "all inclusive" Chalethotel Bruyere i Val d´Isére nærmest blevet revet ned af hylderne, ligesom det direkte tog til St Anton er yderst populært, fortæller Mads Lolk Nortvig.
Velforberedte skigæster
Fra Danski´s kontor fortæller Anders Højlund at skigæsterne er godt igang, og at de er bedre forberedt end tidligere.
- Salget af skirejser er startet tidligere i år, og vores telefonsamtaler med gæsterne bærer præg af, at man sætter sig godt og grundigt ind i, hvilke tilbud og priser vi tilbyder. Skigæsterne er med andre ord bedre forberedt end tidligere. Vores on line salg er steget med 22 % i år, og det bekræfter også vores tro på, at mange ønsker at sidde sammen foran pc´en om aftenen med venner og familie og booke rejsen, fortæller Anders Højlund.
- Tog og skiferie hitter i år, kan vi mærke. Derfor har vi et stort salg af skiferie med tog til Østrig og Italien, hvor vi nu kører ud af Danmark fredag efter fyraften. Naturligvis er det store salg koncentreret omkring nytår og skolernes vinterferie, men andre uger er også ved at være godt belagte, slutter Anders Højlund fra Danski.
|
|