Så åbner Hemsedal, Trysil, Vemdalen og Sälen
I weekenden starter det alpine skiløb flere steder i Norge og Sverige.
Fredag den 27. november åbner dele af skianlæggene i norske Hemsedal og Trysil samt i svenske Vemdalen og Sälen. Andre skiområder står på spring.
God sneproduktion
I Hemsedal er der faldet 20 centimeter sne, og Trysil har fået 15 centimeter. Begge steder er man i fuld gang med at lægge kunstig sne ud. Heldigvis ser vejrprognosen for ugen lovende ud, hvilket betyder god produktion og god kvalitet af kunstsne.
I både Hemsedal og Trysil vil restauranter, skiskole, skiudleje og butikker være åbne fra og med åbningsweekenden.
Trysil lover 20 km pister
I Trysil garanterer man, at minimum 20 kilometer præparerede pister vil være åbne fredag. I åbningsweekenden holdes også Trysil Skitefestival, hvor man kan møde ledende ski- og snowboardleverandører, og hvor man kan gå amok i at teste sæsonens nyheder .
Beitostølen har åbent i weekender
I Beitostølen er der allerede 1 lift åben og lørdag den 28. nov. åbner endnu en lift, der har åbent i weekenden 28-29 nov. Elers skydes sæsonen i gang i Beitostølen den 5. december..
Geilo åbnede allerede i slut-september
Geilo åbnede – takket være lagret sne og en ny type snemaskine - en bakke så tidligt som i slutningen af september. I den kommende weekend åbner byen 5-6 andre nedfarter. Det var for øvrigt den samme type snemaskine der gjorde, at også Sjusjøen kunne åbne en fem kilometers langrendsløjpe sidst i september. Det kan du læse mere om her.
Også Sverige åbner pister
I Sverige åbner Vemdalsskalet mindst fem nedfarter på fredag. I Sälen åbner områderne Lindvallen og Tandådalen ligeledes på fredag. Også Högfjället åbner fredag, men lukker igen efter weekenden for så at åbne endeligt den 11. december. Her åbner også Hundfjället.
I Worldcup-byen Åre er sæsonåbningen ligeledes på trapperne, som Kvitfjell også er det.
Læs mere om skifere i Norge og skiferie i Sverige her.