Ring til en gletcher og hør den smelte
Savmer du de østrigske gletchere, og har du lyst til at høre, hvordan de har det? Så er der direkte telefonforbindelse til en af dem. Døgnet rundt kan du ringe til Vernagt Gletcheren i Ötztal.
Online: 31/05 2012
Ideen er skabt af en kunstner, og fulgt til dørs af videnskabsfolk. Det er et kunstprojekt, der styrker dalens fokus på bevarelse af den enestående smukke natur. Og så er det sjovt – prøv selv at ringe 0049 – 89 37 91 40 58.
Du tager telefonen, taster nummeret og lytter til en seriøs og venlig stemme, der fortæller, at du nu bliver forbundet med Vernagt Gletsjeren i Østrig og således kan høre, hvordan der lyder lige i dette øjeblik.
Smeltevand i telefonen
Det er fascinerende at få en gletsjer i telefonen. Du kan tydeligt høre lyden af smeltevand, der rinder fra gletsjeren: Nogle gange bruser det voldsomt, andre gange er det en stille rislen.
Om vinteren er der knagen og knirken med en svag gurglen. Men også lyden af smeltevand, nu og da. For ligesom alle andre gletsjere i Alperne, er den højtliggende Vernagt gletsjer i Tyrol påvirket af klimaforandringer.
Ideens oprindelse
Den kreative musiker, Kalle Laar, fik ideen sammen med en flok venner, en aften hvor de talte om klimaforandringer. Ideen om en telefonforbindelse til en gletsjer blev født, og Kommissionen for Glaziologie var kun to dage om at gribe den. Og så blev det praktiske arbejde med at etablere telefonforbindelsen blev påbegyndt.
Da Vernagt gletsjeren er en af blot fem gletsjere i verden, der kun løber ud ét sted, er det muligt at måle smeltevandsmængden. Derfor var den allerede i videnskabens søgelys forud for projektet, og det lå lige for at installere en mikrofon netop der, hvor smeltevandet forlader gletsjeren og danner en lille flod.
Mikrofonen fungerer på solenergi og overfører lydene fra gletsjeren til en sender, der igen er forbundet med en mobilmast i Italien. Herfra sendes lyden via mobilnettet, og et specielt telefonnummer sikrer, at man altid kommer igennem til gletsjeren.
Erfaring siden det 17. århundrede
Skønt man har fulgt gletsjeren siden 1600-tallet og kan konstatere en vis tilbagetrækning, er man ikke bekymret i dalen:
”Vi trækker i den rigtige retning med vores store anlæg til kunstig sne, også i forårssæsonen,” siger de på turistbureauet og forklarer, hvordan man både lægger masser af sne ud på områdets anden gletsjer, der anvendes til skiløb. Man lægger endda hvid kunstfolie ud som beskyttelse af de steder, hvor solen bager særlig meget.
”Det gør vi for at forlænge sæsonen for gletsjerski, men det har en klar positiv effekt i form af nedkøling af gletsjeren. Så vi arbejder faktisk imod global opvarmning,” fortæller de i Ötztal.
Måske kan projekt 'Ring til en gletsjer' påvirke udviklingen i den rigtige retning. Under alle omstændigheder er det interessant og spændende at opleve lydene i sin egen telefon. Prøv selv!
|
|