Prøv skiløb ved Hedeland Skicenter i weekenden
Vejrudsigten lover sne flere steder i Danmark samt frost, derfor åbner Skicenter Hedeland i weekenden, så du kan varme op til årets skitur, eller bare prøve forholdene på en dansk ski bakke.
Skicenteret åbner nu for første gang i 2016, bakken meldes pt. klar til skiløb i weekenden. Den 282 meter lange piste, der er rød i toppen, blå på midten og grøn i bunden, kan nu pga. en del kunst sne og de sidste par dages snefald bruges til skiløb. Hvis vejret fortsætter som det ser ud nu med frost og snefald, så kan det blive en rigtig god weekend ved Skicenter Hedeland.
”Den kunstige sne skabes af vand, som hentes fra den nærliggende sø, og lige nu er der gunstige betingelser for at skabe kunstsne, udtaler pressemedarbejder for Hedeland Skicenter, Claes Eiken.
Snekanonerne kører på fuld tryk, så gæsterne kan få de bedste forhold i weekenden og fremover.
Vejret spiller en stor faktor
”Vi er meget afhængige af vejret de næste par dage, men det ser fint ud lige nu, så vi håber at kunne holde åbent hele weekenden og måske endda nogle hverdage i næste uge,” siger Claes.
Faciliteterne ved Skicenter Hedeland er fine, og du kan stå på ski om aftenen, da der er sørget for lys på bakken.
”I Hedeland tilbyder vi rigtig gode muligheder for at komme ud og pudse formen af med familie og venner, så man kan blive klar til en kommende skiferie,” siger formand for Roskilde Skiklub, Kim Truesen. ”Vi gør i hvert fald alt for at skabe betingelserne for hyggelige og sjove dage på skibakken.”
Vejret kan sagtens ændre sig, vi råder derfor alle som kunne være interesseret i at tage forbi Skicenter Hedeland, til at tjekke på www.roskildeskiklub.dk/skibakken/ eller www.facebook.com/HedelandSkicenter, hvor de selv vil fortælle om forholdende.
Beliggenhed:
Skicenteret er beliggende i Hedeland natur- og fritidsområde, syd for Hedehusene. Indkørsel ad Tranemosevej, over for Reerslev Kirke.
God underholdning for både begyndere og børnefamilier
Lifter og sværhedsgrad:
Skibakken er kunstigt anlagt i midten af 1980'erne, og betjenes af tre lifte, to tallerkenlifte i venstre side, og en børnelift i højre.
Lifternes samlede kapacitet er ca. 1.800 personer i timen. Faldhøjden på bakken er 45 meter, og den er 282 meter lang.
På den første tredjedel har bakken en hældning på 27,42%, hvilket svarer til en rød piste. Den midterste tredjedel hælder 15,85%, der lige akkurat kan angive blå. Nederste tredjedel er hælder 2,85%, så det er en ekstremt svag grøn. Alt i alt kan en tur fra toppen og ned betegnes som en tur på en blå piste, omend i den lette ende af blå.
I venstre side af bakken findes der en snowpark, med forskellige rails og bokse. Kælkning på bakken er ikke tilladt, men der er mulighed for at kælke til højre for børneliften.
Bakken er belyst, og Hedeland Skicenter råder over fire snekanoner, så bakken kan dækkes af kunstsne, når der er vedvarende frostvejr. I sæsonen 2012/2013 blev der anskaffet en pistemaskine, så sneen kan blive præpareret perfekt, hvilket gør det muligt at udvidet sæsonen i forhold til tidligere, hvis vejret tillader det.
Udlejning af ski, støvler og hjelme:
Skicenter Hedeland råder over Danmarks måske største skistald med over 300 par ski til udlejning, mere end 400 par støvler samt ca. 100 hjelme.
Skiskole:
Roskilde Skiklub tilstræber at arrangere skiskole i de weekender, der holdes åbent.
Mad og drikke:
Det er muligt at købe mad og drikke i det hyggelige klubhus, hvor man også kan få varmen. Medbragt mad kan også nydes i spiseområdet.
Webcam:
Du kan altid se et billede fra bakken på skicenterets webcam.
Vi hos Skisport.dk sætter stor pris på, at der bliver gjort noget for skiløbet i Danmark og håber at i kigger forbi. Det er perfekt for nybegyndere eller familier med mindre børn. Er du interesseret i at køre lidt park er dette også muligt.
God weekend.