Østrigsk vintervandring

Østrigsk vintervandring

En ferie i Lech Zürs betyder ikke kun stærkt skiløb. Her findes nemlig også ruter, der indbyder til vidunderlige vandreture.

Online: 18/11 2011

Byerne Lech og Zürs og det omkringliggende terræn er blandt de højeste punkter i Østrig. I 1.400-2.400 meters højde tilbyder skisportsstedet Lech Zürs alle former for skiløb, og nu er det også muligt at opleve det unikke landskab til fods.
En vintervandretur i de østrigske alper er en udmærket afveksling fra den høje fart på pisterne. Og det storslåede snelandskab indgyder ro og idyl og giver en fantastisk naturoplevelse til dem, der tager skiene af for en stund.

40 kilometer for alle
Lech Zürs har anlagt 40 kilometer med ruter til vandreglade gæster. Og det er ruter i alle afskygninger: man kan vælge at gå op af bjergene eller tage liften op med en særlig lift-vandrebillet. Man kan vælge ruter med et fladt terræn eller et mere udfordrende kuperet landskab. Man kan tage af sted fra morgenstunden eller gå en aftentur i måneskin, og man kan vandre med eller uden guide.
Undervejs på ruterne er der opstillet bænke til hyggestunder, der er udkigsposter med udsigt til kirker og kapeller, og der findes hytter, der er behjælpelige, hvis man trænger til en østrigsk lækkerbisken.

Kunst i ingenmandsland
En sjældent set kunstudstilling er også at finde på vandreruterne i Lech Zürs. Spredt udover landskabet står i alt 100 jernfigurer i menneskestørrelse.
Det er den engelske skulptør, Antony Gormly, der står bag installationen af jernkroppe, der tavst beskuer det øde vinterlandskab.
En vandretur i de østrigske alper er et udmærket pusterum fra de 280 pistekilometer i Lech Zürs. Og vandringen kræver ingen særlige forudsætninger – du skal blot have lyst til at opleve naturen på tæt hold og til fods.


Østrigsk vintervandring - Billede 926

Udgivet af:

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen