Østrigs største skiområde bliver endnu større

Østrigs største skiområde bliver endnu større

SkiWelt Wilder Kaiser udbygger området inden den kommende vinter, skiområdet har investeret yderligere, og bliver nu endnu større.

Online: 14/09 2014

23 mio euro er der investeret i at forbedre SkiWelt området inden den kommende sæson. Årets største og dyreste nyhed er den nye Aualm lift i Scheffau, den erstatter en ældre lift og er sofistikeret helt ud til sidste detalje. Der er tale om en 8-stols ekspreslift, med rullende indstigning fra et transportbånd, varme i sæderne, vindskærme til at give læ i dårligt vejr, og så lukker liften selv sikkerhedsbøjlen på plads straks liften forlader dalstationen.

Der er ligeledes anlagt en helt ny piste i Brixen, den løber fra Holzalm og 1,2 km ned til Gasthof Nieding, en rød piste med god udsigt på vej mod dalen.

Udover lifter og pister er der også i SkiWelt investeret yderligere i at øge snesikkerheden, og området råder nu over mere end 1.500 snekanoner og til at præparere pisterne holder 64 pistemaskiner klar til at rykke ud hver aften.

I Hopfgarten har man fået styr på parkeringsmulighederne, en ny underjordisk parkeringskælder betyder at det er slut med parkeringsproblemer omkring liften i Hopfgarten, hvor bilerne var begyndt at fylde lidt rigeligt omkring byens øvebakke, som når der var mest travlt næsten blev brugt til parkeringsplads.



Østrigs største skiområde bliver endnu større - Billede 1802
Østrigs største skiområde bliver endnu større - Billede 1803

Udgivet af: Rasmus Skov

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen