Ny kabinelift, snowpark og børneland i Hintertux/Zillertal

Ny kabinelift, snowpark og børneland i Hintertux/Zillertal

Hintertux har gennem en årrække været en interessant destination for mange danske skiturister. Til vinteren 17/18 bliver det endnu bedre, da der kommer en ny kabinelift, snowpark og børneland.

Til skisæsonen 2017/18 har man i Hintertux investeret i en række nyskabelser, som er med til at gøre området endnu mere attraktivt for såvel børnefamilier som erfarne ski-singler – og enhver derimellem. Disse nye tiltag kan du læse mere om i denne artikel.

Det er værd at bemærke, at når vi i det følgende refererer til Hintertux-området, mener vi ikke bare selve Hintertux-gletsjeren inde i bunden af Zillertal, men vi henviser til hele "Ski- & Gletscherwelt Zillertal 3000", som foruden selve gletsjeren bl.a. omfatter småbyerne Tux-Lanersbach, Tux-Vorderlanersbach, Finkenberg samt den større by Mayrhofen længere ude i dalen. Få et overblik over det samlede område

Den nye 10-personers kabinelift ligger, hvor den røde streg er tegnet

Ny 10-personers kabinelift

Liften "Finkenberg 1" er forud for årets skisæson blevet opgraderet fra en fire-sæders stolelift til en 10-personers kabinelift, hvilket giver transportkapaciteten et gevaldigt løft. Den nye lift, der har været under opførelse siden april i år, har en kapacitet på hele 2.400 personer i timen, så der er virkelig tale om en klækkelig opgradering. Den nye gondol flyver afsted med 6 meter i sekundet og tilbyder blandt andet varme i sæderne samt Wi-Fi. 

Den nye kabinelift har, som navnet antyder, udgangspunkt i Finkenberg, hvor der er fine indkvarteringsmuligheder, og hvorfra der er god adgang til hele det samlede pisteområde på bjergtoppene Eggalm, Penken, Rastkogel og Horberg.

Funslope Hintertux

Denne nye snowpark ligger ved bjergrestauranten, Sommerbergalm, som ligger i 2.100 meters højde centralt placeret i Hintertux-gletsjerområdet. Her er der masser af fornøjelser og udfordringer for enhver uanset alder eller skimæssige færdigheder. Anlægget er primært målrettet børnefamilier, men alle fra børnebørn til bedsteforældre kan finde udfordringer og oplevelser i de mange faciliteter.

Funslope Hintertux er et præpareret område i sammenhæng med den nærliggende piste/lift, hvor der er konstrueret en række elementer såsom hop, rails, broer, tunneler osv. De talrige installationer sikrer mange interessante gennemløb, uden at det bliver ensformigt. Der er også interaktive elementer i form af polstrede figurer med lydeffekter, som man kan aktivere undervejs ned ad bjerget.


Især hvis man har børn eller barnlige sjæle med på skituren, er Funslope Hintertux et godt bud på et centralt "tilholdssted", hvorfra man så kan tage afstikkere til andre dele af gletsjerområdet. At Sommerbergalm ligger bekvemt lige i nærheden og lokker med alt lige fra varm kakao og frokost til en fadøl i utide, trækker naturligvis heller ikke fra i regnskabet.

"Funslope" er i øvrigt ved, at være etableret som et nyt begreb inden for skiverdenen. Kort fortalt er en funslope et område i tilknytning til pisten, hvor der (som beskrevet ovenfor) er diverse elementer og aktiviteter, som giver de mere "afslappede" skiløbere et alternativ til bare at tonse ned ad bjerget i æggestilling gang efter gang...

Pepis Kinderland ved Penkenjoch

De læsere, der kan bare en lille smule tysk, har nok gættet at dette sidste afsnit i artiklen handler om at holde de allermindste aktiveret på skiferien. Mange har sikkert et indtryk af Hintertux som en destination, der hovedsagelig henvender sig til voksne og mere erfarne skiløbere, men det er langtfra hele sandheden om herlighederne i Hintertux.

Se vores tidligere artikel om herretur til Hintertux.

I Hintertux-området gør man sig faktisk store anstrengelser for at tiltrække familier på skiferie, og nyhederne i Pepis Kinderland er bare det seneste skud på stammen af mange tiltag, som er gjort de senere år. Pepis Kinderland er placeret lige oven for liften Finkenberg 2, som ligger i forlængelse af den føromtalte nye lift Finkenberg 1. Den meget centrale beliggenhed af Pepis Kinderland gør det ligetil for børnefamilier at parkere de små guldklumper i selskab med én eller to voksne, mens resten af selskabet tager et par ture på pisterne.

Bemærk i øvrigt, at både Finkenberg 1 og Finkenberg 2 er kabinelifter – man behøver altså ikke have ski på for at komme i legeland! Størstedelen af aktiviteterne i Pepis Kinderland handler desuden om alt muligt andet end skiløb, så hvis de medbragte småfolk undervejs løber tør for lyst til at stå på ski, tilbyder Pepis Kinderland en lang række alternative muligheder for adspredelse og underholdning.

Hvis sandheden skal frem, har de nye aktivitetsmuligheder Pepis Kinderland strengt taget allerede været i drift siden sommeren 2017. Vi har dog alligevel valgt at medtage dem i denne oversigt, fordi der er sket en større udvidelse af faciliteterne siden sidste skisæson. Pepis Kindeland tilbyder masser af muligheder for de mindste – både indendørs og udendørs (med eller uden ski på fødderne). 

Læs meget mere om skiferie på Hintertux her.

Udgivet af: Jakob Møller

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen