Svenske Branäs er klar til vinteren med ny lift til toppen af området
Denne vintersæson er skisportsstedet Branäs i Värmland klar med en ny stor investering, som løfter hele området.
Til december åbner skisportsområdet en ny 6-personers stolelift, som binder skiområdet endnu bedre sammen. Udover Toppexpressen, som den nye lift hedder, åbner også en ny pist og en T-lift. Vinteren i Värmland byder desuden på aktiviteter som vinterbadning, isfiskeri og cykelture i sneen.
Rejsebureauer der tilbyder Branäs: Dansk Bilferie, FJALLFERIE, Skiferie.dk
Når det svenske skisportsområde Branäs i Värmland åbner for skisæsonen den 16. december, venter flere nyheder for områdets skientusiastiske gæster. Ved børneområdet ’Nintendoland’ åbner en ny pist og en ny T-lift, og så er Branäs store investering, Toppexpressen, klar. Toppexpressen er Branäs største investering i anlæggets liftsystem nogensinde. Den nye 6-personers stolelift kører fra Mattesdalen og hele vejen op til toppen af Branäs med en kapacitet på 2400 mennesker i timen.
”Med den nye lift bliver der to forbindelser til toppen af Branäs. Den nye lift kommer til at binde området sammen på en ny og bedre måde end hidtil. Den nye infrastruktur på skianlægget giver mulighed for endnu flere lange skiture ned ad pisterne, og dét er noget gæsterne virkelig får glæde af, når Toppexpressen åbner denne vinter. Desuden er kronekursen virkelig til danskernes fordel i år, så der er ekstra god grund til at kigge mod vores skidestinationer i år,” siger Mia Landin, administrerende direktør for Visit Värmland.
Her ses den nye stolelift markeret på kortet
Med Toppexpressen forventer skisportsstedet at kunne omstrukturere skianlægget, så det bliver endnu nemmere at komme rundt på ski for både begyndere og mere erfarne skiløbere. Udover Branäs holder det familievenlige skisportssted Hovfjället åbent. I Värmland er der også mulighed for at stå på langrendsski på både kunstig og naturlig sne. Der er åbne langrendsløjper ved blandt andet Långberget, Mattila, Kalhyttan og Torsby Skidtunnel & Sportscenter.
Meget mere end bare ski – ud på isen
I Värmland er det ikke kun skiløbet, der er i fokus. Området er et sandt vinterparadis, hvor man kan komme helt tæt på naturen, der lægger op til en lang række aktiviteter i naturen. Om vinteren giver områdets mange søer blandt andet mulighed for et koldt gys og saunatur til dem, der er friske på vinterbadning. Søerne er også perfekte til skøjteløb, og på Mariebergsviken i Karlstad bliver der ryddet en oval skøjtebane på to kilometer, så snart isen er tyk nok. Trækker man i det helt varme tøj og sætter ispigge på skoene, kan man også prøve lykken med isfiskeri. I Värmlands søer kan man bore hul i isen og fiske efter aborrer, sandarter, gedder og ørreder.
Cykelferie på skiløjperne
Värmland er blevet en attraktiv destination for cykelentusiaster i sommerhalvåret, hvor mange kendte skidestinationer har investeret i cykelsporten. Er man vild med cykling kan man også sagtens udforske Värmland på to hjul i vinterhalvåret. I området Mattila kan man cykle afsted i områdets skove på en såkaldt ’Fat Bike’ side om side med langrendsløbere på områdets skiløjper eller prøve kræfter med en cykeltur i den løse sne. En Fat Bike er en særlig slags mountainbike med ekstra tykke hjul, der gør, at man kan holde sig oven på sneen.
Helt tæt på dyrelivet
Vil man nyde fjeldenes ro og komme helt ned i tempo, er en vandretur med snesko en helt særlig oplevelse. Sneskovandring giver mulighed for at komme væk fra de præparerede pister og løjper, og helt tæt på natur, urørt sne og dyreliv. Er man interesseret i Värmlands dyreliv, kan man også få lov at fodre nogle af områdets elge i Värmland Älgpark. Her kan man lære meget mere om elgen, dens plads i økosystemet og hvordan man selv spotter den, når man er på ude i naturen.
Fakta Branäs
Branäs ligger 400 kilometer nord for Gøteborg og tilbyder skiløb til alle aldre og niveauer. Skisportsstedet har 33 pister, hvoraf de fleste er grønne og blå, flere nybegynder- og børneområder, lyspister og 28 kilometer langrendsspor, hvor ruterne varierer fra 1,5 til 10 kilometer. 13 år i træk er Branäs blevet kåret som Sveriges bedste skiområde for børnefamilier.
Læs mere om skiferie i Branäs her.