2 nye stolelifte i Zillertal til skisæsonen 2024/2025

2 nye stolelifte i Zillertal til skisæsonen 2024/2025

Zillertal Arena udvikler sig hvert år og bliver for hvert projekt et bedre skiområde. I år er ingen undtagelse.

Jeg får lidt et dejavu lige nu.

Det er kun 10 måneder siden, at jeg skrev en kort nyhed om, at Zillertal havde to nye lifte klar til 2023/2024

Og nu gør de det samme igen til skisæsonen 2024/2025, hvor skiløbere kan se frem til to nye stolelifte, der vil forbedre både komfort og kapacitet i området.

Her er det vigtigste, du bør vide om de to nye liftprojekter.

#1 Teufeltal (Stolelift, 8 personer)

Teufeltal-liften erstatter en 4-personers stolelift fra 1998.

Den nye 8-personers højhastighedslift fra Doppelmayr bringer både mere komfort og øget kapacitet til området mellem Zell am Ziller og Gerlos.

Med sædevarme og vindskærm bliver turen op ad bjerget lidt mere behagelig. Kapaciteten øges ret markant fra 1.800 til 2.800 personer i timen.

Detaljer om Teufeltal

  • Dalstation: 2.040 m.o.h.
  • Topstation: 2.278 m.o.h.
  • Højdeforskel: 238 m
  • Kapacitet: 2.800 personer i timen
  • Fart: 5 meter i sekundet
  • Transporttid: ca. 3 min. 50 sek.

#2 Duxer-X-Press (Stolelift, 6 personer)

Efter 32 års drift bliver den gamle Duxeralmbahn-stolelift erstattet. Og den nye 6-personers Duxer-X-Press tager over.

Duxer-X-Press er også udstyret med vindskærm og sædevarme, som giver en behagelig tur til Hochkrimml.

Ikke nok med at turen bliver mere behagelig, den bliver også meget hurtigere. Duxer-X-Press reducerer transporttiden til 4 minutter og 40 sekunder, hvilket er mere end dobbelt så hurtigt som den gamle lift.

Detaljer om Duxer-X-Press

  • Dalstation: 1.692 m.o.h.
  • Topstation: 2.002 m.o.h.
  • Højdeforskel: 310 m
  • Kapacitet: 2.600 personer i timen
  • Fart: 4,5 meter i sekundet
  • Transporttid: ca. 4 min. 40 sek.
- Læs mere om Zillertal

Udgivet af: Frederik Mikkelsen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen