Nye regler om vinterdæk i Tyskland
Den 1. januar 2018 kom der nye regler for brug af vinterdæk i Tyskland. Få styr på de nye regler her, og kør til alperne uden bøder.
D. 1 januar kom der nye regler for vinterdæk i Tyskland. Det koster 80 euro at bryde reglerne, og de er ikke så komplicerede, så det kan være godt givet ud at bruge et par minutter på at sætte dig ind i reglerne herunder.
Det korte af det lange
Overgangsperioden indtil den nye lov indtræffer, går frem til 2024. Derfor: hvis dine vinterdæk er produceret senest d. 31. december 2017, er de fortsat lovlige at drøne ned ad A7’eren med. Så er det eneste krav, at de skal have M+S (mud+snow) symbolet.
Har du lige fået nye dæk på bilen, er situationen dog en lidt anden. Derfor: Er dine vinterdæk produceret i år 2018, skal de have et småt symbol med et bjerg og et snefnug på for at blive anerkendt som vinterdæk i Tyskland.
Det er sådan set tommelfingerreglerne. Langt de fleste dæk falder inden for en af de to ovennævnte kategorier.
Et par tilføjelser
Udover de regler, som er nævnt ovenfor, så er der et par ting, som nok er gode at vide.
Fx er helårsdæk stadig lovlige, med den tilføjelse at de skal have et lille bjerg med et snefnug på sig - eller M+S, hvis de er fra før 2018. Det er dog fortsat ikke tilladt at køre med sommerdæk i Tyskland om vinteren.
Har du lige købt nye dæk, og kan du ikke huske, om de har det lille symbol, behøver du ikke løbe ud til bilen i vild panik, for langt de fleste vinterdæk, som er solgt i Danmark, har nemlig det lille symbol med et bjerg og et snefnug. Såfremt du lige har fået nye dæk er det dog værd at se efter - det er ikke det fedeste at starte skiferien med en bøde på 80 euro.
PS. Du kan se alderen på dine dæk ved at finde DOT-nummeret på dit dæk. Det skulle gerne være fire cifre langt, og her udgør de to første cifre uge-nummeret og de to sidste årstallet. Tallet ”2317” vil således betyde, at dit dæk er produceret i uge 23 i år 2017.