Ny lift til toppen af Hintertux
Fra vinteren 2015-16 kommer der en ny lift på den meget kendte Hintertux gletscher, der er Østrigs eneste helårs-gletscher og meget besøgt af danske skiløbere.
Den nye sekspersoners lift får varme i sæderne og vindskærm, hvilket er ret godt nyt til skiløberne især i vinterhalvåret. Liften går nemlig som det “sidste led” i liftkæden op til topstationen på bjergryggen Gr. Kaserer i 3.135 meters højde.
Hidtil har denne tur kun budt på slæbelifter, hvilket godt kunne være en frysende oplevelse i stærk vind og heftige minusgrader.
Giver god plads ved slæbeliften
Med 62 stole og en kapacitet på 2.800 personer i timen burde den nye stolelift med navnet Lärmstange2 således give god plads i liftkøen til slæbeliften Kaserer1 lige til højre for.
Den højest beliggende bjergstation på Hintertux ligger på bjergryggen Gefrorene Wand (frosne væg) i 3.250 meters højde. Dette punkt kan nås med både slæbelifter og svævebane.
Bjergtinden øverst hedder Olperer, som er 3.476 meter. Der går ingen lifte helt til toppen.
Læs mere om skiferie på Hintertux
Læs også om de muligheder der er for skiferie i efteråret her.