Mange mener, at det østrigske alpe-køkken ikke er noget at prale af. Maden er for bastant og “landmandsagtig”, mener nogle. Men her på redaktionen mener vi ikke, at du kan tage på skiferie i Østrig uden at have smagt på disse specialiteter.
1. Tafelspitz: Hvis du finder denne ret på menukortet, så bestil den. Det er det tætteste, du kommer på Østrigs nationalret. Tafelspitz betyder noget i retning af “spidsen til bordet” og består af kalve- eller oksespidsbryst, der har simrekogt med rodfruger. Retten serveres gerne med kartoffelbåde og et miks af revet æble og peberrod og med en syrlig peberrods-crème.
Ifølge arkiverne var Østrigs kejser Franz Joseph l. så glad for Tafelspitz, at det skulle på bordet til hvert aftensmåltid.
2. Wienerschnitzel med Spätzle:
Østrig er om noget landet med de mange schnitzler –tyndtbanket og paneret kød. Rigtigt mange schnitzler på menukortet er lavet af svinekød. Det er der intet i vejen med. Men skal du prøve den ægte vare, skal du bestille en wienerschnitzel, der er lavet af kalvekød. I stedet for at bestille pommes frites eller kartoffelsalat til schnitzlen, så sæt trumf på og bestil spätzle. Spätzle betyder “små spurve” og er en særlig type bløde ægnudler, der er utroligt velsmagende, når de er bedst.
Her wienerschnitzel med pommes fritter, det er nok denne model 99 ud af 100 vælger :)3. Hirschgulasch med Knödl
Gulasch er en all time klassiker til dage, hvor man har svært ved at få varmen tilbage i kroppen efter en kold dag på ski. På østrigske skidestinationer finder man ofte en variation med hjortekød (Hirsch) i stedet for oksekød. I de bedste versioner er retten næsten vanedannende.
Bestil hjortegulasch sammen med det østrigske “nationaltilbehør” Knödl, og du får et anerkendende nik fra krofatter. Ja, mange danskere hader tanken om at spise en vamset bolle blandet af kartoffel og brød. Men prøv det.
3 desserter, du må prøve på skiferien i Østrig
1. Apfelstrudel:
Apfelstrudel er så østrigsk, som det kan blive og et absolut must for dig at smage. I den ægte version er Apfelstrudel en aflang rulle af filodej med fyld af æblestykker, sukker, kanel og rosiner. Når man laver filodejen, lyder fortællingen, skal dejen være så tynd, at man kan læse avisen gennem den. I den originale version serveres Apfelstrudel med flormelis. Men den kommer også tit med flødeskum eller vanilieis.Kvaliteten af Apfelstrudel varierer voldsomt, så spørg de lokale om, hvem der serverer den bedste.
2. Germknödel:
Mange danskere går i en stor bue udenom kartoffelbrødbollen Knödl til deres kødret. Germknödel derimod, er en dessert eller “kagefrokost”, der bedst kan betegnes som et dampet, sød bolle med syltetøj indeni. Det lyder stadig lidt skræmmende, men Germknödel er en voldsomt populær spise i Østrig, og som du MÅ smage.3. Kaiserschmarnn:
Det betyder noget i retning af Kejser-mavefedt. Herhjemme kender vi desserten som kejserpandekager. Det er almindelige dessertpandekager med en smule salt. De skæres i mindre stykker, mens de steger. Og stykkerne serveres med flormelis drysset over og ofte med en frugtkompot, frugtmos eller marmelade.
Og lidt til lommen: Manner-kiks. Her får du Østrigs svar på Kvikk Lunsj - en bonusdessert til at ha med i skijakken og spise
som opkvikker, mens du sidder i liften. Manner er en fem-lags vaffel, som smager af lækker nutella i kiks. Og vaflen er nærmest en del af den østrigske folkesjæl. Den har eksisteret i generationer, og østrigerne forbinder den med romantisk wiener-livsstil i de gode gamle dage.
3 drinks, du må prøve på en klassisk østrigsk afterski
1. Jägerbomb:
Eller Turbojäger, eller Fliegender Hirsch – kært barn har mange navne - er en drink af den mere opkvikkende slags, hvor et lille, åbnet flaske Jägermeister (en kylling) droppes i et glas Red Bull. Pas på ikke at sætte glasset for hurtigt til munden, da Jägermeister-flasken kan ramme fortænderne. På nogle afterskibarer laver bartenderne det såkaldte Jäger-tog, hvor en række Jägermeister-flasker balancerer på toppen af tætsiddende glas med Red Bull. Et glas vippes, og flaskerne falder som dominobrikker i hvert sit glas.
2. Willi mit Birne:
Her får du Østrigs svar på et tequila-shot. Den består af et glas med pæresnaps af mærket Williams – deraf forkortelsen Willi – hvori der ligger et stykke pære. Nogle mener, at shottet skal skylles ned, hvorefter man spiser pærestykket. Andrer mener, at det giver den bedste smag, hvis man lægger pærestykket på toppen af glasset, vipper det ind på tungen, hvor det skal ligge, mens man hælder pæresnapsen ind. Prøv selv.
3. Jagatee:
En Jagatee er ikke en decideret drink, men det er en überklassisk Østrigs drik. Forveksl den endelig ikke med en kop hyggelig eftermiddags-te på den engelske måde.
En god Jagatee er en djævelsk blanding af sort te, rom (måske sågar 80 % Stroh-rom), rødvin, Obstler, sukker og diverse krydderier. Du kan teste, hvor “god” den er ved at sætte ild til den. Kommer der en blålig flamme, er den rigtig god.