Top 10 langrendssteder i Norge

Top 10 langrendssteder i Norge

Norge er et langrends-mekka. Her får du nordmændenes egen top ti liste. Både Oslo og Svalbard er med.

Med tidligere top-langrendsløbere som jury har den norske turistorganisation kåret de ti bedste langrendssteder i Norge.
Danskerne vil genkende steder som Geilo og Beitostølen. Men med på listen er også langrendsområder ved Trondhjem og Svalbard, som næppe er kendt af den brede danske befolkning.

I listen har juryen bedømt kvaliteten og antallet af præparerede spor, overnatningsmuligheder og landskabet generelt.
Og lad proppen springe straks: Sjusjøen lidt øst for Lillehammer er nordmændenes kronjuvel.

1. Sjusjøen, Hedmark

Her finder du 350 kilometer langrend i et imponerende netværk af velpræparerede spor og i et meget varieret terræn bestående af skov og fjeld. Her er også et stort udbud af overnatningsmuligheder.
Det meget kendte 54 kilometers langrendsløb, Birkebeinerrennet, går igennem dette område. Løbet starter i Rena og slutter i Lillehammer. 
Læs mere om Sjusjøen her.


2. Gålå, Gudbrandsdalen

På andenpladsen kommer Gålå-området, der ifølge nordmændene er et fantastisk langrendsområde med over 200 kilometer spor i et varieret terræn. For danskerne er det lidt af en bedrift at nå hertil. Området ligger laangt inde på den smalle Peer Gynt-vej, små 60 kilometer nordøst for Skeikampen.
Det er lettest at komme hertil ved at køre ad E6 helt til Harpesund, hvor der her vil være et skilt mod Gålå. 
Er man først kommet til Gålå, skulle det være ret let at finde steder at overnatte.
Læs mere om Gålå her. Eller læs om Skisport.dk's test af Gålå her.

3. Holmenkollen, Oslo

Tredjepladsen finder vi såmænd lige uden for Oslo. Holmenkollen er en hovedport til Nordmarka-området og et startsted for langrend på utallige, velpræparerede løjper tæt på Oslo. Mange løjer er oplyst om aftenen. I Nordmarka ligger de bemandede hytter relativt tæt, så her er gode muligheder for at købe varm kakao. Her er også mange overnatningshytter – både bemandede og ubemandede.
Man kan undre sig en anelse over, at et så sydligt – og sneusikkert - sted som Holmenkollen kommer ind på en tredjeplads.
Læs mere om Holmenkollen her.

4. Beitostølen, Oppland

Så er vi tilbage i snesikre områder. Og velkendte for danskerne. Ud over at være et rigtigt godt alpint skiområde, byder Beitostølen på mere end 300 kilometer langrendsspor igennem de norske fjelde. Beitostølen ligger ved foden af bjergkæden Jotunheimen, og her er fantastiske panoramaer (og langrend) mod nord. Som mange danskere ved, er Beitostølen en fuldt udbygget skisportsby med mange hoteller, hytter, restauranter, butikker osv. Vi har besøgt området flere gange, læs om vores test af Beitostølen her

5. Geilo

Lige som Beitostølen er også Geilo et meget kendt alpinområde. Med sine 500 kilometer velpræparerede løjper er Geilo også et langrendsmekka. Her er både “lavlandsture” rundt om Ustedalsfjord i 800 meters højde. Og alpine langrendsture til Hallingskarvet, der kan tilfredsstille selv de mest hardcore langrendsløbere. Som en fuldt udbygget skisportsby er der mange overnatnings- og indkøbsmuligheder i Geilo. Det gode for ikke-bilister er, at toget mellem Oslo og Bergen stopper i Geilo.
Læs mere om Geilo her.

6. Skeikampen

Skeikampen er en rigtig danskerdarling og ikke uden grund. Området har hele 600 kilometer spor og et stort netværk af løjper med forbindelse til Peer Gynt skiregionen samt Kvitfjell. Terrænet veksler mellem skov og fjeld. Og her er et stort udbud af overnatningsmuligheder. Skeikampen ligger groft sagt i den sydlige del af det område, hvor listens andenplads, Gålå ligger. Vi har besøgt området, læs vores anmeldelse af skeikampen her.

7. Bymarka, Trondheim

Så bevæger vi os så højt op, at de fleste danskere nok er stået af. Trondheim, der engang hed Nidaros og var landets første hovedstad, ligger op mod otte timers kørsel fra Oslo. Til gengæld finder du i området Bymarka et stort og flot langrendsområde med 250 kilometer løjper. Lige som i Oslo er mange af løjperne oplyste om aftenen. Trondheim er stadig en slags “hovedstad” i Trøndelaget, så det skorter ikke på hverken overnatningsmuligheder eller byliv. Her kan man nærmest lave en kombi-ferie af storby-ferie og langrend.

8. Hovden, Setesdal

Hovden er både en alpin skiby og en langrendsby. Her er 170 kilometer langrendsløjper gennem både skov og fjelde. Mange af løjperne præpareres dagligt. Er vejret dårligt, kan du tage nogle runder i en særlig langrendsarena. Også her kan du stå på oplyste spor om aftenen.
Her afholdes også Hovden Tour. Det er en langrendskonkurrence, der startede i 2012, og som består af et 22 eller et 42 kilometers løb. Du kan læse mere om Hovden her.

9. Norefjell, Buskerud

Norefjell er et område, 110 km nordvest for Oslo som du kører til ad Hovedvej 7. Men området er kåret som landets niende bedste af Norges Turistorganisation. Her er da også et stort og varieret netværk af langrendsløjper. Og i de senere år er området blevet udbygget, så her nu er rigtigt mange overnatningsmuligheder.
Læs mere om Norefjell her.

10. Svalbard

Syns du, at Trondheim ligger for langt væk, så glem alt om Svalbard. Svalbard er en øgruppe i det allernordligste Norge. Det er verdens nordligste sted med permanente beboere.
Som vinterturist kan man komme på organiserede langrendsture over gletschere og stå på ski i et vaskeægte arktisk landskab. Meeen!

Se alle rejser til Norge

Vil du på en organiseret og hardcore langrendstur over en gletscher, behøver du ikke tage længere end til Jostedals Breen – cirka seks timers kørsel fra Oslo.
Mon ikke, Svalbard er kommet på top ti listen for at imødekomme nordnorske turistinteresser? Har du mod på at teste langrend i Svalbard, tøv ikke med at sende en rejsereportage til Skisport.dk.

Læs mere om mulighederne for langrend og skiferie i Norge her. 
Eller også kan du læse om 8 gode langrendsteder i Sverige her eller om 10 idéer til langrend i Tyskland.

Er du på jagt efter nyt langrends udstyr kan du lede her, eller blot ny voks og vedligeholdes grej kan du finde det her.

Udgivet af: Jesper Svennum

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen