Nu kommer World Cup’en i langrend næsten til Danmark
Det svenske skisportssted Ulricehamn er udnævnt som ny World Cup-destination for næste sæson.
Blot en lille skilængde fra Danmark kan du fra næste år opleve langrend i den absolutte verdensklasse, når World Cup’en kommer forbi Ulricehamn, som er et velfungerende og moderne skisportssted blot nogle få timers kørsel fra Danmark. Her skal der dystes i både 10 og 15 km individuel langrend samt 4 x 5 km stafet og 4 x 7,5 km stafet.
Det er det Internationale Skiforbund (FIS), der har bestemt, at Ulricehamn får stævnet til byen. Blandt andet fordi, Ulricehamn ligger centralt og på tæt afstand til Göteborg og også Danmark. Forhåbningen er, at bl.a. mange danskere vil drage til Ulricehamn og skabe en folkefest.
I Ulricehamn har nyheden skabt glæde, og et stort korps er allerede i fuld gang med forberedelserne til World Cup-stævnet, der kommer til at finde sted den 21. og 22. januar 2017.
”Ulricehamn har et certificeret Vasaloppscenter for langrend og vores friluftsområde Lassalyckan har en moderne kunstsneproduktion, og vi håber at mange flere både svenskere og danskere vil blive inspireret til at stå på langrendsski”, fortæller Johan Falk fra World Cup Ulricehamn.
Og det er der god grund til at være optimistisk omkring. Flere danskere har nemlig taget langrend til sig de seneste år. Det viser blandt andet tilmeldingerne til det legendariske Vasaløbet, hvor der for 10 år siden nærmest ikke deltog danskere, mens der nu er omkring 700-800 danskere, der hvert år tager langrendsskiene på og deltager i løbet.
Hos VisitSweden har udnævnelsen af Ulricehamn som World Cup-arrangør også skabt stor glæde.
”Det er en fantastisk nyhed for hele Sydsverige. Udover at blåstemple Ulricehamn som skisportsdestination, kommer anlægget nu på højde med kendte steder som Lillehammer, Davos og Val di Flemme”, siger PR Manager hos VisitSweden, Anna Kron Boysen.
Hun regner med, at omkring 20.000 tilskuere vil finde vej til World Cup-stævnet næste år. Det vil naturligvis skabe travlhed på hotellerne, og VisitSweden anbefaler derfor, at du skal være ude i god tid, hvis du har tænkt dig at være med til den store skifest.
Det Internationale Skiforbund har samtidig bestemt, at Ulricehamn også skal være vært for World Cup’en i langrend i 2019.