Gravid på ski – kan man det?
Graviditet er en lykkelig situation og noget af det mest naturlige i verden, men samtidig er det er også en tid præget af spørgsmål og forberedelse.
Artiklen her er skrevet baseret på forfatterens egne erfaringer. Bemærk dog at sundhedsstyrelsens fraråder skiløb. Det specificeres dog ikke om det gælder både alpint og langrend.
Forandringer i kroppen som foranlediger tvivl om, hvad man bør og ikke bør gøre. Som skiinstruktør er jeg ofte blevet konfronteret med kvinder og mænd, der har sået tvivl om, hvordan man skal angribe en sådan situation.
Scenarie nummer et: Årets skitur er allerede bestilt og pengene betalt.
Scenarie nummer to: I har vundet en skitur igennem Skisport.dk, og man kan ikke bare overdrage gevinsten til svigerforældrene, som ellers kommer rendende i tide og utide, fordi de mener, at de skal bestemme farven på børneværelset og indrette jeres soveværelse efter alle Neo Feng Shuis forskrifter.
Deraf opstår dilemmaet, hvorvidt man kan stå på ski, når man er gravid.
Søger man på internettet, finder man hurtigt frem til, at næsten alle læger opfordrer til en sund og aktiv livsstil – især hvis ens livsstil allerede er af aktiv karakter – dog med det forbehold, at man bruger sin sunde fornuft. Nogle kvinder bliver trætte og uoplagte, mens andre fyldes med energi.
Alle graviditetsforløb er individuelle, og derfor er det altid godt at konsultere egen læge eller rådføre sig med sin jordmoder, inden man tager plankerne på og hopper ud i sneen.
Louise, mor til to, næsten tre, står alpin ski på pisten i 5. måned
Frisk luft og sport har til alle tider været sundt, men i samme ombæring er det dog vigtigt at pointere, at man skal være opmærksom på, at ophold i højderne er blevet forbundet med at være uhensigtsmæssigt for det ufødte barn, da det bliver født mindre af proportion.
Her er dog tale om længerevarende ophold i over 3000 meters højde. Den sidste del af graviditeten kan for visse have indflydelse på balancen, som kan være udsat. Væsentligst er faren for slag.
Der er til alle tider risiko forbundet med voldsomme slag eller fald, og det er absolut noget man bør tage stilling til, inden man tager på ski. Men som med alt andet er det ikke ufarligt at færdes i trafikken, om det er på gaden eller på pisten. Derfor er det også vigtigt altid at tage sine forholdsregler.
10 TIPS & TRICKS
1. Nybegynder?
Hvis man skal på ski for første gang nogensinde, så vent lige ni måneder. Har man ventet så længe, så gør det nok ikke til eller fra, om du skubber turen til næste år.
2. Destination
Vælg skisportsområder, som appellerer til den øvede skiløber. Hvis man navigerer udenom områder med mange begynder-, grønne - og blå bakker, så kan man måske afværge ovennævnte type skiløber.
3. Transportformen
Det er nok en god ide at overveje på hvilken måde, man vil komme frem til destinationen på. Her skal man både tage højde for komfort og transporttid. Nogle gravide kæmper med vand i benene, kvalme og blæren, så vær opmærksom på at minimere transporttiden.
Hvis man i den forbindelse vælger at flyve, så er det super vigtigt at tage kontakt til flyselskabet, og hører, hvad deres regler er for gravide passagerer, og samtidig undersøge transfertid og transport fra lufthavnen til skisportsområdet.
4. Tøj
Der er stor forskel på, hvor meget eller hvor lidt graviditeten ”omfavner” kvindekroppen og for den sags skyld i hvilken måned. Men selvom skibutikkerne ikke har en afdeling til ventende mødre, så er det lykkedes alle de kvinder jeg har snakket med, at finde noget skitøj, som matchede deres størrelse. Hvis man ikke har vil investere i noget, så må man låne – vi har vel alle sammen en ven, der har været lidt hip hopper, og som ligger inde med et par bukser, der er større i livet.
Find skitøj i store størrelser her.
5. Glideredskabet
Nogle mener at det er mindre farligt at stå på langrend, da koalitionsmulighederne er begrænsede, mens andre mener, at man anstrenger sig mere. Det er selvfølgelig op til den enkelte, hvad de finder mest rigtigt at give sig i kast med, men hvad end du vælger alpin, langrend, snowboard eller telemark, så er det igen et spørgsmål om komfort – hvor og hvordan føler du dig mest tilpas. Prøv dig eventuelt frem.
Anna, mor til to, kører langrend i 6. måned
6. Bliv i din komfortzone
Det siger sig selv, at man ikke skal køre i parken og smide 360’ere og køre rails. Der er ingen grund til at tage unødige chancer, så prøv ikke at udfordre dine grænser, men kør langsommere og kør på ski indenfor din komfortzone, så er der mindre chancer for styrt. Forsøg ligeledes at holde dig på pisten og ikke lægge dig ud med offpiste og rough.
7. Udefrakommende farer
Vær især agtpågivende i forhold til andre skiløbere! Selvom du kører pænt på ski, så kan det være, at dem omkring dig ikke gør det.
8. Terræn og sigtbarhed
Vær opmærksom på, at der kan være dage, som kan være udfordrende for selv ekspert-skiløberen. Eksempelvis, når sigtbarheden er lig nul, terrænet er puklet og opkørt efter massive snefald eller lignende. På sådanne dage skal man måske skrue ned for tempoet, hvis man da ikke helt vælger at nyde dagen i spaen eller poolen.
9. Refleksvest
Bær eventuelt en refleksvest ligesom skiløbere med nedsat syn eller hørelse. Det sender et signal til andre skiløbere om, at de skal være opmærksomme og tage hensyn.
10. Mavefornemmelse
Ja, det lyder måske sjovt, at man skal lytte til ”babyen”, men stol i hvert fald på din intuition. Nogle af de kvinder jeg har talt med ville ikke ”tage chancen”, mens det overhovedet ikke var faldet andre ind, at det kunne være et problem med at kombinere ski og graviditet.
Så svaret på spørgsmålet er: JA, det kan man godt! Alle de kvinder jeg har talt med svarede enstemmigt, at de var aktive under graviditeten. Mange stod på ski, og hvem ved, måske har de haft en kommende eliteskiløber i maven.
Læs også: Skiferie med børn - her er mine favoritområder.