En æra er slut i Val d’Isere
Har du besøgt Tignes eller Val d’Isere, så har du med høj sandsynlighed stiftet bekendtskab med den ikoniske kabinelift fra La Daille til Folie Douce. Men nu er 52 års historie slut.
La Daille kabineliften har siden 1966 kørt på strækningen fra bydelen La Daille i Val d’Isere op til, hvor det legendariske afterskisted La Foile Douce ligger i dag. Men som et led i en stor milliardplan, som i disse år bliver rullet ud i Espace Killy, har den gamle La Daille kabinelift kørt sin sidste tur.
I maj 2018 blev nedrivningsarbejdet påbegyndt, så der kan blive plads til en ny kabine, som skal stå klar allerede til sæsonstart 2018/19. Den er bygget færdig og kunne køres gratis af alle for første gang d. 24. november 2018.
I maj startede byggeriet som skal forvandle den gamle 4er til en moderne 10er kabine
Over 3 gange så mange mennesker i timen
Den originale La Daille kabinelift kunne transportere 4 personer pr. kabine, og den vil nu blive erstattet af 50 moderne 10 personers kabiner med både varme i sæderne og WIFI. Udover en væsentlig opgradering i komfort, så vil den nye kabine øge kapaciteten markant. Transporttiden halveres fra tidligere at ligget på op til 9 minutter til kun 4 minutter og 30 sekunder. Det betyder ligeledes, at La Daille kabinen fremadrettet vil kunne hjælpe 2800 skigæster til tops i timen, en væsentlig forbedring set holdt op imod at den originale lift kun kunne tage 933 personer i timen.
De gamle kabiner bliver overtaget af nye ejere og får lov at leve videre
Gondolen kører lige ind i baren
Den nye kabinelift vil have en identisk rute til den originale La Daille lift, fra 1802 meters højde henover World Cup pisten Oreiller Killy – eller ”OK” i daglig tale – op i 2294 meters højde, hvor kabinen ligesom tidligere vil lande ved La Folie Douce. Dette bliver dog mere integreret end tidligere, da man med den nye kabine kan komme direkte fra liften ind på terrassen til afterskistedet.
Bygningen som før både var dalstation og sæsonlejligheder må gøre plads til det nye byggeri
Projektet er som nævnt en del af en større plan for Espace Killy og har i sig selv et budget på 10 millioner euros. Og der er ikke sparet på noget. De nye kabiner er designet af den italienske designer Pininfarina, som tidligere har designet for blandt andre Ferrari og Maserati, og så er der naturligvis også en 4 personers VIP kabine blandt de 50 nye kabiner.
I bunden af La Daille liften skal der ligeledes opføres et nyt hus til at kunne rumme den nye lift. På 100 kvadratmeter vil man her kunne finde både en information og salg af liftkort.
Én ting som ikke forandre sig ved generationsskiftet er, at den nye La Daille kabine ligesom den gamle vil gøre det muligt at komme til og fra La Folie Douce til fods uden ski eller snowboard.
Fun facts om den nye La Daille kabinelift:
- Kapacitet: 2800 personer i timen
- Hastighed: 6 meter i sekundet
- Transporttid: 4 minutter og 30 sekunder
- Antal kabiner: 50