DM i Freestyle får ny lokation og ny arrangør
Når DM i Freestyleski og Snowboard i påsken løber af stablen, er fokus på at give deltagere såvel som tilskuere en helstøbt oplevelse med skiløb i centrum.
I påskedagene 2019 (uge 16) går Danmarksmesterskaberne i Freestyleski og Snowboard i luften i Avoriaz i Frankrig. Det bliver en uge, hvor der er opstillet perfekte rammer for at både deltagere og tilskuere kan give den gas med fantastisk skiløb og hyggeligt samvær under den franske forårssol.
Deltagerne får mulighed for at konkurrere i Slopestyle og Big Air i aldersgrupperne Kids, Junior og Senior, mens tilskuerne kan nyde godt af de uendelige muligheder, som Avoriaz med sine 650 kilometer højtliggende pister og sin hyggelige, bilfrie bymidte byder på.
Derfor blev det Avoriaz at Sunweb valgte som destination: "Avoriaz er valgt fordi det er en by og et skisportsområde, som kan tilbyde noget for alle! Byen er bilfri, hvilket betyder, at du kan stå på ski rundt i byen. Derudover er der et stort børneområde i byen, så vi anser Avoriaz for at være den perfekte familiedestination. Har man bedsteforældre eller andre, som ikke står på ski, er det nemt at mødes med dem, da restauranter, pister og boliger smelter sammen i et. Har man børn med, som skal prøve ski for første gang, er Avoriaz igen et rigtig godt sted. Så kan man stå på ski et par timer, for derefter nemt og hurtigt kunne komme hjem til lejligheden igen og slappe af. Ja det er endda muligt at sende børnene på skiskole, og sidde på en nærliggende restaurant og drikke en kop varm kakao, imens børnene suser lige forbi med skiinstruktøren.
Udover en hyggelig by med kort afstand til alting, så tilbyder Avoriaz adgang til et stort og varieret skiområde med 650 kilometer pister, hvor alle niveauer bliver udfordret.
Avoriaz er derudover en vigtig destination i dansk freestyle historie. Det er et sted, hvor mange dygtige riders har haft sæson, og kulturen er stærk, især båret på vej af den danskejet bar, The Place. Avoriaz tilbyder også fantastiske forhold for freestylere lige meget alder og niveau. Tidligere er der blevet afholdt DM i Avoriaz med stor succes, og vi følte et behov for at bringe dette event tilbage. Mange gode historier kan fortælles fra Avoriaz, og vi ønsker at skabe endnu flere." Udtaler Steffen Olsen, Brand manager ved Sunweb.
Se recap fra Slopestyle sidste år i Hafjell:
Ny arrangør
Den kommende version af eventet bliver afviklet af nye hænder med masser af erfaring bag sig. Det er nemlig Sunweb, som er Europas største skirejseselskab, der har sagt ja til at tage sig af rejsedelen og således står for, at alt fra bookingprocessen til opholdet i Avoriaz forløber bekymringsfrit.
På konkurrencesiden er det kendte navne i det danske skimiljø med mange års erfaring som konkurrenceatleter, der sørger for, at der er optimale forudsætninger for at kongerigets bedste freestyleskiløbere og snowboardere kan fremvise deres ypperste tricks samtidigt med at alle kan være med.
Sådan kommer deltagerne til at mærke at der står en ny arrangør bag eventet i følge Sunweb:
"Alle involverede kommer forhåbentlig til at opleve et professionelt setup. Lige fra afrejsen i Danmark med opsamlingssteder i hele landet, til nøgleudleveringen, ugeprogrammet, konkurrencerne mv. Derudover har vi fået nogle rigtig dygtige partnere indover, så der kommer også til at være et løft i præmieniveauet, i forhold til hvad der har været de sidste år.
Sidst er der trygheden i at det er et rejseselskab, som med 25 års erfaring er vant til at afholde store events i Alperne, og som er medlem af rejsegarantifonden." Udtaler Steffen
Alle er velkomne
For selvom det ligger i bogstaverne DM, at det er her, de bedste atleter konkurrerer, så er konkurrencen lavet, så alle kan være med, hvilket blandt andet viser sig ved, at der er mulighed for at konkurrere i de forskellige aldersrækker.
Parken bliver konstrueret med forskellige sværhedsgrader, så alle kan være med, og der bliver afholdt trænings-, kvalifikations- og finalerunder, så alle får optimale muligheder for at vise deres værd.
Påsken er specifikt valgt som tidspunkt for begivenheden, fordi det giver flere familier muligheden for at tage af sted. Det er nemlig vigtigt for arrangørerne, at Freestyle DM ikke kun appellerer til den hårde kerne i freestylemiljøet, men også familier og skisportsinteresserede generelt.
”Vi anser Freestyle som en breddesport, og man skal kunne deltage, hvad end man er 10 eller 60 år gammel,” skriver arrangørerne på Facebook.
Læs mere på den officielle Facebookside for DM i Freestyleski og Snowboard i Avoriaz her
Billetter til DM i Freestyleski & Snowboard 2019
Du kan allerede nu tilmelde dig til DM 2019, både som tilskuer eller som rider. Der er earlybird priser, og det kan betales over flere rater. Tilmeld dig DM i Freestyleski og Snowboard 2019 her.
PS.
Hvis du gerne vil varme op inden vinteren og DM i Freestyle, så inviterer den kendte danske skiløber Rasmus DJ til Backyard Boxsession i hans kolonihave. Det sker lørdag den 24. november, hvor alle interesserede kan komme og dyste på en opsat rampe og box - vinderen kan tage et styk betalt startgebyr til DM i Freestyle 2019 med hjem i baglommen.