Dette gør du hvis ski og udstyr forsvinder på flyrejsen
Det er populært at flyve på skiferie. Se her hvordan du er stillet, hvis ski og udstyr bliver beskadiget eller forsinket under transporten?
Online: 07/02 2014 Den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, lancerer i dag en lille film om forbrugernes rettigheder, når bagagen bliver forsinket eller beskadiget. Ski og snowboards kan være dyre og er ofte noget, som ejeren har valgt med stor omhu. Det er derfor ekstra ærgerligt, hvis udstyret ikke kommer i brug på årets skiferie. Flyselskaberne håndterer typisk skiudstyr adskilt fra anden bagage. Det er den rejsendes ansvar at følge flyselskabets instruktioner om særlig bagage, herunder eventuelle instruktioner om at beskytte udstyret. Når først bagagen er indleveret, og instruktionerne fulgt, så overtager flyselskabet som udgangspunkt ansvaret, og har det under transporten. Bliver skiudstyret skadet eller forsinket på flyrejsen, gælder de samme erstatningsregler som ved almindelig bagage. ”Som flyrejsende kan du typisk få erstatning fra flyselskabet eller rejsebureauet, hvis dit udstyr går i stykker eller ikke når frem. For at få erstatning skal du kunne bevise, at du har indleveret bagagen, så det er vigtigt, at du husker at gemme den kvittering, du får, når du checker dit udstyr ind i lufthavnen,” siger Hanne Kristensen, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. For at få erstatning er det også nødvendigt, at den rejsende har henvendt sig til flyselskabet eller det selskab, der håndterer bagagen, umiddelbart efter problemet er opdaget - allerhelst inden lufthavnen forlades. Her skal udfyldes en særlig formular, som selskabet har liggende. Hvis skader først bliver opdaget, når udstyret skal i brug, er det op til den rejsende at bevise, at skaderne skyldes håndteringen under flytransporten og ikke andre ting. Mulighederne for erstatning ved forsinket bagage afhænger i høj grad af den konkrete situation. Flyselskabet eller rejsebureauet er ansvarlig for forsinkelsen, når det ikke har gjort alt, hvad man med rimelighed har kunnet forlange af dem. Hvis det er tilfældet, har den rejsende ret til erstatning for de rimelige og nødvendige udgifter, forsinkelsen har medført – det kan fx være leje af ski eller andet udstyr. ”Gem altid kvitteringerne for de udgifter, du har haft som følge af, at din bagage er beskadiget eller forsinket. Det er ikke sikkert, du kan få dækket alle omkostningerne, men med kvitteringerne kan du bevise, hvilke omkostninger du har haft," siger Hanne Kristensen. Størrelsen af erstatningen fra fly- eller rejseselskab vil altid være en konkret vurdering. Men den vil aldrig være højere end 9.600 kroner pr passager. Har den rejsende tegnet en privat rejseforsikring, som dækker forsinket eller beskadiget bagage, er det som regel også et krav, at passageren har anmeldt skaden eller forsinkelsen til flyselskabet. Som rejsende kan man kun få erstatning fra én part, enten fly- eller rejseselskab eller forsikringsselskabet. •Fristen for at klage til flyselskabet eller rejsebureauet over beskadiget bagage er syv dage fra passageren modtager bagagen. •Er bagagen forsinket, er klagefristen 21 dage fra ankomsten til destinationen. Hvis bagagen ikke er dukket op efter 21 dage, er bagagen at betragte som forsvundet, og passageren har ret til erstatning fra flyselskabet eller rejsebureauet. Se filmen om bagagerettigheder fra den offentlige forbrugerportal, her: Her et par andre gode tips til at passe på udstyret: Transporter dine ski sikkert og praktisk i en dobbelt skitaske Nedbring risikoen for tyveri af dine ski oppe i terrænet med en Skilås |