Det skal du smage på skiferien i Norge

Det skal du smage på skiferien i Norge

Norge har et helt fantastisk køkken, som adskiller sig rigtig meget fra resten af verden. Du kender sikkert ikke halvdelen af disse delikatesser.

Går du tur i en hvilken som helst by i det danske land, så mødes man af italienske, franske og kinesiske restauranter, men du er sikkert aldrig stødt på en restaurant der bød på norsk kogekunst.

Netop derfor skal du selvfølgelig gribe chancen og udforske det norske køkken, når du er på skiferie i Norge.

Se alle rejser til Norge

Brunost

Mange danskere kender det som myseost. Det er min absolutte favorit. Det er i sagens forstand ikke ”rigtig” ost, da den er produceret af vallen, ikke ostemasse, og samtidig smager det heller ikke som nogen gul ost. Brunost har en helt speciel karamelliseret smag, der både er sød og skarp på samme tid. Nordmænd bruger den som pålæg og på vafler.

Rømmegrød

Når vi nu allerede er i det søde hjørne, så er nordmænd enormt glade for rømmegrøden, som er traditionel norsk kost. Rømme svarer til cremefraiche. Derudover tilsættes mælk, hvedemel og salt, og så spises det med sukker, kanel og en smørklat på toppen. Derfor kan det til forveksling ligne risengrød, men grøden serveres året rundt i modsætning til risengrød. Skal det nydes ”på norsk”, så skal tilbehøret bestå af fladbrød, lufttørret kød og rød saftevand.

Fladbrød, lefse og lompe

Fladbrød er tørre og minde om tyndt knækbrød. Lefse er stort set lavet af de samme ingredienser men ligner lidt mere en pandekage. Lompe er lavet af kartofler, mel og salt. Kartoffelsmagen er meget gennemtrængende, så den er bedst som wrap, hvorimod lefsen er lidt blidere i smagen. Lompe nydes oftest med grillede pølser, ristede løg og ketchup, mens lefse er populær med smør, sukker og kanel. Der er lidt national uenighed om ingredienser og hvordan de tre skal spises, så her taler jeg af egen erfaring fra Vestlandet, nærmere Myrkdalen, hvor jeg spenderede en sæson som instruktør.

Smalahove

Smalahove betyder fårehoved og er hovedsagligt er en vestnorsk nationalret, men serveres selvfølgelig flere steder i Norge. Det anses for at være en absolut delikatesse. Anretningen overlader intet til fantasien – af samme årsag går mange danskere i en stor bue udenom retten. Dog kan man nogle steder købe kødet i afpillet tilstand, hvilket nogen finder lidt mere indbydende. Skisportsbyen Voss er et af de mest populære steder for indtagelse af retten i dens originale version, og her er der ligeledes adgang til at se, hvordan den forberedes helt fra bunden – dét i sig selv skulle være en uforglemmelig oplevelse.


Pinnekjøtt

Nej, det er ikke pindemadder! Og navnet udspringer heller ikke af det mere åbenlyse, nemlig, at udskæringen er lamme- eller fåreribbe. Derimod har de birkepinde, som bruges i forbindelse med forberedelsen lagt navn til retten. Kødet, som er saltet og tørret på forhånd, lægges i blød i halvandet døgns tid, hvorefter det dampes ovenpå pindene i nogle timer, indtil kødet er så mørt, at det kan pilles af benet. Pinnekjøtt smager fortræffeligt i små mængder og nydes som regel med kålrabimos og kartofler. Det er en meget traditionel juleret i Nord- og Vestnorge, men kan sagtens spises året rundt ligesom for eksempel flæskesteg.

Fenalår

Det er måske gået op for de fleste læsere, at man spiser en del lam og får i Norge, så lad os lige runde en sidste superlækker spise. Fenalår er tørret lamme eller fårekød, som er saltet, nogle gange også røget, og siden skåret i meget tynde skiver. Det spises selvfølgelig som pålæg, men faktisk også i forbindelse med førnævnte rømmegrød.

Laks

Er man i Norge på skiferie, så må man bare have laks. Der findes bare ikke noget bedre. Og så kan det nydes i alle afstøbninger; Bagt, stegt, i suppe, i sushi, røget, kun fantasien sætter grænser.


Multebær

Multebær er en super norsk spise. Det gul-orange bær bruges til marmelade, gele og saft, som tilbehør til hovedretter og desserter. Faktisk kan man finde kager i Norge der kombinere multebær og myseost – så bliver det vist ikke bedre.


Kvikk Lunsj

Skal du på skiferie i Norge, så kan du ikke undgå at se Norges svar på En Kitkat, nemlig Kvikk Lunsj. Kiksechokoladen er blevet markedsført som en "turchokolade". hvor de fleste forbinder den med skiture. Det siges at den almindelige nordmand i snit spiser 9 Kvikk Lunsj i løbet af et år (3 af dem bliver spist i Påsken). De fire lange chokoladeflager smager herligt, dog skal det siges, at man godt kan blive træt af dem i længden. Jeg mødte tidligere en norsk skiløber, som var sponsoreret af dem. Han fortalte at når du spiser Kvikk Lunsj hver eneste dag i 6 måneder, så er de ikke så gode til sidst! Jeg synes dog stadig du skal smage den, da der er et symbol på norsk kultur, når man snakker skitur på fjeldet. Hvad folk spiste før i tiden, inden den blev opfundet vides ikke.

"ut på tur, aldrig sur"

Jeg har som sagt bare én opfordring til alle de, der skal på skiferie i Norge: I stedet for at bestille burger, pizza og spaghetti, så gå ud og få en på opleveren. I vil nok blive positivt overraskede.

Læs mere om skiferie i Norge her

Udgivet af: Tamar Barbara Andersen

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen