Online: 08/04 2008
Danmarks bedste langrendsløber, Jonas Thor Olsen fra Københavns Skiklub, vandt i weekenden Arctic Circle Race, som regnes for at være verdens hårdeste langrendskonkurrence. Konkurrencen varer 3 dage med start og mål i Sisimiut, der ligger 60 km nord for polarcirklen.
Undervejs skal deltagerne gennemføre en 160 km lang rute, der, i kraft af ekstreme vejrforhold og sne med masser af friktion, er en kæmpe udfordring både for eliteløberne og i de mange supermotionister, der er med i konkurrencen. Deltagerne sover undervejs 2 nætter i en teltlejr, hvor det er en opgave i sig selv at holde varmen. Det er 12. gang, at Arctic Circle Race gennemføres, og det er første gang, at vinderen er dansk.
Jonas Olsen lignede ellers ikke en vinder, da løberne efter første etape nåede frem til teltlejren. Den grønlandske skiskytte Øystein Slettemark havde distanceret Jonas med 5 minutter. Men Jonas har deltaget i Arctic Circle Race før, og han vidste at 2.etape var flad, og det havde han tænkt sig at udnytte:
- Jeg var klart feltets bedste til at stage, og allerede ved turning point dag to, havde jeg et forspring på 4½ minut. Da jeg så mødte Øystein på returvejen, gjorde jeg alt for at se frisk og stærk ud, og jeg knoklede for at holde forspringet. Det lykkedes at snuppe 12 minutter til Øystein, og dermed havde jeg 7 minutters forspring inden 3. og sidste etape, fortæller Jonas Olsen.
Men Jonas Olsen vidste godt, at Øystein ville angribe på den hårde 3.etape, så opgaven var at holde tæt kontakt til ham hele vejen fra teltlejren og de 55 km hjem til Sisimiut:
- På første bjerg gjorde Øystein et godt forsøg på at trække fra, men jeg fulgte med og overhalede for at vise mit overskud. Først på en ski off strækning, fik han lidt forspring for han løber utroligt godt også uden ski, men jeg hentede ham igen. Med 20 km tilbage var vi nok klar over at stillingen ikke umiddelbart kunne ændres, og med hård vind og nysne i sporet skiftedes vi sammen med Simon Dräyer fra Schweiz til at trække foran, og kom dermed samlet i mål, fortæller Jonas Thor Olsen.
- Men jeg følte faktisk først, at det var afgjort, da jeg kunne se mållinien. Ingenting er sikkert i det barske terræn, og havde jeg knækket en stav, kunne minutterne hurtigt have rullet fra mig. Men det lykkedes, slutter en tilfreds Jonas Thor Olsen.
|
|