TV-portræt af et skirejsebureau
At sælge skirejser er som så meget andet fast arbejde – især i sæsonen. Når Højmark Rejser har allermest travlt beskæftiger selskabet op imod 150 medarbejdere – de fleste på destinationerne i Østri
Online: 01/02 2008
At sælge skirejser er som så meget andet fast arbejde – især i sæsonen. Når Højmark Rejser har allermest travlt beskæftiger selskabet op imod 150 medarbejdere – de fleste på destinationerne i Østrig. Derfor har TV/MIDT-VEST i denne udgave af ’Fast Arbejde’ valgt at tage til Østrig.
Med skiguiden på job I St. Johann underviser Steffen Isgreen fra Ikast danske efterskoleelever i at løbe på ski. Et job som kræver tålmodighed – men Steffen Isgreen ved, hvad han har med at gøre. Som alle andre Højmark-guider har han taget en østrigsk skilærer-uddannelse, så sikkerheden og kvaliteten i gæsternes undervisning er i orden.
I det hele taget er gode ski-kundskaber et must. TV/MIDT-VEST følger med i arbejdet på en piste-visning – en væsentlig og populær tjans blandt guiderne, da det er her, der for alvor kommer sne under skiene. Piste-visningen er et hit også hos gæsterne. Det er her de lærer ski-terrænet at kende og får tips til, hvordan man nemmest finder vej i sneen.
Men jobbet som guide er andet end arbejdet i sneen. At arbejde hos Højmark Rejser i Østrig er i høj grad lig med logistik og evnen til at tænke i alternative løsninger. TV/MIDT-VEST kigger over skulderen en af de dage, hvor snevejret sætter en stopper for en planlagt picnic i terrænet. Destinationschefen i St. Johann tvinges til hurtigt at finde en ’plan b’ – der tænkes kreativt – en restaurant bliver støvet op, og 50 gæster bliver fortalt, at arrangementet er et andet end det de har bestilt. ’Aldrig aflyse – altid finde en løsning’ – sådan er mottoet også den dag i St. Johann. For guiderne er til for gæsterne, både dag og aften. At være ansat i rejsebranchen er ensbetydende med, at man hele tiden skal tænke i service, service og service. Guiderne skal kunne lide at være på. Til en ’østrigsk aften’ skal de være parate til at trække i folkedragten og optræde – hele tiden med et smil på læben, så gæsten er tilfreds.
Højmark størst Men Østrig gør det ikke alene. Hvis guiderne skal kunne fungere, og gæsterne være tilfredse, så skal hjemmearbejdet være i orden. På hovedkontoret i Ringkøbing hersker en travl – men professionel stemning. En tirsdag i januar ringer telefonerne næsten konstant. De bliver besvaret af et salgspersonale, som kender de mange destinationer helt ned i detaljen. De ansatte her skal kunne svare på alt lige fra antallet af blå og røde pister til afstanden fra hotellet til skiliften. Og spørgsmålene er mange, for Højmark er mægtigst på sit felt. Rejsearrangøren fra Ringkøbing er med mere end 27.000 gæster denne vinter landets største udbyder af alpine skirejser. Selvom det med størrelsen ikke er et mål i sig selv: ’Vi vil være det store lille rejsebureau. Gæsterne må stadig gerne føle, at de rejser med de små. Der, hvor servicen er i top’, siger Bjarke Hansen. Han er Højmarks unge direktør, der om nogen lever op til mottoet om at virksomhedens medarbejdere skal have lov til at udvikle sig og tage ansvar. For 10 år siden var det Bjarke Hansen selv, der var skiguide i Østrig. I dag, 30 år gammel, sidder han for bordenden i Ringkøbing, med masser af ideer til, hvordan Højmark Rejser bevarer sin position også i fremtiden.
|
|