World Cup sølv til dansk skiløber

World Cup sølv til dansk skiløber

Troels Tore Larsen fra Københavns Skiklub, blev lørdag nr. 2 i en World Cup afdeling i telemark skiløb i Flaine, Frankrig.

Online: 13/01 2008

Troels Tore Larsen fra Københavns Skiklub, blev lørdag nr. 2 i en World Cup afdeling i telemark skiløb i Flaine, Frankrig.

Troels Tore Larsens resultat kommer ikke som den store overraskelse, for han har igennem længere tid været på vej til det store internationale gennembrud. Troels sluttede sæsonen 2007 med en 9.plads i VM klassisk. Siden da har han forbedret sig markant, og i fredags blev han nr. 4 i World Cup klassisk i Flaine. Lørdag kom gennembruddet med 2.pladsen:

- Jeg er ufattelig glad, var Troels Tore Larsens første replik i telefonen fra Frankrig. Det her har jeg glædet mig til længe. Jeg har hele vinteren vidst, at min fysiske kapacitet er helt i top, og nu kom belønningen for de mange hårde træningstimer.

Dansk banesætter
Dagens bane blev stukket af danske Magnus Wonsyld, og mon ikke han havde Troels’ styrker og svagheder med i overvejelserne, da han valgte, hvor de enkelte porte skulle stå? På grund af snefald var det en konkurrence under meget barske betingelser. Selve skøjteelementet blev på grund af den nye sne mere krævende end normalt, og det var helt klart til Troels Tore Larsens fordel:

- Selv om det gjorde forbandet ondt i kroppen, så smilede jeg næsten hele vejen, for jeg vidste, at mine konkurrenter havde det endnu hårdere, fortæller Troels Tore Larsen. Nu hvor jeg har prøvet at stå på podiet må jeg sige, at det ”smager af mere”. Mit næste mål er derfor at vinde en World Cup afdeling.

Thomas Bergford styrtede
18 årige Thomas Bergford fra Skiklubben Hareskov deltog også i dagens konkurrence og han blev 31. plads. Det er han næppe tilfreds med, men forklaringen er, at han styrtede umiddelbart efter hoppet, hvor der stod en meget vanskelig port. Efter konkurrencen har de to danske løbere uden tvivl diskuteret, hvorvidt Magnus løste opgaven godt eller skidt….

Randers drengen med i Københavnerprojekt
Troels Tore Larsen kommer fra Randers, men han har de seneste år repræsenteret Københavns Skiklub. Troels er med i Københavns Skiklubs seriøse elitesatsning, der omfatter alle skidiscipliner. Satsningen støttes økonomisk af Team Copenhagen.

Troels er 24 år og uddannet tømrer. Han har i flere år satset seriøst på telemarkskisporten, og får skikarrieren til at hænge sammen økonomisk ved at bruge hele sommerperioden på at arbejde og tjene penge som tømrer hjemme i Danmark, mens han fra november til april har fast base på Hafjell i Norge. I denne sæson har Troels og de danske telemarkere dog suppleret med træningsophold på Kvitfjell og i Uvdal.

Klassisk telemark
Klassisk telemark er sammensat af flere elementer. Banen indeholder både portkørsel, hop og langrend. Løberne skal beherske alle tre elementer, og de kan få en tidsstraf, hvis ikke deres teknik i portene udføres efter helt bestemte tekniske specifikationer. Der kan ligeledes tildeles straftillæg, hvis ikke løberne hopper tilstrækkelig langt (hoppene ligger typisk mellem 20 og 40 meter).

Tidligere danske World Cup medaljetagere
Det er meget sjældent, at en dansk skiløber får lov til at stå på podiet under præmieoverrækkelsen i World Cup. Troels Tore Larsen er nummer 4 i rækken. Pukkelskiløberen Anja Bolbjerg, snowboarderen Mike Kildevæld og telemarkeren Bjørn Fisker er de eneste, der har prøvet det før Troels.

Næste World Cup
Det danske telemarklandshold er på vej til Østrig, hvor de mandag deltager i sæsonens fjerde afdeling af World Cuppen – en klassisk konkurrence i Kreischberg


World Cup sølv til dansk skiløber - Billede 122

Udgivet af:

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen