10 ting du ikke må gå glip af i Livigno
Livigno byder bl.a. på fed off-piste, fantastisk langrend, et hav af barer, freestyleparks i verdensklasse og nærliggende varme bade. Se den store guide til Livigno her.
Livigno ligger i 1.816 meters højde i det nordlige
Italien tæt på
Schweiz. Skiområdet hér er meget eftertragtet, da liftsystemet er så godt, at man næsten aldrig oplever liftkøer. Pisterne er måske ikke de vildeste i verden men virkelig velpræparerede, og så kan man være sikker på, at der er sne nok. Vi har samlet ti ting, du bør opleve næste gang, du tager til Livigno.
1. Prøv off pisten bag på Mottolino
Pisterne i Livigno er så velpræparerede, at man nærmest ikke finder det bedre andre steder. Der er fedt af to grunde: Den ene er, yes rigtigt, at det er en sand fornøjelse at stå på pisterne.
Den anden er, at folk – især italiernene selv – har det med at blive på pisterne, så man har off pisten for sig selv til langt op ad formiddagen.
Hertil kommer, at Livigno har gået for at være et sted, hvor off piste er forbudt, så mange slet ikke overvejer at køre off piste. Men siden 2014 har det været fuldt lovligt at køre uden for de afmærkede pister.
De bedste tips til off piste-ture er Vallaccia / Colombina - to ture på bagsiden af Mottolino-bjerget. Det er ikke et ukendt off piste-område. Men det nye er, at der nu er bygget en stolelift, så man ikke længere “strander” i Vallacia-dalen efter skituren ned. Fra Livigno kan du få adgang til off piste-området ved at tage stoleliften til toppen af Monte della Neve.
Har du råd til at hyre en snescooter, er et andet off piste-tip at blive kørt til Passo d'Eira. Den sidste del af denne off piste-tur ender i skovkørsel.
Offpiste i Livigno, hvor Heli-skiing også er en mulighed Foto: © livigno.eu
2. Husk langrendsskiene – Livigno er verdensklasse
De fleste danske skiløbere tænker naturligt nok på alpint skiløb og snowboarding, når de bestiller rejsen til Livigno. Mange ved ikke, at Livigno er et sublimt langrendsområde, hvor højdetræning automatisk kombineres med kilometerlange velholdte langrendsspor. De forhold gør, at byen hvert år får besøg af langrendslandshold fra flere lande. Og hvert år i december afholdes der hér en meget besøgt langrends-marathon.
Livignos position som "alpernes langrendsdestination" skyldes især byens fysiske udformning, hvor der hele vejen langs selve byen og helt ud af dalen er lange passager med velholdte langrendsspor i såvel plant som kuperet terræn. Så har du bare den mindste passion for langrend, bør du prøve det her i Livigno. Det er heller ikke så koldt som i norden.
Blot en lille del af langrendsløjpen på 40 kilometer, der byder på flot natur Foto: © livigno.eu/APT
3. Gå på afterski for foden af lifterne
Livigno har ikke været lige så kendt for sit livlige afterski-liv som mange østrigske skibyer. Men det er blevet meget bedre. Her er et par gode steder: ”Stalet” ligger for foden af Carosello gondolliften. Her er der en stor udendørsbar, med partyagtige bartendere, og live DJ. Mange af de danske rejsebureauer holder afterski der nogen gange i løbet af ugen. Rigtigt godt sted, især hvis solen skinner.
“Tea Del Vidal” ligger for foden af Mottolino liften. Også her er der gang i den. I alt er der over 20 barer og 2 diskoteker Livigno. Så der er altså rig mulighed for at tage på afterski.
Udendørs klassisk Schirmbar, hvor der altid er gang i den Foto: © Carosello 3000
4. Prøv en freestyle-park i verdensklasse
Blandt Livignos snowparker er et must-try uden tvivl snow park Mottolino. I over femten år er den blevet kaldt Italiens bedste snow park. Og en af Europas tre bedste.
Her kommer nogle af verdens mest kendte snowboardere og freeriders hvert år for at vise deres kunnen. Og her er afholdt et utal af konkurrencer, for eksempel "River Jump" og "Nine Knights". Parken har også været foto-kulisse til de mest hardcore freestyle-magasiner.
Mottolino-parken har fem baner i sværhedsgrader fra XS til XL. Kun XL området er reserveret til profferne. Alle andre er åbne for alle. Du finder snow park Mottolino i nærheden af M’Eating Point og firestolsliften Trepalle.
Nat session fra det altid innovative Nine Knights, hvor der bygges et slot som hop/kicker Foto: © Klaus Polzer
5. Dansk skiskole i Livigno
Den danskejede skiskole i alperne, SkiSchoolOnline, har deres allerstørste afdeling i netop Livigno - med 4-5 faste instruktører hele sæsonen og op mod hele 20 mand i højsæsonen. Her kan hele familien derfor blive undervist af danske instruktører og være sammen med danske holdkammerater.
På deres side kan du booke undervisning til dine børn - og måske til dig selv. Det gode ved at få en dansk skilærer er, at sproget ikke er en hindrende faktor - hos hverken dig eller instruktøren - således at du og dine børn i stedet kan fokusere udelukkende på at øve og udvikle nye skiteknikker.
Foto: © SkiSchoolOnline
6. Tre bud på gode restauranter
Er du til autentisk italiensk mad? Pizza? Steak? Skisport.dk giver et godt bud i hver kategori:
Autentisk: Er du til en autentisk og uspoleret lokal restaurant, skal du tage bil eller taxa til den familiedrevne "Ristoro Fopèl". Restauranten ligger ved siden af Livigno Sø lidt uden for selve Livigno – i retning af tunnellen ind til byen. Her kan man ikke se forskel på, om vi er i 2015/16 eller 1960. Og køkkenet drives efter samme "autentiske" standarder.
Pizza: Livignos bedste pizza fås på restaurant "La Pernice", der ligger i Trepalle på den anden side af Mottolino-bjerget. (Bil eller taxa nødvendigt). Er dette for langt væk, kunne det næstbedste alternativ være restauranten "La Locanda", der ligger i selve Livigno - tæt på lægeklinikken International Medical Clinic i bydelen Campacc.
Steak: Trænger man til en ordentlig steak, skal man gå direkte efter "Olly's Bar & Steak house", der hverken indefra eller udefra syner af noget overhovedet. Ikke desto mindre serverer de her Livignos absolut bedste steaks.
Foto: © livigno.eu
7. Kør på fatbike ned ad bjerget
Det store hit lige nu på flere skisportssteder er fatbikes. Det er piste-nedkørsel på cykler med voldsomt brede fælge og dæk.
Fidusen er, at dækkene ikke må være for hårdt pumpede, fordi de så mister grebet på det bløde underlag som sne.
I Livigno kan du nu prøve fat bikes på en særlig cykelpiste, som strækker sig over 20 kilometer.
Foto: © livigno.eu
8: Hvil ud ved de varme kilder i Bormio
Er vejret mod forventning dårligt, eller er dine ben bare for trætte til skiløb, kan vi anbefale en tur til de varme kilder i Bormio.
Bormio ligger en lille times panoramisk bjergkørsel fra Livigno. Du kan også komme dertil med offentlig transport.
Hér kan du blandt andet flyde rundt i et bassin i en bjerggrotte, hvor vandet er naturligt opvarmet fra undergrunden. Der er også en udendørs pool. Samt diverse wellness-goder såsom massage.
Alene det at være ved de varme kilder er en oplevelse. De varme kilder er en del af et gammelt og fashionabelt hotel fra 1836, der hedder Grand Hotel Bagni Nuovi Bormio. Her er flere restauranter, hvoraf den største ligger i en gigantisk sal med både pejs og kæmpestore rundbuede vinduer og med fantastisk udsigt. Man føler sig nærmest hensat til romantikken.
Se Bormio-badets hjemmeside
her.
Foto: © Roby Trap
9. Kør din egen hundeslæde
Går du med en uforløst drøm om at styre din egen hundeslæde, har du chancen i Livigno – eller rettere i landsbyen Arnoga, Alta Valtellina.
Her kan du prøve at køre en hundeslæde med 2-4 Husky-hunde. Du får selvfølgelig instruktion af en instruktør, før du bliver sluppet løs med hundekræfterne. Hundene er dog vant til at blive styret af utrænede hundeførere og er meget lette at arbejde med. Du kan vælge en 5 kilometers tur på ca 40 minutter. Eller en 20 kilometeres tur på cirka to timer.
Børn under tretten år kommer af sikkerhedsgrunde med på instruktørens slæde.
Foto: © livigno.eu / APT
10. Er du i Livigno i starten af april...
Så skal du klart opleve "La Skieda". Det er en international skifestival for telemark-skientusiaster, der finder sted hvert år. I 2016 er det fra den 2.-9. april. Her mødes telemarkere fra hele verden til en uge med fest, farver, workshops osv. Festivalen er åben for alle, så du kan sagtens join the party.
At festivalen foregår i Livigno er ikke helt tilfældigt. Livigno er et af de største telemarksteder I Alperne. Hvis ikke dét største.
Se La Skieads website
her.
Foto: livigno.eu