Montering af skistøvler

Ole Nielsen 27/01 2010 22:45

Hej,

Jeg har nogle carvingski hvor man kan flytte både for og bagbindingen således at vægten kan flyttes frem eller tilbage på skien.

Der findes et mærke på støvlen, men ikke noget synligt midtpunktsmærke på det ene par ski, så jeg er lidt i tvivl om de sidder helt rigtigt.

Hvordan måles/bestemmes skiens midtpunkt?

Hvad er evt. fordele og ulemper ved at flytte vægten frem/tilbage i forhold til midtpunktet.

mvh
Ole

Kommentarer:
Der er i alt 3 svar i denne forumtråd.

Ivan Rafn 28/01 2010 12:58

Sv: Montering af skistøvler

Det mest ideelle er når fodballen (det er trædepuden forrest på foden, lige bag tærene), er placeret direkte over skiens tekniske midtpunkt.

Ski, bindings og støvlefabrikanter har traditionelt forsøgt at opnå dette ved at tage udgangspunkt i en gennemsnitlig fodlængde. Man har så sat nogle mærker på henholdsvis ski, binding og støvle.

Ideen er at når alle mærker placeres oven over hinanden, så de flugter, så er man "nogenlunde" korrekt placeret på skien.

Det er dog ofte meget upræcist!

Ydermere har forskellige test vist at mange skifabrikanter placerer deres mærker længere tilbage på skien end nødvendigt.

Forklaringen, fra fabrikanterne, er at da folk alligevel ikke carver (kun ca. 20 % carver rent faktisk på deres carving-ski), så får man en ski som føles mere kørevenlig, og dermed håber de at deres ski bliver foretrukket frem for konkurrenternes.

Det gør dog lige den forskel at det nu er meget sværere at carve på skien!

Testløbere, som forsøgsvis har kørt med forskellige centermonteringer, fortæller at man kan mærke få milimeters forskel, og at det har meget stor betydning for skiens køreegenskaber. I en sådan grad, at forskellige løberes forskellige oplevelse af den samme skis køreegenskaber, sandsynligvis kan henføres til de forskellige fodplaceringer.

Hvis du selv vil eksperimentere med din fodplacering, på skien, så er her en opskrift:
- Læg skiene sammen, sål mod sål, og mål længden af kørefladen (længden mellem berøringspunkterne i skovl og hæl). Tegn et tuschmærke, på skien, som markerer midtpunktet (dette er det tekniske midtpunkt).
- Tag din skistøvle på. Tegn et tuschmærke, udvendig på skallen, ud for din fodballe (slå evt. lidt uden på støvleskallen med en hård genstand hvis det er svært at finde).
- Monter/juster bindingen så fodballemærket flugter med skiens tekniske midtpunkt, når støvlen er klikket i bindingen.

Så enkelt er det.

Der findes også et, lidt ældre, ballanceringsapparat som kan bruges til at finde din bedste bindingsposition. Der findes dog kun få tilbage:
http://www.jonsskituning.co.uk/content/view/33/48/

Arne 28/01 2010 18:44

Sv: Montering af skistøvler

Du kan også selv eksperimenetere med de forskellige indstillingsmuligheder.
Prøv f.eks. først med bindingen længst fremme og derefter længst tilbage.
Det er især i skiens villighed til at svinge du mærker forskellen, men også på stabilitet ved høj fart.
Du burde så kunne finde den position, der passer bedst til din teknik.
Du kan også vælge position efter den kørestil du ønsker på dagen.
Skal det være korte sving og pukler, vælger du en position fremm på skien.
Skal du cruise i høj fart og måske uden for pisten vælger du en position tilbage på skien.

Ole Nielsen 28/01 2010 23:06

Sv: Montering af skistøvler

Tak til Ivan og Arne for nogle virkelig fyldestgørende svar.
Det er rart selv at kunne kontrollere og justere sit udstyr.

På mine egne ski (K2) var støvlen placeret ca. 2cm bag center, så det bliver spændende at prøve om jeg kan mærke en forskel.

Til dette års skiferie er der desuden investeret i et par nye stivere støvler, så på den ene eller anden måde bliver det i hvert fald en anderledes fornemmelse.

mvh
Ole

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen