Weekendski i Telemarken. Lifjell og Gaustablikk
Norske telemarken byder på flere spændende skiområder indenfor 100 km af færgelejerne i Larvik og Langesund.
Lifjell - tæt på Danmark
Det er ikke alle danske skiturister, der kender til norske Lifjell. Men det burde de måske. For det lille område ligger nemlig tæt på havnene, hvor færgerne fra Danmark lægger til kaj. For eksempel er der kun 90 km fra Larvik til Lifjell.”Vi er jo dét højfjeld, der ligger tættest på vandet og dermed også på Danmark. Det tager jo kun ca. 1½ time at komme hertil fra færgen. Og det kan vi sagtens mærke på tilstrømningen af danskere,” forklarer en af områdets daglige ledere, Per Hanstad.
”Dette er jo et typisk familiested. Det er rigtig godt for børn. For her er trygt. Alt er tæt på og ikke særlig stort,” lyder det fra Hanstad.
Store planer og drømme
Selv om folkene og forretningen i Lifjell trives med at være små, så er der alligevel udsigter og idéer til at udvikle området. Inden for en overskuelig årrække vil der blive bygget en 1,5 kilometer lang stolelift, som vil skabe endnu flere pistekilometer.”I den kommuneplanen der ligger nu, er der allerede givet plads og lov til, at vi må bygge den nye lift. Men den kræver en investering på 10 millioner kroner, så vi skal lige have skabt fundamentet,” siger Per Hanstad smilende.
Populær helårsdestination
Lifjell er ikke nogen by som sådan. Det er nærmere en lille hyttelandsby. Hytterne og boligerne ligger i et begrænset område, som fordeler sig med lifterne som centrum. Men lifterne er langt fra i centrum hele året rundt. Snarere tværtimod. For Lifjell er faktisk en meget populær helårdestination.”Der er faktisk mere trafik heroppe om sommeren end om vinteren,” fortæller Hanstad, og forklarer hvorfor:
”Bø Sommerland ligger jo kun små 10 kilometer herfra. Og så er det her jo et højfjeld. Det er flere toppe her, der er over 1100 meter. Så når man kommer her, så får man ligesom ’højfjelds-følelsen’ og fantastisk udsigt, uanset hvor man vandre hen.”
Du kan læse mere om Lifjell her
Snesikre og børnevenlige Gaustablikk
Norge er kendt for høj snesikkerhed. Og et af skiområderne i Norge, der bidrager rigtig godt til den positive statistik, er Gaustablikk. For her kommer sneen nemlig ofte først og smelter sidst.”Vi har traditionelt meget sne heroppe. Vi ligger ikke højere end så mange andre norske områder, men vejret gør bare, at vi altid har godt med sne,” fortæller daglig leder Lars Svartdal og uddyber:
”Og det betyder jo også, at vi i de fleste år har en meget lang sæson. Vi starter nogle gange allerede i oktober og lukker så som regel først omkring 1. maj.
Attraktiv for børnefamilier
Men det er ikke kun vejret og sneen, der gør Gaustablikk til et særdeles interessant område.”Det som vi kan tilbyde, som vi mener er helt unikt heroppe, er naturoplevelsen. Det er en helt særlig ’alpe-følelse’ heroppe. Og så har vi et meget kompakt anlæg. Alt ligger tæt på, uanset hvor du bor heroppe. Alligevel så er det stort nok til, at der er pister på alle niveauer,” lyder forklaringen.
Gaustablikks særprægede off-piste-oplevelse
For de ekstra dygtige skiløbere, byder Gaustablikk på en lidt særpræget mulighed. For på Gaustatoppen, som er et fjeld på 1800 meter, kan man køre med en ’bane’ inde i fjeldet op på toppen, og så stå off-piste ned.”Men det er ikke ligefrem for nybegyndere,” slutter Svartdal med et smil.
Vi har tidligere besøgt Gaustablikk (og stået på ski fra Gaustatoppen), du kan læse en længere beretning om vores besøg på Gaustatoppen her