Motorvejsafgifter - Få styr på dem til årets skiferie

Motorvejsafgifter - Få styr på dem til årets skiferie

I hvilke lande skal man have en vignette i forruden? Hvis du er i tvivl, kan du få svaret her..

Bilen er pakket, og I er klar på at tage afsted. Om destinationen er de franske alper, de norske fjelde eller noget helt tredje er underordnet, for nu begynder en længe ventet ferie, som du har glædet dig til.

Men på vej mod grænsen melder tvivlen sig pludselig hos dig: Kræver det en vignette at køre på motorvejen i Østrig? Og hvordan er det med Tyskland? Kan man køre i Sverige uden at betale motorvejsafgift?

Hvis du er i tvivl om reglerne, kan du læse denne artikel. Her får du et overblik over alle reglerne for vignetter og motorvejsafgifter i de fleste europæiske lande, som vi danskere rejser igennem. 

Hop til det land som du ønsker at læse mere om:
Tyskland | Østrig | Schweiz | Frankrig | Italien | Tjekkiet | Sverige | Norge

Vignetter og motorvejsafgifter

Lad os lige komme med en helt generel oplysning om, hvad vignetter er, og hvorfor man skal betale motorvejsafgifter for at køre på mange af de europæiske veje. EU har ikke nogle fællesregler for vejskatter i Europa, og det betyder, at det er op til det enkelte medlemsland, om de vil opkræve penge for, at man benytter deres veje.

I Danmark er vejnettet finansieret gennem vores skatter, så her skal der ikke betales vejafgifter. I andre lande er vejnettet derimod kun delvist skattefinansieret og det resterende bliver finansieret gennem brugerbetaling. Det er derfor, at vi som danskere skal betale for at bruge vejene i andre europæiske lande.

Find kør-selv-rejser

Gode råd til køb af vignetter

Du kan købe dine vignetter forskellige steder. Du kan enten gøre det i god tid hjemmefra, hvor du bestiller de ønskede vignetter på internettet, men de kan også købes, når du er taget af sted. De kan som regel både købes på tankstationer, posthuse og ved grænseovergangene. Vi anbefaler, at du gemmer din kvittering, når du køber vignetter, så du altid kan dokumentere dit køb.

Som regel fås vignetter for en periode på 10 til 30 dage, og de skal altid købes inden, at man kører ud på de store motorveje og motortrafikveje. Det er dit eget ansvar at have de korrekte vignetter, og der udstedes store bøder til bilister, der ikke overholder reglerne.

Hvor skal vignetten sidde?

Man skal være sikker på, at ens vignette eller mærkat er monteret korrekt i bilen. Det er vigtigt, da du ellers vil få en bøde på trods af, at du har købt og betalt for vignetten.

Vignetten skal altid placeres på indersiden af forruden. Som regel er der ingen regler for, om mærket er placeret øverst eller nederst på ruden, eller hvilken side den sidder i. Men der er nogle få lande, hvor der er specifik krav om placering på ruden. Det skal du være opmærksom på ved købet af vignetten.

Husk desuden at det er dit eget ansvar, at du har styr på vignetterne. Du kan ikke bruge som undskyld, at du ikke vidste, at du skulle køre med vignette. Læs derfor nedenstående information grundigt. 


Tyskland

Der har i mange år været debat omkring motorvejene i Tyskland. Tyskerne er klar over, at der er mange turister på deres veje hvert år, og at der er gode penge at hente på motorvejsafgifter – for alternativerne til turen ned gennem Tyskland er svære at få øje på.

Trods dette er der endnu ikke afgifter for almindelige personbiler på lande- og motorvejene. Altså er det stadig muligt at køre gratis i gennem Tyskland. Men hvis du planlægger en pause i en af de større tyske byer undervejs, er det værd at undersøge, om du skal have et miljømærke i forruden. Der findes på nuværende tidspunkt cirka 70 tyske byer, der kræver et miljømærke, hvis man kører inden for bygrænsen.

Mærkatet kan købes herhjemme ved FDM for en pris på 150 DKK. Bøden for at mangle et miljømærke er 80 Euro. Du kan finde en opdateret liste over alle de tyske byer, der kræver miljømærker ved at klikke her.

Bonusinfo: Tyskland forsøgte at indføre en e-vignette i 2019, men grundet klager fra Østrig, der mente, at vejskatten ville ramme andre EU-borgere, blev ordningen underkendt af EU-domstolen i juni 2019. Derfor er det fortsat gratis at køre på de tyske motorveje.

- Køb miljæmærkat til Tyskland hos FDM

Østrig

Det kræver en vignette i forruden af bilen, hvis du skal køre på motorveje og motortrafikveje i Østrig. Vignetten kan købes hos FDM, på en af de sydtyske tankstationer eller ved grænsen. Du kan enten vælge en vignette til 10 dage (cirka 70 DKK) eller 2 måneder (cirka 190 DKK).

Du kan også købe en e-vignette hos FDM, men her skal du være ude i god tid, da der går 18 dage før vignetten aktiveres. Der findes nogle få tunneller i Østrig, hvor du skal betale vejskat for at køre igennem. Her foregår betaling på stedet eller gennem en mobilapp, hvor man også kan få besked om forsinkelser og vejarbejde. 

Du kan risikerer at få en bøde, hvis du kører på de østrigske motor- og motortrafikveje uden gyldigt mærkat/vignette. Bøden løber op i 120 Euro, der skal betales med det samme. Hvis du ikke betaler med det samme, får du en politianmeldelse og en bøde, der løber op på mindst 2.000 DKK.

- Find en digital vignette hos ASFiNAG.

- Køb et 2 måneders motorvejsmærkat til Østrig hos FDM
- Køb et 10 dages motorvejsmærkat til Østrig hos FDM


Schweiz

I Schweiz kræver det vignette i forruden, hvis du benytter motor- eller motortrafikveje. De fleste rammer Schweiz på motorvejen ved en af grænseovergangene på deres tur, og her står de schweiziske toldere klar til at opkræve betaling fra dem, der endnu ikke har fået monteret vignetten i forruden.

Hvis du vil slippe for at tale med en tolder ved grænseovergangen, kan du med fordel købe Vignetten ved FDM eller på en af de sidste tankstationer inden grænsen til Schweiz.

- Køb et motorvejrsmærkat til hele 2023 hos FDM

Vignette til Schweiz pris

Vignetten til Schweiz koster 319 DKK og gælder fra december og 14 måneder frem. Så hvis du køber en vignette i december, kan du stadig benytte samme vignette til og med udgangen af januar det efterfølgende år. Det er værd at huske, hvis du skal på skiferie i januar.

Hvis vignetten er forkert monteret eller mangler, vil man få en bøde på 170 Euro. I Schweiz findes der desuden nogle få tunneller, hvor der opkræves betaling for at køre igennem.

Frankrig

Når du kører i Frankrig, skal du muligvis igennem en miljøzone - og så skal du have en vignette i forruden. Miljømærket hedder 'Vignettes Crit'Air'. Det kan købes her (officiel hjemmeside for miljømærket).

Der er kun indført miljøzoner i nogle franske byer i skrivende stund, men det forventes, at flere byer vil indføre de såkaldte miljøzoner på sigt. Her er nogle af de byer, hvor det gælder: Paris, Lyon, Bordeaux, Nantes, Lille, Montpellier, Toulouse, Nancy, Rouen og flere. 

Regler for miljøzonerne gælder hele døgnet, og du bør huske at bestille dit mærkat i god tid, da der kan gå op til 10 dage, før du modtager det. 

I Frankrig er der sat betalingsanlæg op på motorveje og motortrafikveje, hvor du skal betale for at køre igennem. Prisen varierer fra anlæg til anlæg, men alt i alt er det en fair pris. Til tider kan det være svært at gennemskue systemet. Nogle kommer der betalingsanlæg kort efter hinanden, mens du andre gange skal køre flere hundrede kilometer for at næste betalingsanlæg.

Men fælles for dem er, at du betaler for den strækning, du kører. Du betaler nemlig, når du forlader motorvejen. Ved betalingsanlæggene kan du både betale med euro og med langt de fleste betalingskort, og generelt fungerer det uden store gnidninger. 

Du kan også anskaffe en bizz, der hedder 'topEurop'. Her findes der forskellige versioner, så du kan få en bizz kun til Frankrig eller en bizz, der også virker i Spanien, Portugal og Italien. 



Italien

Italien og Frankrig minder rigtig meget om hinanden. I Italien er der også indført miljøzoner - dog findes de fleste zoner omkring bykernen i de helt store byer. For de fleste vil det ikke være nødvendigt at købe et miljømærke til bilen. Hvis du bevæger dig ind i de store byer, skal du kigge efter skiltningen (Zona Traffico Limitato - ZTL). 

Derimod koster det penge at køre på motorveje og motortrafikveje, og dette opkræves ved betalingsanlæg. Den eneste væsentlige forskel mellem Italien og Frankrig er, at man i Italien betaler i det øjeblik, at man kører ind på motorvejen.

Hvis du betaler den store variant af bizzen 'topEurop', får du versionen, der også inkluderer Italien. Den koster 19 euro inklusiv leveringsgebyr.

Tjekkiet

I Tjekkiet er det obligatorisk at have en vignette, hvis du skal køre på motorveje samt på nogle motortrafikveje og store hovedveje.

Vignetten er kommer i to dele, og bilens nummerplade skal skrives på dem begge. Den ene skal placeres i det nederste hjørne på indersiden af forruden, mens den anden skal fremvises, hvis man stoppes af myndighederne.

Hvis du ikke har den del af vignetten med kvittering, er forrudens del af vignetten ugyldig, og du vil blive opkrævet en bøde på cirka 200 Euro, der skal betales på stedet. 

Mærkatet/vignetten kan fås enten med en gyldighed på 10 dage (ca 100 kr), 1 måned (ca 140 kr) eller 1 år (ca 475 kr). 

- Køb mærkat til Tjekkiet

*Prisen er halveret for nogle brændstoftyper, mens andre kan fritages helt. 

Sverige

Det er gratis at køre på de fleste veje i Sverige, så du behøver ikke at købe vignetter eller mærkater til forruden.

Der er dog nogle få vejstrækninger, hvor der opkræves betaling for at bruge vejen. Der er betalingsringe rundt om både Stockholm og Göteborg, og særligt den sidstnævnte bliver benyttet af mange danskere, da den omfatter den meget brugte Europavej E6, der er oplagt at bruge på vej på skiferien. Derudover skal der betales vejafgifter på to strækninger ved Motala og Sundsvall.

I Sverige finder man ikke betalingsanlæg på samme måde som eksempelvis Frankrig. I Sverige foregår det gennem elektronisk scanning af bilerne, som registrerer bilens nummerplade. Man kan registrere sig herinde: www.epass24.com

Du har mulighed for at vende med at betale til, at I er hjemme igen. Når din nummerplade bliver registreret, bliver der nemlig sendt et indbetalingskort i din postkasse, hvor du kan betale - og ja, afgiften skal nok dukke op, selvom det er et meget lavt beløb.

Den danske BroBizz, som benyttes til Storebælts- eller Øresundsbroen, kan desuden benyttes i Sverige.

Norge

Norge kan du også køre gratis på vejene. Norge minder meget om Sverige og Danmark på denne front. Du skal ikke have nogen mærkater eller vignetter for at bruge vejene, men der findes nogle få broer og tunneller, hvor der skal betales en afgift.

I hele Norge er der cirka 50 steder, hvor der skal betales vejafgift for at bruge vejene. Det gælder blandt andet motorvejsnettet omkring Oslo. Ligesom i Sverige er der elektronisk nummerplade-scanning, hvor du efterfølgende har mulighed for at betale det beløb, som du skylder.

Du kan registrere din bil herinde: www.autopass.no

Andre relevante artikler til din bilferie

Elsker du også at være godt forberedt, inden du sætter bilen i gear og triller afsted? Vi har skrevet den ultimative guide til din kør-selv skiferie. Her bliver du guidet til: regler for vinterdæk, ruteplaner, færdselsregler og meget andet. 

Artiklen er senest opdateret d. 12. august 2022.


Udgivet af: Jesper Varming og Mikkel Raunsgaard

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen