Val Gardena er feinschmeckerens paradis

Val Gardena er en del af verdens største skiområde, Dolomiti Superski. Alligevel er det ikke antallet af pister, der får denne aflukkede dal til at skille sig ud.

”Nej, det er ikke den der. Vi skal længere op på bjerget. I kan slet ikke se den, før I er lige foran den,” sagde vores guide, Christina Demetz. Vi havde kørt rigtig mange kilometer på ski den dag, klokken var lidt over et, vi var blevet stillet en god restaurant i udsyn, og vi var sultne.

Det virkede ironisk, at vi her i verdens største skiområde skulle fare lige forbi den ene nydeligt udseende italienske restaurant efter den anden for at nå frem til én bestemt hytte. Vores guide havde selv sagt, at dette skiområde skilte sig ud fra så mange andre på kvaliteten af restauranterne gemt oppe i bjergene. Og så på kvaliteten af skiløbet for at nå dertil. Men når det kommer til mad, er italienerne kendt for deres perfektionisme, og det bør man hurtigt affinde sig med.

Det var sidst i marts, og den italienske sol fik de hvide bjerge til at skinne blændende skarpt. Selv bag solskinslinserne i mine skibriller måtte jeg knibe øjnene en smule sammen, og der var knapt brug for skiundertøj under min tynde jakke.

Med et tempo og en elegance, som kun findes hos folk, der er opvokset i bjergene, førte vores guide vej mod en solbeskinnet terrasse, der var gravet ned i en hel vinters snefald. Her sad folk med solbriller og bare arme og godtede sig over mad, som skråsikkert vidnede om, at vi var i Italien.

En ting er maden og de lækre solterrasser, men det bedste ved området er i min optik de brede boulevarder

På ski i verdensarv

Sådan sker det ustandseligt, at man bliver mindet om, hvor man er. For intet i eller omkring Val Gardena er til at forveksle med noget andet sted. Over pisterne våger nemlig Dolomitterne, der med sine kilometerhøje lodrette klippesider og ofte flade toppe ikke ligner nogen andre bjerge i verden. Det er også disse mastodonter, der har sikret egnen en plads på UNESCOs verdensarvsliste.

Og så er der skiløbet. Italienerne har givetvis konkluderet, at deres chicce tøj bedst komplimenteres af nypræparerede pister. I hvert fald er det ikke usædvanligt at pisterne bliver friseret af en pistemaskine midt på dagen. Det gør det en kende nemmere at se elegant ud på ski, selv hvis man skulle have budt sig selv på et glas rødvin til frokost.

Dolomitterne er helt fantastisk og yderst rå

Syre på Saslong

Et af de hjørner af skiområdet, man dog bør carve udenom, hvis man har fået et glas vin eller to, er Saslong-pisten. Hvert år i December lægger denne tre og en halv kilometer lange pist nemlig underlag til verdensmesterskaberne i mændenes SuperG.

Vi havde stort set pisten for os selv, og da jeg sammen med resten af gruppen stod på toppen, tænkte jeg, at der sjældent havde været bedre forudsætninger for at give den fuld hammer. Storslalomskiene på mine fødder var stive og nyslebne, pisten var nypræpareret, og solen skinnede.

Samtidigt med vores guide pegede jeg spidserne nedad, og slog få store sving. De første 100 meter er stejle, før pisten forsvinder ned mellem træerne. Her slår den sig op og ned, fra plateauer til stejle passager. Det begyndte at stå klart, at det ikke var hældningen i sig selv, der havde skabt pistens renommé, men snarere de utallige sving og den varierende stejlhed.

Jeg fløj gennem den store røde Audi-bue som året rundt markerer slutningen på pisten. Mine ben var følelsesløse, og der dukkede store sorte felter op øverst i mit synsfelt. Inden jeg hårdt og klodset fik bremset op og lagt mig i sneen, lavede vores guide (på godt og vel det dobbelte af min alder) en smuk carvet opbremsning rundt om mig. Jeg fortrød alle mine aflyste løbeture, som var mine gennemførte løbeture stort i overtal.

Hvert år i december giver verdens bedste skiløbere den fuld gas i hjertet af Dolomitterne på Saslong

Dalen med de tre ansigter

Da resten af gruppen sluttede sig til os, og jeg havde generobret mit synsfelt, opdagede jeg, at jeg befandt mig lige under et stort, flot renæssanceslot, som hvilede ved siden af pisten over byen.

Vi var ankommet i St. Christina, som ligger på en bakke lige midt i dalen, Val Gardena. Fordi byen ligger hævet på et plateau over resten af dalen, får den mere sol end de omkringliggende byer. Vil man nyde et godt måltid mad eller en kold drink i solen, er St. Christina områdets bedste by at gøre det i.

Længere oppe i dalen ligger Selva Val Gardena, som er de aktive skiløberes paradis. Byen ligger lige midt på Sella Rondaen, som er den mest berømte skitur i hele Dolomiti Superski, og det betyder, at denne by er den mest direkte indgang til de mange hundrede kilometer pister, som mega-området er så berømt for. Det er også i Selva Val Gardena, at den bedste afterski findes.

Vi boede i byen Ortisei i den anden ende af dalen. Det er dalens centrum for shopping og hygge, og den flere hundrede år gamle tradition for træudskæring viser sit smukt udformede ansigt over alt. Det er også her, man finder den største koncentration af luksushoteller og dyre restauranter. Der er gode muligheder for skiløb direkte fra byen, og ellers er der offentlig transport til de andre byer.

TIP: Vil man bo ekstra godt, kan vi anbefale Alpin Garden Wellness Resort. Her får man mere luksus, end man kan drømme om, maden er spændende og uovertruffen, og så er det kun for voksne.

De 3 største og mest kendte byer i Val Gardena dalen er Sëlva, Santa Christina og Ortisei

Tilbage på den solbeskinnede terrasse

Sjovt nok lægger vores guide ingen vægt på, at vi rent faktisk befinder os midt i verdens største skiområde. Til gengæld kommer hun rundt om både kvaliteten af pisterne, bjergenes skønhed, det fantastiske traktement og den lokale kultur. Men størrelsen lader hun ligge.

For store skiområder er der masser af i Alperne, og vælger man at køre til Val Gardena, kører man forbi mange af dem. Selvom 1.220 kilometer pister er et større legeland end selv den mest ambitiøse skiløber kan håndtere, så er det kun en af mange grunde til at køre så langt sydpå.

Den rigtige grund skal man ifølge vores guide finde i den lokale folkesjæl. I lige præcis disse dale taler de ladin, som er et isoleret sprog, der blot tales af omtrent 25.000 mennesker. Derudover taler de italiensk og tysk. Folket herfra er ganske specielt, og det smitter af på oplevelsen.

Fra det italienske har de taget kærligheden til maden, fra det østrigske har de taget ordentligheden med hvilken pister og lifter er lagt ud, og så har de mixet det sammen til en uhyre elegant, velfungerende og unik skioplevelse, som ikke minder om en, man kunne finde, noget andet sted i verden.

?Det er derfor, man med ro i maven kan fræse forbi de mange kendte skiområder i Østrig, ligesom vi tidligere kørte lige forbi den ene gode restaurant efter den anden. Det handler ikke om at komme et godt sted hen, det handler om at komme det perfekte sted hen. Og er man en feinschmecker med smag for både mad, skiløb, og kultur, så bør man unde sig selv en tur herned.