Sne, ski, sjov - og måske lidt mandehygge

Sne, ski, sjov - og måske lidt mandehygge

Det kan være en farlig cocktail at tage på tøse-skitur. Undgå de farligste faldgruber og få en forrygende tur på jeres helt egne præmisser uden mænd.

En skitur helt uden kærester og blærerøve, der hele tiden forsøger at give jer baghjul og vise hvilke verdensmestre, de er på bakkerne. Eller bare en tur hvor I ikke behøver at tage de sædvanlige hensyn til partneren og i stedet kan gøre lige præcis det, I helst vil på en skitur - uden at skulle hånes for at have lyst til lidt længere tid i saunaen, sove længe, gå på cafe eller få en god omgang massage i svømmehallen, hvis benene eller hovedet trænger til en hviledag.

Husk det gode humør 

Mange muligheder

Det kan være befriende at tage på en skitur med veninderne uden mænd og kærester. En tur hvor du ikke behøver at stå på ski hele tiden, men osse kan få tid til at slappe af og nyde en masse andre ting som fx shopping i hyggelige små ski-byer, nyde en varm glühwein med kastanjer om eftermiddagen, ligge lang tid i badekarret og måske en lille ferieflirt med den lækre skilærer

Der er mange muligheder, - og flere når du er afsted alene og ikke behøver at stå til regnskab for, hvad du har lyst til, og osse har frihed til at droppe skiløbet, hvis det er koldt, eller du simpelthen har lyst til noget andet den dag.

Men selv om veninderne er forstående, sjove at være sammen med og vilde med ski, er der en række aftaler, I skal have styr på for at få en god tur sammen.

Tag hensyn

Det er vigtigt, at I er enige om, hvad I vil og giver plads til, at I er forskellige og ikke vil det samme hele tiden. Og snak aftalerne igennem, før I tager afsted. Find ud af:

  • Hvor gode I hver især er til at stå på ski.
  • Hvor længe I sådan ca står hver dag.
  • Om du vil være den første på pisten eller hellere vil bruge god tid over morgenmaden og sove længe.
  • Om du drøner ned uden pauser eller stopper hele tiden.
  • Om du hele tiden skal kigge på liftkortet og tjekke hvor I er eller hellere kører pr. intuition.
  • Om du godt kan lide at køre alene en gang imellem, og om det er ok ikke at være samlet hele tiden.

Det kan være meget anstrengende at skulle være sammen hele tiden. Giv hinanden lov til at freestyle lidt uden at bitche over, om de andre står bedre, længere, hurtigere etc. på ski - måske gerne uden at hele flokken skal spørges til råds, så har I det meget sjovere, når I så vælger at være sammen.


At bo sammen - hver for sig

Uanset om I vælger hotel, lejlighed, pension eller hostel så vær enige om stedet, og om I foretrækker at være fri for indkøb og madlavning og måske prioriterer at gå ud at spise, hvor alle kan vælge det, de helst vil have, og I måske møder andre at snakke med.

Det er osse supervigtigt at lave husregler. Om at der skal ryddes op, at der ikke ligger stinkende skitøj overalt, at badeværelset ikke blir blokeret, hvem der gerne vil tidligt op, og hvornår der skal være nattero, og om det er ok eller no go med gæster - især mandlige.

Ferieflirt og ødelagte venskaber

En ski-flirt kan være både spændende og giftig. Hvis I deler værelser og lejlighed, er det dybt anstrengende ikke at kunne falde i søvn, fordi veninden kysser, smasker, grynter og stønner sammen med sin udkårne skiløber i sengen ved siden af. Du får ikke sovet og er sur på ski næste dag, mens veninden overstråler alt. Osse jeres venskab.

Hvis der skal ski-mandehygge-tid til, så aftal hvordan det må foregå og lav evt en aftale om, at stedet hvor I overnatter lige præcis er stedet, hvor I sover. Dem, der vil mere end det, må selv finde et sted til deres udfoldelser.

Husk osse, at den fantastiske ferie-flirt måske ikke er fantastisk for alle andre. Hvis hr Tomba pludselig skal være med på pisterne, til afterski, ud at spise og er der hele tiden, så kan det være, alle de andre ikke synes, han er så dejlig og gerne vil have, han forsvinder noget af tiden. Eller at I begge gør.

På afterski kan der ske ting og sager.

Relax og nyd det

Og husk så lige, at I er på ski og kan gøre alt det, I har lyst til. Vær large overfor hinanden og lad være med at blive tøsesure. Grin ad hinanden og jer selv, lær af hinanden og bliv bedre på ski og bedre til at give plads. Nyd at tage en piste alene, en kop kaffe, at vælge at gå en tur alene på strøget, hvis du har behov for lidt alene tid. Når I så vælger at gøre noget sammen, er det så meget sjovere, og så har I noget at fortælle, når I osse oplever noget hver for sig.

Valg af sted

Den er svær, det kommer helt an på, hvad I er til. Men umiddelbart er Østrig et godt tøse-valg. Bedre og mere festlig afterskiing, gode moderne forhold mange kabinelifter - nogle endda opvarmede, hvad der luner godt i bagdelen en kold skimorgen. Små, listige og rustikke hytter i terrænet, hvor det er nemt at falde i snak og sidde sammen med andre. Hyggelige, små ski-byer med god shopping og masser af cafeer, restauranter og barer.

Undgå de skisportssteder, der især henvender sig til familier men tag til steder, hvor der både er godt skiløb og lidt mere gang i den som fx St Anton, Sölden og Ischgl. Østrig har osse den fordel, at det er forholdsvis billigt at spise ude og maden er meget bedre end sit rygte og meget mere end wienerschnitzel og pommes fritter. Vælg de pæne steder - de er kun en lille smule dyrere og meget, meget bedre, og i Tyrol er maden osse næsten italiensk med lækre spaghettier, krydderier, svampe og vildt.

Og mange steder har de svømmehaller, der er rene wellness templer med skønne bassiner, meget lækre saunaer og dampbade, fitness, holdtræning og massage, der er den skønneste måde at få ski-stængerne gjort klar til endnu en dag på bakkerne i selskab med de piger, du allerbedst kan lide, og som osse nyder at være sammen med dig.

Find jeres næste tøse skiferie her.

Udgivet af: Susanne Diekema

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen