St. Johann-Alpendorf - børnenes skiparadis

St. Johann-Alpendorf - børnenes skiparadis

Der er mange skisportsteder som mener, at lige præcis deres pister er de helt rigtige for familier med små børn. Et af de steder, hvor der er noget nær perfekte forhold for børnefamilier er St. Johann

Det er ikke altid lige nemt, at vælge skisportssted, hvis der skal mindre børn med på turen. Så godt som alle skidestinationer mener nemlig, at lige præcis deres område er noget ganske særligt, og helt ideelt for en uges familieskiferie. Og det skal nok være rigtigt langt ned ad pisten, for dybest set har de fleste skisportsteder jo flest blå og røde pister og en lille håndfuld sorte pister og lidt mulighed for offpiste, men en af de destinationer, der så absolut fortjener alt blive blåstemplet som netop skisportsted for børnefamilier er St. Johann-Alpendorf, der ligger 60 km syd for Salzburg.


Nabo til Wagrain

De fleste danske børnefamilier vælger at holde årets skiferie i Wagrain som er nabodestination til St. Johann-Alpendorf. Wagrain er ubetinget nummer ét på hitlisten over danske overnatninger i Østrig, og først helt nede på 14. pladsen ligger St. Johann-Alpendorf, hvilket egentlig er ret synd, for området fortjener så meget mere af vi danskere. St. Johann-Alpendorf er fuldt ud på højde med Wagrain-Kleinarl når det handler om udvalget af pister, og specielt nu, hvor begge destinationer, sammen med Flachau og Flachauwinkel, er blevet en del af Snow Space Salzburg som tilsammen byder på 120 km velpræparerede pister tilgængeligt på samme liftkort. Især pisterne i Alpendorf er super danskervenlige med god bredde og perfekt hældning. 

Foto: Ski amadé

Du kan snildt tage de topmoderne lifter rundt i området og besøge nabobyerne

Typisk østrigsk landsby

Selve byen Alpendorf er en typisk østrigsk landsby med et mindre handelsliv og en del overnatningssteder. Der er ikke mange butikker, men der er dem, du skal bruge til en uges skiferie. Søger du større handelsby er det St. Johann du skal besøge, hvor der er et langt større udvalg af butikker, restauranter og caféer. De fleste hoteller i Alpendorf har ski in/ski out, hvilket betyder, at familien om morgenen kan tage skiene på så godt som ved hotellets hoveddør og derfra tage af sted på pisterne for at vende retur til hoveddøren med skiene på ud på eftermiddagen. Alpendorfs “hoved-piste” er endda en lang bred blå pist som løber fra toppen af området ned til hotellerne i Alpendorf by, så de små poder ikke skal gå så langt i skistøvler. 

Foto: Ski amadé

Pisterne i området byder op til masser af sjov og leg for alle aldre

Dansk skiskole

Oppe i terrænet i Alpendorf, hvor højeste punkt ligger i 2.188 meters højde, er der i øvrigt en dansk skiskole som er det perfekte sted for børnene enten at lære det basale helt fra scratch, eller også bare lige for at få pudset formen af de første par dage af skiferien. Rammerne er trygge, for langt de fleste børn i skiskolen - i hvert fald i højsæsonen - er danske, og som om det ikke er nok, så er de fleste undervisere i skiskolen også danskere. Skiskolen her er den type skiskole, hvor instruktørerne leger øvelserne ind med børnene. Der er plads til alle, men der stilles også krav til børnene på skiskolen efter niveau. På den måde får alle noget ud af undervisningen. 

Foto: Ski amadé

Der findes et stort udvalg af danske skilærere i området

Lad bare børnene lege selv

St. Johann-Alpendorf er i øvrigt en destination, hvor du sagtens kan lade børnene suse af sted på pisterne på egen hånd. Det er stort set umuligt at fare vild i området, for der er hele tiden noget børnene kan genkende på pisterne. De voksne kan sagtens i ro og mag nyde et lækkert måltid mad på en af de mange hyggelige bjergrestauranter på pisterne mens børnene får nogle kilometer i benene. Et godt tip er i øvrigt at tage turen fra Alpendorf over Wagrain-Kleinarl til Flachau og Flachauwinkel. Kommer I af sted fra morgenen af, kan I sagtens være hjemme igen først på eftermiddagen, hvor I endda har nydt en lækker frokost sammen med alle de andre danskere i enten Wagrain eller i Flachau. 

Hør vores to "børne eksperter" fortælle om besøget her:


Foto: Ski amadé

Der findes mange sjove funparks og underholdningsområder for de mindste

Læs mere om skiferie i St. Johann-Alpendorf her

Udgivet af: Kim Middelhede

Rejsebureauer til St. Johann in Pongau
Fakta om St. Johann in Pongau
Skiområdet: 650-2188 m.o.h.
Byen: 600 m.o.h.

350 pister i alt
109 km blå
199 km rød
42 km sort

Lifter: 100 stk. / 120.000 pers/time

Slæbelifter: 69
Stolelifter: 25
Kabinelifter: 6

Mere om skiferie i St. Johann in Pongau

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen