St. Anton – skiområdet der er svær at slå

St. Anton – skiområdet der er svær at slå

St. Anton am Arlberg har i mange år været velkendt og populært blandt skiløbere verden over. Det er der mange grunde til – velkommen til skiområdet, der kan det hele.

I Arlberg-dalen lige på grænsen mellem Vorarlberg og Tirol i Østrig ligger hyggelige St. Anton. St. Anton er næppe et ukendt navn for særligt mange skiløbere, og hvert år tager mange ikke bare på skiferie hertil, men mange vælger også området til, hvis de skal bruge hele vintersæsonen på ski. At sæsonarbejdere gang på gang vælger St. Anton som deres destination er noget, som man som ferieskiløber i virkeligheden bør anerkende som den ultimative anbefaling af et skiområde.
 
Men hvorfor er det egentlig sådan? Svaret er simpel: St. Anton kan simpelthen det hele.

I januar 2022 jagtede vi svarene på hvorfor St. Anton er så populært.
St. Anton ligger højt og idyllisk i Arlberg-dalen

Skiområde med dybe rødder

St. Anton og resten af Ski Arlberg er et af verdens mest moderne skiområder, men det er ikke kun det, der ligger til grund for, at området i dag er en storfavorit blandt skiløbere hvert år. I Arlberg gemmer der sig en lang historie og tradition for skiløbet. Allerede i 1901 blev Ski-Club Arlberg grundlagt, i 1921 opstod Østrigs første skiskole ligeledes her og i 1937 fik St. Anton sin første kabinelift. St. Anton og Arlberg har altså siden tidernes morgen – fristes man næsten til at sige – været i rivende udvikling.

Man kan tilmed argumentere for, at skiløb, som vi kender det i dag, er blevet udviklet netop på disse bjergsider. Pioneren indenfor alpint skiløb, Hannes Schneider, havde hjemme i St. Anton, og han er senere blevet kendt for blandt andet at udvikle stemsving, som er forgængeren til det vi i dag kender som parallel sving.

En af hovedlifterne fra St. Anton by er den store Galzigbahn-kabinelift

Østrigs største skiområde

På en skiferie til St. Anton får man adgang til skiløb i Østrigs største sammenhængende skiområde. Den titel har området kunne prale med siden sæsonen 2016/17, hvor Flexenbahn-kabineliften blev det endelige link til at sammenkoble St. Anton med Zürs og Lech. Det giver i dag i alt 305 kilometer pister, som er sammenkædet af 88 moderne lifter. Derudover er der estimeret til at være omkring 200 kilometer offpisteskiløb i området også – og det er altså ikke så lidt.
Den nye Schindlergrat kabinelift er et godt eksempel på det moderne liftsystem - den var tidligere en 2-stolet

Som et hvert andet moderne skiområde er St. Anton naturligvis snesikkert hele sæsonen takket være et omfattende system af snekanoner. Men de er heldigvis ikke altid nødvendige. Skiområdet strækker sig fra byen i 1.304 meters højde helt op i 2.811 meters højde på Valluga. Højden giver i sig selv en god snesikkerhed, og så falder der i gennemsnit cirka 9 meter sne i Arlbergområdet hver vinter. Det er over gennemsnit sammenlignet med andre områder i Alperne.

Sne og offpistmuligheder mangler der ikke i St. Anton

Børn og voksne, nybegyndere og eksperter – og alt derimellem

Noget af det som St. Anton måske er mest kendt for er det store tilgængelige offpisteområde, og der kan næppe være nogen tvivl om, hvorvidt St. Anton kan levere, hvis man foretrækker at tage de brede ski ud i den dybeste sne. Derfor vil jeg hellere lægge vores fokus et andet sted denne gang – på alt det andet, som St. Anton også kan. For St. Anton er også et ganske udemærket område for børnefamilier, da børnene kan komme på skiskole, mens forældrene ikke behøver at mangle udfordringer på ski. Det samme gælder naturligvis grupper, hvor der er en nybegynder eller to med.

Der er gode, lange og begyndervenlige ruter ned fra toppen af Nassereinbahn

Der findes eksempelvis ved bunden af Nassereinerbahn et stort børneområde i forlængelse af en begyndervenlig pist med egen træklift. Her kan man både blive undervist på skiskole, eller børn kan brænde den sidste energi af, mens forældrene tager en pause på restauranten nedenfor med udsigt til pisten. Apropos skiskole, så er der masser muligheder for at få undervisning i St. Anton og skiskolerne hører til fordelt i byen, så der er en tæt på, uanset hvor man bor. Samlet i Ski Arlberg er der hvert år cirka 1.000 ski- og snowboard instruktører.
En af St. Antons skiinstruktører i den ikoniske blå uniform

Man må ikke glemme Rendl

Jeg har selv besøgt St. Anton adskillige gange på familieskiferie, og af en eller anden grund, så kan jeg tælle på et par fingre, hvor mange gange, jeg har taget kabineliften op på Rendl. Inden vores besøg i januar 2022 havde jeg en klar forestilling om, at Rendl var langt væk, og det var lidt et projekt at komme dertil. Det kunne ikke være mere forkert. Rendlbahn ligger i dag et stenkast fra centrum og Galzigbahn, og Rendl-siden af skiområde er derfor ligeså tilgængelig som resten.

Rendl er naturligt mindre end den modsatte side, da man her skal krydse byen for at komme ud til de omkringliggende byer. Men det betyder ikke så meget, for Rendl kan rigtig meget selv. For det første er der ofte færre mennesker her – formodentligt af de førnævnte grunde – men det betyder, at der er bedre plads på pisterne. Det er også på Rendl, man finder den store freestyle park Stanton Park. Tæt ved Salzböden-liften findes der masser af udfordringer i form af rails, bokse og hop fra nybegynder til ekspert – og faktisk er begynderparken overraskende omfattende sammenlignet med andres skiområder. Stanton Park har blandt andet været vært for FIS Freestyle European Cup. Belejligt tæt på ligger Rendl Restaurant og Rendl Beach Bar, som begge godt kunne vinde prisen for områdets bedste solspot.



På Rendl findes også en storslalombane. Den er åben for alle, og indbyder til at konkurrer mod venner og familie i portene. Hele setuppet er professionelt med startboks og det hele, så man kan få fornemmelsen af at være storslamonløber. Banen findes ved piste nr. 8. For lige alligevel at runde skiløbet udenfor pisterne alligevel, så kan man fra toppen af Rendl få nogle fantastiske ture ned på bagsiden, som klart kan anbefales med en lokal guide med på turen.

Run of Fame – 85 kilometers rundtur

Ja, du læste rigtigt: 85 kilometer. Det er distancen på Ski Arlberg ruten kaldet Run of Fame. Den tager skiløbere hele vejen rundt i Østrigs største skiområde, hvor man foruden en masse kilometer også tilbagelægger 18.000 højde meter. Ruten går over Rendl i St. Anton via Stuben, Zürs, Lech, Schröcken til Warth og retur. På vejen kommer man over hele 3 bjergpas ved både Arlberg, Flexen og Hachtannberg Pass. Undervejs er der tre checkpoint, hvor man kan tjekke ind med Ski Arlberg app’en – når man alle tre punkter, så kan man indkassere en lille præmie. Men der skal fart på, hvis man skal nå hele vejen.
Tag udfordringen op med den lange rundtur på hele 85 kilometer på ski i hele Ski Arlberg

Der findes dedikerede startpunkter på både Rendl og i Warth, men man kan i princippet starte lige hvor man ønsker, og så ligger der lounges undervejs, hvor man kan tage et hvil.

Charmerende by og østrigsk afterski

For at tale lidt om noget andet end skiløb, hvor St. Anton også leverer, så er selve byen værd at nævne. Det stråler igennem i byen, at den ikke kun ligger her for skituristernes skyld. St. Anton har med sin lange historie en hyggelig stemning, og det er tydeligt at mærke at der er liv året rundt. Sagt på en anden måde: Er man mere til satellitbyer, så er man kommet til den forkerte destination. Der er både atmosfære og liv, og så naturligvis alt andet der hører sig til i en by. Skal vi beskrive det kort, så rammer St. Anton en balance mellem moderne, eksklusivt og helt nede på jorden østrigsk stemning.

Til enhver østrigsk skidestination med respekt for sig selv hører naturligvis den helt traditionelle afterski. Har man bare et par skiferier bag sig, så har man måske hørt rygter om steder som Mooserwirt og Krazy Kanguroo Bar. Begge disse legendariske steder ligger på pisten på vej ned til St. Anton by, og er oplagte steder til at runde dagen af til ”Anton aus Tirol” eller ”Cowboy und Indianer” med en Jägertee eller Bier vom fass i hånden.
Mooserwirt er legendarisk indenfor afterski. Deres eget slogan er "Kult siden 1989".

Bo centralt

Der findes mange indkvarteringer i St. Anton, og mange af dem ligger rigtig godt grundet byens gode infrastruktur til både by og skiområde. Bor du ved byens gågade, kan du med kun få minutters gang nå til både Galzigbahn og Rendlbahn, så der er muligheder uanset om man vi stå på ski på den ene eller anden side af byen.

Centrum af St. Anton

Bæredygtighed

Et emne som vi sjældent kommer udenom i dag er, hvordan skiområderne forholder sig til det stigende fokus på bæredygtighed og det forandrende klima. Langt de fleste skiområder har allerede en politik på dette område, og St. Anton er ingen undtagelse.
Arlberg blev i 2021 anerkendt som en del af projektet Climate Change Adaption Region. Det er et tiltag over hele Østrig, hvor regioner forbereder sig på klimaforandringer, minimerer negative konsekvenser og omlægger til fremtidige bæredygtige løsninger.

Selv inden dette tiltag har St. Anton lavet flere bæredygtige tiltag, som eksempelvis dækker et nyt varmeanlæg som udelukkende kører på træ, og som siges at skulle spare 1,7 millioner liter fyrolie om året. Det svarer til 5.000 tons CO2. Derudover er mere end 70 virksomheder og alle offentlige institutioner allerede overgået fra fossile brændstoffer til vedvarende energi, og det er en udvikling der går stødt fremad.
St. Anton meget interesseret i at passe på miljøet og sneen, så vi kan tage på sådanne ture mange år endnu

Og meget mere…

Vi havde i januar 2022 to dage i St. Anton, og både by og område har meget mere at byde på end, hvad vi kunne nå på de par dage. Der findes også masser af muligheder for aktiviteter som langrend, vintervandreruter, klatring i Sportscenteret Arl.Rock og selvforkælelse i ArlbergWell. Men det må vi snakke om en anden dag. Mulighederne i St. Anton er mange, og derfor mener vi, at netop St. Anton er et besøg værd – for det er bare et skiområde i Østrig, der er svært at slå.
Det højeste punkt i St. Anton er Valluga i 2.811 meters højde

Udgivet af: Sofie Ærthøj

Fakta om St. Anton
Skiområdet: 1304-2660 m.o.h.
Byen: 1304 m.o.h.

305 pister i alt
131 km blå
123 km rød
51 km sort

Lifter: 110 stk. / 114.407 pers/time

Slæbelifter: 28
Stolelifter: 47
Kabinelifter: 12

Mere om skiferie i St. Anton

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen