La Rosière – en solskinsperle

Det er svært ikke at blive begejstret over det franske skisportssted, der ligger badet i solskin i 1.850 meters højde imellem Avoriaz og Val d-Isere.

Selvfølgelig skal man passe på, når man som journalist er inviteret til et skisportssted og skal skrive om det. De lader dig møde A-holdet af sweet-talkere, de inviterer dig på gratis middage, de udstyrer dig med gratis skiguide og behandler dig i det hele taget så godt, at du til sidst føler, at det her er det bedste skisportssted i verden. Men selv når jeg gør mig umage og prøver at skrælle brochure-snakken væk, står La Rosière som en perle, jeg virkelig – som i virkelig – gerne vil tilbage til.

La Rosière ligger sådan midtvejs mellem Avoriaz og Val d’Isere. Det specielle ved La Rosière er, at skisportsbyen ligger badet i sol (ja, når solen skinner) på et sydvendt højfjeldsplateau i 1.850 meters højde. Når solen synker nedad sidst på dagen, sker det midt imellem to bjergkamme. Da jeg besøgte byen omkring 10. marts, var der sol på de sydvendte pister fra klokken halv ni om morgenen og til klokken seks. Og uret viste halv syv, da de sidste stråler forsvandt fra de sneklædte tage på byens huse. Jeg husker ikke, at jeg før har været på et skisportssted med så meget knald på lyset.

La Rosière ligger på et sydvendt plateau, hvor solen skinner fra morgen til aften, når den er fremme.  

Dejligt roligt om aftenen

Det skader heller ikke, at La Rosière er en ”rigtig” by, der oprindelig var en Alpage, hvor hyrderne boede med deres kvæg og får om sommeren. I dag bærer byen naturligt nok præg af at være en skisportsby med sportsbutikker, en del restauranter og det leben, der nu følger med.

Når det er sagt, banker byens hjerterytme ikke ligefrem i galop. Her er kun ganske få barer, og efter kl ni om aftenen, er her - undskyld mig – dejligt roligt. Så er du ung og fuld af adrenalin og på jagt efter fest og ballade, er her nok for stille for dig. Da jeg på vej op i liften spørger turistkontorets chef, Pierre Sejalon, hvem La Rosière især appellerer til, trækker han Oakley-brillerne op og siger: ”Familier”.

Aftenstemning fra La Rosière. Danske Susanne Pedersen, som har boet i La Rosière i over tyve år, fortæller, at man i april kan sidde på husenes terasser i sol til klokken otte om aftenen. Stik den.

Sjovt nok appellerer turistchefer næsten altid til ”familier”, uanset hvilket skisportssted, man befinder sig på. Selv et udpræget ungdomsparadis som Val Thorens vil gerne slå sig op på at være et familiested.

I dette tilfælde vil jeg sige, at La Rosière ikke kan tage kampen op med østrigske steder som Wagrain og Serfaus-Fiss-Ladis, hvis vi med familier mener børnefamilier. Selv om her er børneskiskole, gratis børnelift, Magic Carpets, osv., er her simpelthen ikke den overflod af børneaktiviteter og snowparks, man ser på steder, der for alvor satser på de guldnæbbede små.

Hvorfor ikke bare sige, at La Rosière egner sig for alle andre end de, der har små børn og de, der kræver et vildt natteliv?

Skiguiden Sebastian, danske Susanne (der har boet i La Rosière i over tyve år) og Anne-Dorothée fra turistkontoret giver pisterundvisning. Her er vi på Col de la Traversette, hvor fortet også ligger.

Skiløb for enhver smag

For jo, her er skiløb for enhver smag og for alle dygtighedsniveauer. Terrænet går mellem 1.850 og ca 2.600 meter. Min mistanke var derfor, at en så solbadet skidestination – og som ikke har det helt høje skiløb - ofte vil løbe ind i slush-problemer. Men alle, jeg talte med, nægtede. Selv en nogenlunde neutral skiinstruktør sagde, at det virkelig ikke er noget problem. Både fordi byen ligger i 1.850 meter. Og fordi der er masser af nordvendte pister, hvis de sydvendte skulle blive lidt tunge i det hen på foråret.

For mit vedkommende var det da også kun, da jeg løb ned ad den enlige piste, der slutter nede i 1.200 meter, at jeg oplevede lidt tung sne. Og det var endda med fuld knald på martssolen og kun et par graderes frost i La Rosière.

I hele resten af skiterrænet var sneen intet mindre end superb. Og den lå i metertykke dyner overalt, hvor man kiggede. Ifølge skinstruktørernes leder, Simon Atkinson - en virkelig sympatisk englænder som brugte en hel formiddag på at vise mig rundt på pister og i offpisten - var jeg ikke engang vidne til en særligt snerig vinter. 4-6 meter sne er, hvad man regner med hvert år. Og skisæsonen slutter først langt ind i april.

Skiinstruktørernes boss, Simon Atkinson, viser her sit yndlings offpiste-område midtvejs mellem La Rosière og La Thuile. Sne er her nok af!

Stå på ski ind i Italien

Hvis du ser på et pistekort, vil du se, at La Rosière hænger sammen med det italienske skiområde La Thuile. Det tager kun godt en halv time at løbe til La Thuile. Undervejs passerer du et par toppe. En af dem huser et fort fra første verdenskrig, hvor franske alpin-soldater vogtede grænsen til Italien – også under anden verdenskrig. Her får du også et af de tætteste kig på Mont Blanc, du kan få på noget skisportssted. Her ser du bjerget fra den italienske side.

På grænsen mellem Frankrig og Italien ligger det gamle fort. Man har luret på at bygge det op og lave restaurant dér. Men fundamentet er meget porøst og dyrt at renovere. Så indtil videre bliver det ved tanken.

Hvor La Rosière groft sagt tager sig af den knap så krævende del af pisterne med en svag overvægt af blå pister, byder La Thuile på mere hardcore piste-skiløb i den røde og sorte ende af skalaen. Her kan du prøve benkræfter med World Cup pisten: 3 Franco Berthod, der tre uger før min ankomst lagde sne til kvindernes World Cup i styrtløb. Styrtløbspisten går for at være lige så svær og farlig som den legendariske Die Streif i Kitzbühel.

Mine værter fra turistkontoret gjorde et stort nummer ud af at betone, hvor spændende det er at løbe ind i Italien og opleve en heeelt anden kultur og heeelt anderledes mad. Ja okay, jeg kan godt se, hvad de mener. Men som skiløber tænkte jeg ikke særligt over det. For mig betyder sammenkoblingen mellem de to skiområder frem for alt, at jeg som skiløber har adgang til 160 km pister i alle farver.

For mig klinger det til gengæld sødt i øret, når min skiguide, Sebastian, fortæller mig, at La Thuile mest bruges som weekendsted for italienerne. I hverdagene er der meget få skiløbere i området, hvilket skigæster i La Rosière kan nyde rigtigt godt af. PS: La Thuile har ikke længere status af toldfrit område.

Nå ja, og så har skiløbere med penge i overskud let adgang til heli-skiing her i grænseområdet. Heli-skiing er forbudt i Frankrig. Men så gør de franske skiguider bare det, at de lejer helikopteren på den italienske side. Du kan endda blive sat af på en bjergtop og løbe offpiste tilbage til La Rosière uden at overtræde nogen regler. Tricket laves også fra andre franske destinationer. Men her skal du påregne en køre/helikoptertur til Italien først. I La Rosière kan du gøre turen på ski gratis.

På ski i "de øde alper"

Noget af det gode ved La Rosière og La Thuile er, at man kun sjældent har udsigt til skilifter. Især på midterstykket mellem de to byer er det som om, man står på ski i de øde Alper. Og løfter man blikket væk fra de præparede pister, er her – ligegyldigt hvor man kigger - fabelagtige muligheder for både offpiste og skitouring på uberørte bjergkamme med metertykke, bløde dyner af sne.

Vel at mærke offpiste i alle sværhedsgrader. Lige fra det vanvittige stejlhang på nordsiden bag fortet og til bløde dynelandskaber med svag hældning, hvor man stille og fredeligt kan øve sig i offpiste-teknikken med at trykke skiene før svinget og derefter svæve.

Jeg kan godt følge turistchef Pierre Sejalon, når han siger, at en af hemmelighederne ved La Rosière er, at skiområdet har fået lov at udvikle sig langsomt (læs: de har ikke haft råd til andet): Liftsystemet er ikke vokset vildt. Der er de nødvendige lifte og ikke flere. Der er lækre restauranter i terrænet, men de ligger med god afstand imellem sig og typisk med fabelagtig udsigt. Snup eventuelt frokosten på den ”hemmeligt” beliggende Lo Riondet på piste 7 nær La Thuile. Og nyd et glas seneftermiddags-vin chaud på L’Antigel lige ovenover La Rosière. Her er en fantastisk udsigt over dalen og helt ned til La Plagne. Og du har højst ét minuts skiløb ned til byen.

Flere restauranter ligger langs det, der om sommeren er kørevejen mellem La Rosière og La Thuile. Hele skiområdet er opkaldt efter Saint Bernard, der grundlagde et kloster i en af dalene mellem La Rosière og La Thuile. Fortællingen lyder, at de holdt store hunde på klostret. La Rosières vartegn er derfor en St. Bernhardshund.

Selv om jeg ikke på nogen måde ønsker udviklingen speedet op, så hilser jeg alligevel en kommende stolelift velkommen. Efter planen skal den indvies til 2018-sæsonen. Den vil åbne en helt ny højreflanke i La Rosière med røde og sorte pister i et vanvittigt spændende terræn. Samt paradisiske offpistemuligheder langs hele bjergkammen.

Læs mere om skiferie i La Rosiere her.