Hopfgarten i Hohe Salve, en del af Østrigs største sammenhængende skiområde
Familievenligt hotel, super pisteforhold og hytter i massevis - SkiWelt har det helt
Beretningen her, er en af dem som Skisport.dk´s udsendte har glædet sig længe til at skrive – nemlig historien om hvordan det skulle gå med datteren på ski for første gang, i en med manges øjne alt for tidlige alder – nemlig 23 måneder.
Forud for turen var gået mange spekulationer om hvordan det skulle lykkes, hvordan den daglige praktik og prioritering af eget skiløb og at få datteren godt i gang, skulle gå. En historie som jeg håber, du kan have gavn af, hvis du snart skal på ski for første gang med dit barn/børn eller blot søger inspiration til, hvordan det kan gribes an.
Optakten – på med støvlen i god tid
Hele efteråret havde det været planlagt – uge 5 skulle stå i datterens tegn, drømme om lyserøde ski, røde kinder, smil og hvin var naturligvis det vi glædede os til. Da tiden nærmede sig, faldt vi over en video på Youtube med Rohan, som også var under to år. Det så legende let ud for ham, hvilket gav mere blod på tanden.Sneen kom i Danmark og det at have både ski og støvler på, hjemme i haven, inden skiferien, betød at hun var fortrolig med at have foden i den stive støvle. Dette var klart en fordel, så skistøvlerne ikke skal på første gang i en skiudlejning på destinationen. Vi sparede helt klart noget tid på dette, ved at hun var fortrolig med udstyret.
Vi kørte selv – 1250 km i en autostol...
Så lang en køretur var vi også spændte på, for det var også første gang, så vi havde besluttet os for at dele turen op i to dele. Så straks efter arbejde fredag kørte vi mod en overnatning i Kassel. Det betød at turen blev opdelt i to lige store dele, en beslutning som passede os godt, overnatningen kostede 59,- euro, for tre personer på helt nyt hotel, 2 minutter fra motorvejsafkørslen.Næste dag betød det ankomst på destinationen omkring kl. 14.30, med god tid til at tømme bil i dagslys og komme ud og trampe lidt i sneen inden det blev mørkt.
Hotel, hytte eller lejlighed – hvad er optimalt med en lille?
Mange vil måske vælge en løsning, hvor man selv kan lave mad, både af praktiske og økonomiske årsager. Vi valgte en mellemting – en minilejlighed på et hotel, som var et såkaldt Familotel. Et hotel bygget til barnlige sjæle og med børnene i fokus i alle henseender. Her kunne vi som forældre slappe af, ved at sætte os til bords til både morgen- og aftensmaden, men alligevel selv have lidt mælk på køl i lejligheden og lave lidt havregrød i mikroovnen, når behovet var der.Med risiko for at det følgende bliver betragtet som en ren reklametekst for et hotel i Østrig, skriver vi det alligevel. Det er faktum: Vi fandt et super hotel til skiferie med små børn, som vi kun kan anbefale.
Familotel i Hopfgarten havde alt at byde på, som kunne tilfredsstille en børnefamilie. Her var både indendørs legeland, med rutsjebane og bordfodbold, indendørs swimmingpool samt en børneklub, der tilbød flere arrangementer og naturligvis pasning. Ved ankomsten til hotellet får børnene udleveret en drikkedunk, og anvist hvor ”kinderbar” er i restauranten. Her kan der døgnet rundt tankes op med vand eller saftevand – alt efter forældrenes anvisninger. Om eftermiddagen serveres der kage m. kakao/kaffe – men også frugt, suppe eller lignende, så ulvetimen også klares på bedste vis.
Aftensmaden bestod af en yderst varieret buffet – og naturligvis også børneretter. Aldrig før har vi siddet i en restaurant med minimum 1 højstol ved samtlige borde. Lad os bare sige, at tjenerne her, var vant til en omgang spildt spaghetti-kødsovs på gulvet – og de tog det hele med et smil.
På med skiene
Rent praktisk startede vi ofte dagen med at følges over på øvebakken, hvor den ene forældre havde ski og støvler på, mens den anden var i alm. fodtøj og kunne assistere den lille, med at skifte til skistøvler og lign. Efter lidt hygge på øvebakken, stak den ene forældre så af, for at få nogle timer på ski, mens den anden blev med barnet og legede videre.De rullende bånd findes nu på næsten alle destinationer, og det er en nem måde at starte skiløbet på. Ikke noget med lifte der skal fanges i en fart, man triller bare på båndet og vupti så går det mod toppen af øvebakken.
"Båndet", som det hurtigt blev døbt, blev sjovt nok det der i første omgang lokkede den lille afsted – for selvom glæden var stor, når først vi stod på bakken og legede i sneen, så var det ikke altid lige let, at få den lille trold i al tøjet, hjelm og handsker, og ud af døren.
Rådet må være: Giv det tid og lad barnets lyst være afgørende for, hvor ofte og hvor meget der skal trænes på skiene. Så snart hun sagde stop, respekterede vi dette og prøvede så til igen om eftermiddagen. Hav hygge-proviantering med i taske på øvebakken. En lille pause med en kiks, lidt frugt og en juice giver hurtig energi og lyst til et par ture mere.
Vi købte desuden en bobslæde, som vi trak hende over til liften i, men hurtigt ville hun hellere have ski på, ligesom de andre børn på øvebakken og så gik det stille og roligt fremad med balancen og modet.
Tur til toppen med gondol-liften, færten af skiløb
God adspredelse når benene var trætte, var en tur med den store gondollift op på bjerget. Her var turen op og ned en stor oplevelse i sig selv og der var masser at se på og tale om. Efter kl. 9 var der desuden ingen mennesker på dalstationen, så det var let at få en gondol helt for sig selv. På toppen var der pit-stop i restauranten, inden turen gik ned til frokost og dagens middagslur. Inden man fik set sig om, blev man afløst og kunne komme på ski i nogle timer.Skiwelt – Østrig største sammenhængende skiområde
Hopfgarten er en del af SkiWelt, 280 km pister venter på at blive cruiset igennem, med 6 skidage og formiddage der blev brugt på øvebakken, nåede vi ikke det hele – men næsten. Skiområdet hænger sammen med ikke mindre end 8 byer, de fleste af disse hænger tæt sammen, og området er kendetegnet ved rigtig mange røde pister og få sorte og blå – ret oplagt til rigtig mange danske familier. Der er også enkelte sorte pister, men hvis du er typen der udelukkende jagter de stejleste steder, så er det ikke her du skal tage hen.Det største transportstykke finder man på stykket på tværs af Brixen im Thale, her sørger den topmoderne Skiweltbahn for at man hurtigt kommer til toppen af skiområdet i Westendorf. Liften har en højdeforskel på 1.010 meter, så der får man virkelig skiløb for pengene bagefter. I dalen er der lavet en lift der trækker en de få hundrede meter, man ellers skulle stage på turen tilbage.
Snyd ikke dig selv for turen til Westendorf området, allerbagerst i dette findes den forholdsvis nye KiWest lift, topmoderne lift der med et løft på 800 meter og nærmest ikke skyggen af mennesker er en tur værd. Der ligger et par meget hyggelige hytter på vej ned af den side, hvor frokosten eller en pause passende kan holdes – et godt udflugtsmål for en dagstur, til den del af området. Der er i alt mere end 90 skihytter i området – så du når ikke at prøve dem alle på en uge.
En god måde at få set skiområdet på, er at følge de såkaldte SkiWelt-runder, det er ruter der er markeret i området og beskrevet på pistekortet, med disse kommer man vidt omkring, og rammer nogle pister, som ikke altid ville have været førstevalget når man blot står på toppen, men som får et område der i forvejen er stort til at virke endnu større.
Har man ikke prøvet et skinnetog så kan man tage turen ud til Ellmau og prøve liften Hartkaiser, der findes ikke så mange skinnetog længere – sikkert fordi det er både nemmere og billigere at lave en moderne stolelift i dag.
Tilbage i Hopfgarten
Selve byen er ikke så stor, men har alligevel nogle hyggelige gader, hvor man kan finde flere små cafeér og beværtninger. Der er også et par butikker at shoppe i og et bageri/konditori. Det er dog ret begrænset med liv i byen. På en af vores gåture til supermarkedet, passerede vi kirken i Hopfgarten. Denne bør klart ses. En kæmpe kirke, som er utrolig flot indenfor. Der er også mulighed for en køretur i hestekaret gennem gaderne.Familievenligt, masser af hygge og godt skiløb
Skal der slutteligt en overskrift på Hopfgarten og SkiWelt så bliver det denne: Vi fandt det vi søgte, et super familievenligt område med masser af lettilgængeligt skiløb og moderne lifte. Hotellet var en perfekt base for os, lige ved liften og yderst børnevenligt. Det vi ikke gjorde brug af var afterski og natteliv – det var helt sikkert derude et sted, eksempelvis er der flere schirmbarer lige når man kommer ned med liften, samt omkring mellemstationen, men det var ikke lige det, der var i centrum på denne skitur.Skisport.dk rejste til Hopfgarten med hjælp fra Ferienregion Hohe Salve og boede på Familotel Hopfgarten
Er du taget af sted i tankerne? Så del artiklen nedenfor til højre med familien og lok dem med...: