Weekendskitur til Isaberg - Debutbakken for mange
For de fleste er sæsonens skitur noget, der har været planlagt længe. Selve turen har været bestilt i næsten lige så lang tid. Men er skiløb nyt for dig eller en i din familie, er situationen måske en
Er du først fanget af skiløb, kommer behovet for at komme af sted år efter år og selvfølgelig gerne mere end en gang pr. sæson. Så hvor tager man hen, hvis dem man gerne vil af sted med, ikke er sikre på at skiløb er noget for dem?
Hvis du eller familien skal på ski for første gang kan det godt virke som en satsning at bestille en hel uges ferie. Hvad hvis nybegynderen ikke synes det er sjovt? Her er svaret - tag ikke så langt væk og gør den første tur kortere.
Skisport var med på sådan en tur, hvor en i familien skulle prøve ski for første gang. Målet for turen var Isaberg, som kun ligger ca. 3 timers kørsel fra København og som er et af de største skisportssteder i det sydlige Sverige. Turen gik fra torsdag til søndag med 3 overnatninger. Alle var spændte for denne sæsons første skitur og for nogle den første overhovedet.
Sverige er 1.572 km fra nord til syd, så der er stor forskel på vinteren afhængigt af hvor i Sverige man holder skiferie. De nordlige områder byder på 100 % snesikkerhed, men når vi er i den sydlige del af Sverige, så kan vintrenes styrke svinge som i Danmark. Det betyder at sæsonen ikke ligger fast og det er derfor en fordel at bestille med snegaranti. På vores tur var sneen ikke et problem. Men vi havde flugt med på webcam´et fra Isaberg og kunne se at sneen var kommet kun ganske kort før vi skulle af sted, så booker du et ophold med overnatning, så tjek om der tilbydes snegaranti hos udbyderen.
Isaberg har en hytteby, der anvendes hele året rundt. Om sommeren er det friluftsfolket og golfspillere, der drages dertil. Om vinteren er det en kombination af skiturister og friluftsfolk. Hyttebyen ligger mellem skiområdet, en sø og golfbane, så der ikke er langt til nogen af delene. Normalt kan man gå fra hytterne til en lift, der tager dig op på bakkerne (lift ligger lige op ad campingpladsen – og ja, den bruges også om vinteren). Men da sæsonen var på sit første var pisten og liften ned til campingpladsen ikke åbnet endnu under vores besøg. Betydningen af dette er, at man i stedet kører rundt om skiområdet og starter ud midt i området, hvor også varmestuen, skiudlejningen, og restauranten ligger.
Første dag på ski
Vores første dag på ski var en fornøjelse. Området er ikke stort, men der er en god hældning på pisterne og nogle rigtig gode bakker til både begyndere og let øvede. Der er en stolelift til toppen af området, og alle pister ender det samme sted. Så uanset hvilket niveau, du er på, er her gode muligheder for at se hinanden jævnligt i løbet af dagen.
Som begynder byder Isaberg på en meget flad begynderbakke, hvor du kan få en fornemmelse for det at have ski på. Det er ikke sikkert du husker din egen første gang. Men det er en meget overvældende og neglebidende oplevelse at blive fikseret fra knæene og ned og samtidig blive kastet ud på noget, der svare til et glat badeværelsesgulv. I sådan en situation er det rart at hældningen er minimal, og at der er en meget stor pude til at tage i mod dig for enden.
Når kontrollen begynder at melde sig, er der en lidt længere bakke med en fin slæbelift, som kan øge niveauet en smule. Har kampen med skiene derimod tæret dig for kræfter, er der en fin bobslædebakke og mulighed for at leje en grillhytte. Grillhytten ligger lige ved bobslædebakken. Så kan familien slappe af og hygge med hinanden med mulighed for at gå ind og få varmen og en pølse nu og da.
Aftenskiløb
I Isaberg er den længste piste belyst nogle aftener om ugen. Det er en god måde at udvide skidagen på. Nogle gange er det dejligt at kunne få nogle ekstra timer i skiene, hvilket især gør sig gældende på en kortere tur, som den vi var på her. Om aftenen ser du ikke meget af den smukke natur omkring dig. Men til gengæld kan du nyde skienes knirken og hellige dig forfinelsen af dit skiløb, vi oplevede at der ikke var helt så mange på andre skiløbere på pisten om aftenen.10 pister – kan det tiltrække gæster?
For den erfarne skiløber kan Isaberg godt virke trang efter et par dage. De 10 pister, som området tilbyder, kendes efterhånden ret godt. Pisterne er heller ikke specielt lange. Men at behovet for et skiområde som Isaberg er der, skal der ikke herske nogen tvivl om. Vi oplevede den første lørdag efter sæsonåbning. Her kom der mange busser fra primært Danmark, men også fra andre steder i Sverige, og parkeringspladsen blev helt fyldt. Fra at være et stille skiområde i hverdagene, bliver det et inferno af mennesker og køer. Der er kø til alt sådan en lørdag – sådan føles det i alle tilfælde.Søndag er også travl, men det betyder ikke så meget på sådan en forlænget weekend. Når blot du får den første sne under skiene og får delt oplevelsen af en skiferie med dine kære, er glæden stor. Nu er skilysten vækket til live og hvem ved hvad der venter næste gang.
Læs mere om Skiferie i Isaberg her.