Skitouring - Fire dages eventyr

Skisæsonen slutter ikke nødvendigvis i midten af februar, men fortsætter langt ind i både marts og april. Derfor drog vi i midten af marts af sted på et fire dages eventyr – langt fra pister og lifter

Skiløb er langt mere end præparerede pister, store carvingsving og afterski. De seneste par år er flere og flere danskere begyndt at opsøge mulighederne for oplevelser uden for pisterne, både på vej ned offpiste men også på vej op med skind under skiene, langt væk fra lifterne.

Randoneé eller skitouring, kært barn har mange navne, men en ting er sikker – interessen for opstigning uden lifternes hjælp vokser sig hvert år større og større i Danmark.

Opstigningen var i starten under trægrænsen
Efter selv at have stiftet bekendtskab med randoneé i de franske alper besluttede vi os for, at tage det næste skridt: at finde et kursus og se om det var noget, der også kunne fange vores interesse.

Begynderkursus

Efter megen søgen på nettet faldt valget på tyske DAV Summit Club, et tysk selskab, der arrangerer både sommer- og vinterture af alle afskygninger i både Schweiz, Østrig, Italien og Tyskland. Uden nogen egentlig idé om niveau og uden erfaring inden for randoneé besluttede vi os for et fire dages begynderkursus i Kitzbühler Alpen i slutningen af marts.

Landskabet åbnede sig pludseligt op og fremme i dalen kunne vi skimte Neuer Bamberger Hütte.
Forventningerne var store da vi onsdag aften kørte af sted mod Østrig. Ud fra vores rejsebeskrivelse vidste vi, at vi i de kommende fire dage skulle bo i en hytte på bjerget og, at vi i en flok på fem plus vores guide skulle ”bestige” flere af de omkringliggende toppe. Udover det var det kun fantasien der satte grænsen for vores forventninger til de kommende dage.

Opstigning delvist til fods

Mødestedet var Hopfgarten, en mindre østrigsk skiby i 800 meters højde, der her midt i marts virkede øde og forladt. Hovedliften kørte stadig, men der var langt mellem skituristerne. Det hang muligvis sammen med, at vi midt på dagen havde 18,5 grader i byen. Er vi for sent ude? Hvad venter os længere oppe? Og er der overhovedet sne nok til at vi kommer på ski? Spørgsmålene hobede sig op mens vi utålmodigt ventede på, at vores guide skulle komme og berolige os.

Stejle passager
Klokken 13:00 mødtes vi med vores guide og resten af gruppen, to tyskere fra Stuttgart, der også var på deres jomfrutur. Stemningen var afslappet og vores guide virkede ikke umiddelbart bekymret over den manglende sne. Efter en kort briefing kørte vi op mod den parkeringsplads, som vi forventede skulle være vores sidste møde med civilisationen i de næste fire dage. I 1.100 meters højde var der kun sporadiske spor af sne og eftersom vi parkerede i kanten af en skov, var det svært at kigge op mod de omkringliggende bjergtoppe. Al vores bagage blev smidt i en bagagelift, der førte op til hytten. Vi klædte herefter om og gjorde os klar til opstigningen til Neuer Bamberger Hütte, halvvejs oppe af bjerget i 1.765 meters højde – en opstigning der ifølge vores guide ville tage cirka 2,5 time.

Høj sol og t-shirt vejr

Den første sne

Første del af turen gik vi i skistøvler og med skiene på nakken. Mellem sten og trærødder bevægede vi os langsomt op og cirka halvvejs oppe kom forløsningen – sneen under vores fødder. Skindene blev sat under skiene, bindingerne løsnet i hælen og vi klikkede støvlerne i. Vi var nu for alvor på vej mod vores eventyr.

Mødet med hytten var for os alle en overraskelse. Vi havde alle forventet noget ala en spejderhytte, hvor alle tog del i både madlavning og optænding i ovnen. Vores forventninger blev dog gjort til skamme, da vi fandt ud af at den ”halvpension” vores kursus indeholdte rent faktisk VAR en halvpension. Hytten bliver syv måneder om året drevet af en familie, der blandt andet står for morgenbuffet og aftensmaden – der i øvrigt dagligt er en treretters menu, ikke prangende michelin-mad, men efter en lang dag i bjergene en kærkommen luksus.

Tid til fællesbillede

Første møde med ”ødemarken”

Fredag morgen 7:45 stod vi alle fem klar til turens første rigtige oplevelse. Vores guide, der i øvrigt var pilot i det tyske bjergpoliti og ivrig bjergbestiger om sommeren, havde valgt, at vores første tur skulle være til den fjerneste af de mange omkringliggende toppe. Turen på godt 800 højdemeter ville tage os frem til middag og sikre os en nogenlunde sne til nedfarten til hytten.

Undervejs fortalte vores guide os omkring teknikkerne i randoneé; hvordan vi lettest kom frem og hvordan vi brugte færrest kræfter på turen mod toppen og hvordan vi udførte zig-zag sving på de stejle stykker. På tysk har det i øvrigt det mundrette navn: Spitzkehre.

Solen bagte under opstigningen her
Midt på formiddagen bagte solen allerede og sneen begyndte at blive blød under vores fødder. De sidste meter mod toppen var tunge, men det var det hele værd. Vi havde besejret bjerget og i den grad gjort os fortjent til svingene på turen ned mod hytten.

To toppe og lavinetræning

Lørdag bød på ikke færre end to toppe og igen var vi tidligt ude. Opstigningerne var i dag kortere men stejlere. Vejret var endnu en gang med os, dog var det blæst en smule op. Peter vores guide fortalte os, at det hang sammen med en koldfront, der var på vej fra nordøst – alt tydede på sne i løbet af et døgn… noget svært at tro på med plus 10 grader og sol fra en skyfri himmel.

Med de to toppe krydset af på kortet kørte vi halvvejs ned mod hytten, hvor vi på et fladere område gennemgik procedurerne ved en lavine. En god øvelse hvor vi alle fik mulighed for at afprøve vores lavinesøgere. Noget alle der bevæger sig udenfor pistepindene skal kunne. Som helikopterpilot i redningstjenesten kunne vores guide Peter desuden nøje fortælle hvordan en redningssituation foregår.

Flotte scener under opstigningen

20 centimeter nysne

Søndag morgen stod vi op til 20 centimer nysne og frostgrader. Desværre betød det, at sigtbarheden langt fra var optimal og planerne om endnu en bjergtop viste sig, at være umulig at gennemføre. Cirka halvvejs oppe måtte vi erkende, at forholdene ikke var til at fortsætte. Vi besluttede derfor at tage turen ned forbi hytten og ned mod bilerne. Bagagen tog turen ned med bagageliften.

Pas på klipperne
Forsigtigt begyndte vi vores nedfart. Forsigtigt fordi den nye sne netop havde dækket alle de sten vi dagene forinden var gået udenom, men der var ikke faldet nok til at vi bare flød over dem. Sneen lå helt ned til parkeringspladsen, en kæmpe kontrast til tre dage forinden hvor vi overvejede short og korte ærmer.

Vi vender tilbage næste år

Turen ned til bilerne gjorde det klart, skiferien behøver ikke slutte i februar. Selv i slutningen af marts og begyndelsen af april er der rig mulighed for at finde sne og masser af udfordringer. Én ting er sikkert efter vores debut: vores tur bliver ikke den sidste af sin slags og vi er allerede nu i gang med at undersøge mulighederne til vores næste eventyr.

Så er vi helt oppe
Snestorm
Dårlig sigt i snevejret
Gruppefoto i sne
Masser af sne på nedfarten
Læs mere om skiferie i Hopfgarten her 
Er du taget af sted i tankerne? Så del artiklen her med dine venner nedenfor og lok dem med på skitouring.: