Derfor skal du skifte til vinterdæk + 6 tips der gør din bil vinterklar

Derfor skal du skifte til vinterdæk + 6 tips der gør din bil vinterklar

De kolde måneder byder på isglatte veje og dug på bilens ruder, men med lidt forberedelse er det nemt og hurtigt at forberede bilen på de kommende måneders frost

Når vi bevæger os ind i vinterhalvåret, er der visse forbehold, man som bilejer er nødsaget til at tage, hvis man ønsker at kunne benytte sin bil sikkert vinteren over. Det handler ikke bare om, at der de koldeste morgener skal skrabes is på bilens forrude eller, at det er lidt irriterende, at vinduerne dugger til. Det handler ligeså meget om sikkerhed på vejene.

Det kan godt være det virker lidt omsonst at skulle skifte til vinterdæk i et land, hvor det måske sammenlagt sner en håndfuld dage om året – hvis vi er heldige. Men man må ikke lade sig snyde, for selvom det måske ikke ligner, at vejen er glat, så bliver den det hurtigt, når temperaturen bevæger sig tæt på frysepunktet.




Derfor skal du skifte til vinter vinterdæk

I Danmark er det ikke fastslået ved lov, at vi om vinteren skal køre med vinterdæk. Det er en mulighed at benytte helårsdæk, hvis man udelukkende bevæger sig rundt i byerne og ikke begiver sig ud på vejene i frost og sne. Ikke desto mindre anbefaler både FDM og Færdselsstyrelsen, at den gense bilist får skiftet til vinterdæk – og i god tid.

Vinterdæk skal gerne på lidt før, de for alvor skal i brug. Det skyldes, at vinterdæk indeholder et højere indhold af naturgummi, som grundlæggende er blødere og mere smidigt, når det lige er blevet kørt til. Det betyder, at de kan navigere bedre på isglatte veje.

Det er også vigtigt at tjekke mønsteret på vinterdækkene. Vinterdæk skal også have et dybere mønster end sommerdæk. Færdselsstyrelsen anbefaler at mønsteret er 4 millimeter dybt, men 1,6 mm er påkrævet ved lov. Mere mønster betyder, at dækket bedre kan grave sig ned i sneen og dermed få bedre greb. På den måde mindskes risikoen for udskridning og bremselængden reduceres kraftigt.

Super Dæk Service har foretaget en test, der viser, at ved kørsel på 50 kilometer i timen i glatføre vil bremselængden blive reduceret med knap 50 procent ved brug af vinterdæk fremfor sommerdæk. Hvis vejen ”blot” er våd, viser testen også, at vinterdæk reducerer bremselængden med hele 30 procent. 

Eksperter anbefaler desuden, at man overvejer at få skiftet til vinterdæk allerede når temperaturen er under 7 grader. Det skyldes at temperaturfaldet indikerer et årstidsskift, hvor vi kan forvente regn, rim, frost, sne og dårligt udsyn. Vejbaner bliver desuden typisk glatte i vinterhalvåret, selvom de blot ser våde ud – det skyldes at temperaturen særligt om morgenen og aftenen er tæt på frysepunktet, hvilket skaber ekstremt glatte vejbaner i det fugtige vintervejr. 

Det gør altså en kæmpe forskel, hvilke dæk du vælger at køre med i vinterhalvåret både for din egen og andres sikkerhed i trafikken.

OBS: Andre regler for vinterdæk i udlandet


Vær opmærksom på, at at hvis du skal køre til udlandet, så er der andre regler for vinterdæk, se herunder hvor dybt et dækmønstret skal være i Europa:

- Danmark

Minimumsdybde på 1,6 mm

- Sverige

Minimumsdybde på 3 mm

- Norge

Minimumsdybde på 3 mm

- Tyskland 

Minimumsdybde på 1,6 

- Østrig

Minimumsdybde på 4 mm

- Frankrig

Minimumsdybde på 3,5mm


- Der er vinterdækspligt i Tyskland og Sverige (fra ca. 1. december - 31. marts)


Læs flere regler i vores komplette kør-selv-skiferie guide



Det er vigtigt at dine vinterdæk dækker lovkravene, ellers føles dine dæk som bambi på glatis


6 gode råd der gør din bil klar til vinteren

Selvom skiftet til vinterdæk er det vigtigste i forhold til sikkerheden, så findes der en række andre tiltag du kan gøre for at gøre vinterhalvåret en smule lettere for dig selv og din bil. Vi har samlet en lille liste med tips både til nye og gamle biler.


Bilruden ser ofte sådan her ud i de kolde vintermorgener

1. Is på ruderne

Hvem kender ikke det, at man om morgenen skal bruge tid på at skrabe is af ruderne, før man kan komme afsted til dagens gøremål. Problemet kan nemt undgås ved at parkere bilen under et tag eller i en garage, da duggen derved ikke vil danne frost på ruderne. Hvis dette ikke er muligt, findes der en række tips og tricks til at løse problemet.

Den klassiske isskraber, som nemt kan ligge i døren på bilen og være klar, når frosten rammer, er en god ven at have ved hånden. Man skal dog være opmærksom på at vælge en i hårdt plast frem for metal, hvis man vil undgå at ridse ruderne unødigt eller komme til at beskadige gummilisterne omkring ruderne. I en smal vending kan man benytte et betalingskort – eller det kørekort som alligevel skal medbringes – til at skrabe isen af som med en isskraber. Det kan dog gå hen og blive lidt koldt for fingrene, så hav et par handsker liggende i bilen.

En anden mulighed er at erhverve sig en is-spray med alkohol. Den er super nem at bruge, og optør isen når den påføres. Det er dog værd at bemærke, at den kan efterlade en tynd hinde på ruden, som alligevel skal tørres af for optimalt udsyn.

Nemt og billigt er det også blot at hælde noget lunkent vand på ruden til isen smelter. Det virker fejlfrit, man skal dog passe på med at blive for ivrig og bruge meget varmt hvad, da det kan sprænge ruden.


Et bilbatteri kan hurtigt blive afkølet om vinteren

2. Undgå et fladt batteri

Det er ikke kun din smartphones batteri, som aflader hurtigere, når det bliver koldt. Din bils batteri reagerer på samme måde, hvis bilen står stille flere dage eller uger i frostvejr.

Det gælder som udgangspunkt alle batterier, men særligt biler som er mere end 4-5 år er udsatte for pludseligt ikke at ville starte i kulden.

Den mest umiddelbare løsning er at sørge for, at bilen ikke står stille i for lange perioder. Det er dog også muligt at træne sit batteri til at holde længere ved at genoplade det forebyggende et par gange i løbet af vinteren.

3. Sprinklervæske – og masser af den (frostklar)

Sprinklervæske er en god ven i vintermånederne, hvor bilen udsættes for ekstra meget skidt, salt og slud, som blokerer udsynet. Det er derfor en god ide at huske at fylde op og måske endda have noget ekstra liggende i bilen – også selvom tanken ikke er tom. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at varianten du fylder på, kan klare frost, da den ellers ikke er til meget hjælp.


Når der kommer store temperaturforskelle er det normalt at ruder samt sidespejle dugger

4. Undgå det hele dugger til

Det er en helt naturlig effekt af temperaturforskellene, at vinduerne ofte dugger til i de kolde måneder. Hvis man vil undgå det, er det en fordel at vaske ruderne indvendigt regelmæssigt, da fedt og snavs hober sig op og binder duggen bedre til ruden. Bak- og sidespejle er også en god ide at give en tur, når man alligevel er i gang.

Quick-fixet, som de fleste nok kender, holder stadig. Det handler om at skrue helt op for varmen og ventilationen for at afhjælpe den indvendige fugt – det går dog nemmere og hurtigere, hvis man har forberedt sig med en god rengøring inden.

Hjælper det lige meget, så findes der nogle fugtabsorberende poser, som man kan ligge bilen til at trække fugten vægt fra vinduerne og undgå dug. Det virker, men husk at posen skal i mikroovnen engang i mellem for at slippe af med fugten igen, for at du fortsat undgår duggede ruder.   

Vintervejret slider på vinduesviskerne

5. Tjek på vinduesviskerne

Det er klart en fordel at kunne se ud af for- og bagrude, når man kører bil. Det er derfor vigtigt at tjekke, om bilens vinduesviskere fungerer, som de skal, eller om det snart er tid til en udskiftning.

Vinterens barske vejr med is, sne og slud slider på vinduesviskernes gummilister. Det kan resultere i, at de ikke kan rengøre ruderne hensigtsmæssigt. Et tegn på, at det snart er tid til en udskiftning, er hvis gummilisten er blevet hårde og har revner, eller hvis de begynder at tegne striber for forruden.


Dobbelttjek at din manuelle lås også virker

6. Plej dine låse

Selvom de fleste biler i dag låser op automatisk ved et tryk på en knap, så er det en god ide jævnligt at tjekke den manuelle lås i døren. Stoler man blindt på den automatiske knap, så kan man risikere, at den en dag ikke virker, og den manuelle lås binder. Det kan naturligvis afhjælpes med låseolie, men langt det nemmeste er blot at stikke nøglen i låsen en gang i mellem.

Problemet er særligt stort, når frosten rammer, hvor både lås og dør kan finde på at binde. Det sker dog oftest på ældre biler, hvor gummilisterne i dørkanterne er slidte. Slidte lister kan afhjælpes simpelt med en silikonespray, der blødgør gummiet og sikrer dig, at du ikke bliver låst ude af din bil.  

Udgivet af: Sofie Ærthøj

Find tilbud på skirejser

Gå til toppen