Livigno – solskin, shopping og godt skiløb for alle

Læs om fordele og ulemper ved Livigno.

For enden af Lac Livigno er paradiset

At komme frem til Livigno, kan i sig selv være en udfordring. Man får tålmodigheden sat grundigt på prøve, når man først skal gennem den 3 km lange tunnel, hvorefter man sidder i bilkø, for at passere det ene betalingsanlæg der er. Endelig skal man heller ikke have for let til køresyge, da vejen frem til tunnelens indgang er meget snørklet og kringlet.

Til gengæld venter der et sandt paradis for enden af Lac Livigno, som er det første smukke syn der møder en, efter den mørke tunnel. Vejen snor sig på bjergkanten, langs den store sø, og efter de sidste 10-15 minutters kørsel, er man fremme ved Livigno by.

Før tunnelen blev bygget i 1965, var det nærmest umuligt at komme frem til byen om vinteren. Netop isolationen fra omverdenen og den noget afsides beliggenhed, var det der i sin tid, gav byen status som toldfrit område. Dette skete i 1865, med det ene formål, at hjælpe byen til at blive rigere – en slags udviklingsstøtte. Ordningen er i dag stadig aktiv, og dette nyder de mange skiturister godt af.

”Motorvejspisterne”

Når man taler om Livigno, hører man ofte også udtrykket ”motorvejspisterne,” som ikke har noget med farten at gøre, men derimod bredden på pisterne. Der findes rigtig mange lange og meget brede boulevard-pister, som gør det nemt, for nybegyndere at færdes rundt i terrænet sammen med mere øvede skiløbere. Selv skiskolens lange slange af elever, kan sno sig ned af pisten, mens der samtidig er masser af plads til alle andre.

De 115 km skiløb, fordelt på to bjergsider Carosello og Mottollino, byder hver på godt varieret skiløb, dog med en anelse flere sorte og stejle pister i den ene ende af Mottollino-siden. Ligeledes er der en stor og meget velholdt funpark, som indbyder til hop og leg. Som det sig gør og bør, går der en dejlig 4 stols-lift med varme i sæderne op langs hele parken, så man fra den varme stol, rigtig kan se på de modige, der hopper og laver tricks i parken.

Langs bunden af Carosello siden er der den ene trækhejs efter den anden, som er et sandt mekka for børnene og begyndere. Her er der en svag hældning, og for enden af pisterne er der desuden den ene café efter den anden, der gerne underholder mor og far med en café latte i solen, mens ungerne slår sig løs i snemasserne.

Fra toppen af Carosello 3000 kabine liften, kan man vælge at tippe skiene ned i dalen i modsat retning af Livigno by. Skønne røde pister, med endnu en lækker ny 6-stolslift for enden, nemlig ”Federia”, med varme i sæderne. Dog også et populært sted, så prøv dem som de første om dagen, så er der både god plads, ingen liftkø og den bedste sne. 

Netop Carosello 3000-liften er nok områdets største minus. Denne gamle gule kabinelift kører meget langsomt og er en hovedåre for alle der skal op om morgenen – en uheldig kombination, da liftkøen kan være ulidelig lang.

2 bjergsider – men 3 buslinier

De fleste skiløbere får en bekymret mine, når ord som skibus toner frem, men i Livignos tilfælde, behøver man faktisk ikke være så skeptisk. Skiløbet er fordelt på to bjergsider, med en nogenlunde ligelig fordeling af antal pister på hver side. I midten finder man den langstrakte by og et bussystem med 3 forskellige linier, rød, gul og blå, som forbinder de to bjergsider. Turen tager aldrig mere end 5-10 min, før man er ved en lift igen. Et super velfungerende busnet, som gør det nemt for både skiløbere og fodgængere, der er på shoppetur i centrum, at komme hurtigt rundt omkring.

Langrendsmuligheder

I dalen, mellem de to bjergsider, er der forholdsvist fladt. Helt optimalt for de 40 km langrendsspor, hvor man dagen lang kan skimte de mange aktive langrendsløbere, som har det ekstra varmt, når solen bager ned på de store åbne områder i dalen. Her finder man ikke mange skyggesteder og solen har som sagt ofte magten i Livigno. Måske er det ikke uden grund, at byens logo er en skinnende sol. 

Meget mere end skiløb

Livigno er en by med liv og sjæl. Udover et hav af restauranter, pizzariaer og barer, finder man er spændende udbud af forretninger i alle størrelser og prisklasser. Der sælges primært sportstøj, smykker, parfume, elektronik og ikke mindst alkohol – og det hele vel og mærke til toldfrie priser.

Michelin restaurant

Når der findes en restaurant med en sådan stjerne, i en yderst isoleret bjergby - så MÅ man næste prøve at spise der en aften! Ud fra denne devise, fandt vi en aften frem til Chalet Ristorante Mattias og reserverede bord til senere på ugen – og reservation er nødvendigt i de fleste uger.

Chalet Ristorante Mattias er en lille og meget hyggelig restaurant, hvor serveringen klares af fruen i huset. Manden står med kokkehuen bag gryderne. At stedet har en fiskemenu – helt heroppe i bjergene, funderede vi lidt over, inden vi besluttede os for, at det naturligvis var den menu, vi måtte prøve. Vi blev ikke skuffede, selvom prisen ikke er i toldfri-klassen. Den ene lækre ret efter den anden blev serveret, pris 810,- kr. pr. pers. for 6 retter med tilhørende vinmenu.

Kokken selv kom efter middagen ud og sagde pænt farvel og ville også gerne fortælle om vinsamlingen, som var delvis åben for gæsterne, dog kun et lille udvalg af de drikkeklare flasker. De resterende 35.000 flasker i kælderen var der ikke adgang til. Alt i alt en god oplevelse, som klart kan anbefales, hvis man ønsker en aften med ekstra luksus. Husk blot at bestille bord i god tid, da der maksimalt er plads til 35 personer. 

3 plusser:
Aktivitetsmuligheder for ikke-skiløbere, masser af toldfrie butikker, cafeer mm.
Centrale langrendsløjper
God solstatistik

3 minusser:
Relativt lang transport ad bjergveje
Carosello 3000 liften, ikke en lift nærmere et klenodie
Skiområdet delt på to bjergsider