Ski & Sail Norge, Sunmøre Alperne

Drømme kan blive til virkelighed! Hvilket de gjorde på en Ski & Sail tur til Norge. Hvis man elsker natur og skitouring, så bliver det ikke bedre end det!

Inden du går i krig, med min længere fortælling om en oplevelse jeg sent skal glemme, så synes jeg du skal se videoen jeg har lavet fra turen her ovenfor. Den giver en idé om, hvordan en Ski & Sail tur fungerer. 

Er du lidt kræsen og ønsker det bedste af det bedste, så se også de "andres" professionelle videoer fra området, med en lille bitte smule bedre redigering og måske lidt mere drone. 

Video 1 - Nuit De la Glisse
Video 2 - Fjord Norway
Video 3 - Salomon Freeski TV

Ski & Sail i Norge

Når ens største passion bliver kombineret med det bedste naturen har at byde på, så får man en cocktail med navnet: ”En eventyrlig drøm”. Jeg var så heldig, at opleve en tur jeg sent vil glemme, en oplevelse ingen burde snydes for. Skisport.dk blev inviteret på en Ski & Sail tur til Norge, nærmere betegnet Sunmøre Alperne. Et område der giver mulighed for noget af det bedste skitouring i verden og som samtidig er yderst populært om sommeren, hvor især hiking er et hit, da de forskellige fjelde, byder på en enestående udsigt. Stedet er også yderst velbesøgt af fiskere, som kommer fra hele verden, da fjordene vrimler med fisk!  

Jeg var afsted i perioden 21. marts – 26. marts og havde ingen fast base på turen, for som navnet angiver, så var det en Ski & Sail tur, hvilket betyder at man ikke bor på et skihotel med sauna, halvpension, unge guider, skikælder og en fin bar. Tværtimod – du bor på gammel båd! For mange kan det lyde koldt, vippende, trangt og det var det heldigvis! Jeg vil vælge båden over det fineste hotel, til hver en tid!

Hvordan kan man så på, så kort tid, få så stor en kærlighed til et gammel træskib, hvor hver en fis og host, kan høres gennem væggene? Det vil du snart få svar på, hvis du læser min dagbog for de dage, der skabte en skioplevelse jeg aldrig vil glemme.

Inden vi går i gang:

På billedet nedenfor, ses alle de hoteller som vi besøgte og spiste på. Noma, Frederikshøj, Substans og for mit vedkommende De Fyrretyve Røvere kan godt pakke sammen, for hvis man vil opleve hvad god mad er, så skal man nordpå! Denne tur bød på, udover godt skiløb, gastronomisk mad i verdensklasse!

Dag 1

Tirsdag d. 21. marts.

Når Ben Howard, Bon Iver og The tallest man on earth på skift forkæler mine øregange, går transporten fra Danmark til Ålesund -heldigvis hurtigere end forventet. Jeg lander i det kedeligste regnvejr, hvilket egentlig burde skabe nogle kedelige rammer for området, dog er her fantastisk råt og de levende omgivelser sætter hurtigt et smil på mine læber, hvilket gør, at jeg med det samme glemmer at det regner. Jeg bliver dog slemt skuffet over mig selv i bussen, for selvom jeg lige har set et eller to afsnit af SKAM, så fanger jeg ikke et ord af de unge gutters dialekt, som i fin falset tales fra bagerste sæde i bussen.

Jeg ankommer til Hotel Brosundet, hvor jeg bliver placeret i den blødeste sofa lige foran en flot gammel pejs. Her nyder jeg en skøn kaffe, indtil de andre inviterede gæster kommer. Hotellet ligger midt i byen og grænser ud til vandet, hvor du kan se fiskerbåde komme forbi i stor stil - fiskebåde, som er med til at gøre området til et af de største eksportsteder af fisk i Europa.

En romantisk by, hvor jeg med et følte mig meget velkommen. Byen havde sin store ekspansion i 1800-tallet, hvor der blev fisket på livet løs. Dog ramte en forfærdelig brand d. 23. Januar 1904, som ændrede hele byens historie og opbygning. Den officielle fortælling går på, at 2 fyre i et pakhus, fik sig en sen drink, med lys fra en petroleumslampe. Lampen vælter og ilden spreder sig hurtigt. Endnu værre er det, at en mindre orkan den nat rammer byen fra vest, som gør, at ilden hurtigt griber fat og brænder byen ned. På ca. 1 time var 850 huse brændt ned og 230 stod tilbage inden for bygrænserne, heldigvis omkom kun 1 person. På det tidspunkt var brandmændene begrænsede, da de kun havde en 200 liters vandbeholder, som var styret af en håndpumpe og trukket af hest. De forfærdelige omstændigheder gjorde, at 10.000 mennesker mistede deres hjem.

Efterfølgende fik Ålesund hjælp fra nær og fjern, hvor især Kaiser Wilhelm II blev den store redningsmand, da han kom med skibe med mad, medicin og andet nødvendigt udstyr. Udover Kaiser Wilhelm II, var byen pludselig fyldt med folk fra Tyskland, Spanien og sågar Brasilien, som ønskede at hjælpe. Genopbygningen begyndte i efteråret og allerede 3 ½ år efter, var byen blevet bygget op på ny. Det meste blev opbygget i stilen ”Jugendstilen” som i sær kendetegner byen den dag i dag.

Foto: Margarat M.

Aftenen går med en kort rundvisning, inden vi bliver kørt videre til et andet sted, hvor vi skal spise aftensmad og sige hej til hinanden.  

Dag 2

Onsdag d. 22. marts

Jeg vågner op i ren winter wonderland. Det har sneet 15-20 cm i løbet af natten og vi skal forbi Stranda, hvor der skal hentes lidt skitouring udstyr. Vi er forsinket, men heldigvis glemmer man alt om tid og sted, når man kigger rundt på fjorden. Ventetiden går med at hyggesnakke og jeg får hurtigt fornemmelsen af, at jeg har et helt liv foran mig. Eller sagt på en anden måde, jeg skal virkelig til at opleve noget for at kunne følge med mine medrejsende. Spanieren jeg taler med, har stået på ski over hele verden, alt fra Patagonien til Rusland og det engelske par lever drømmen i Tignes, hvor dagligdagen går med skitouring og speedskiing.

Historierne vælter frem og jeg får hurtigt min Kvikk Lunsj i gal hals, da den ene englænder fortæller endnu en historie. Denne gang om, hvordan de i hæren stjal Gore-Tex tøj fra de Amerikanske Navy Seals, for at kunne holde varmen, da deres udstyr var noget værre skidt. PS. Gore-Tex og merino uld er vejen frem! Efter at have fortalt historier i et væk, må han indrømme, at selv en mand som ham, har på sin "Bucket Liste" at stå på ski i Sunmøre Alperne. Hvilket fortæller mig, at jeg er på vej til. at få en på opleveren. 

Vi er kun kort i Stranda, som byder på skiløb helt ned til vandet, et skiresort hvor du virkelig føler, at du kører ned i vandet, hvis du ikke bremser i bunden.

Vi møder endelig vores to guider, hvor især den, Sverre gør sig bemærket. En mand der står på ski i en sixpence hat med øreklapper og ingen handsker (på det her tidspunkt er det koldt og sneen falder tungt), men handsker gjorde han af vane ikke i.

Vi begynder at gå op med skind under skiene og efter en mindre tur stopper alle op, da der nu er træning med lavineudstyr. Når man er ude at skitoure, er ingenting præpareret og der bliver ikke kastet små bomber, for at undgå laviner. Derfor kan lavinefaren være høj og guiderne sikrer sig, at alle har styr på deres grej inden vi kan fortsætte. Her gives også nyttige randonneé tips.

Vi bruger efterfølgende nogle timer på at gå op, hvorefter vi står på ski ned til båden. Normalt kan vejret kategoriseres som himmel eller helvede, men i løbet af turen op og ned, oplever vi alle tænkelige vejrfænomener og man oplever hvor hurtigt vejret kan skifte, når man er midt i naturen.

Turen op kan være lige så fed som turen ned - Foto: Jerry Ranger

Selvom at det har sneet 5-6 meter mindre, end hvad der normalt gør, så lykkedes det guiderne, at finde noget dybt sne til os. Mit indre legebarn bliver også passet, da jeg får rig mulighed for, at hoppe lidt rundt - Foto: Jerry Ranger

Når turen op ser ud som denne, gør det intet at man skal gå i 5-7 timer - Foto: Sverre Hjørnevik

Turen ned bød på lidt isede bjergsider, men også steder med dyb sne, som ses på billedet ovenfor. Alt sne er dog sjovt at køre i og når man ved, at man skal ned til den hyggeligste båd i verden, som bare ligger og venter på en, så bliver det ikke meget bedre. Jeg elsker den båd! ”Wyvern av Aalesund”. Den er rustik, har en længde på 18,4 meter, en højde på 24 meter, bad, toilet, emmer af charme og jeg føler mig virkelig hjemme.

Jeg overvejer derfor flere gange, at ringe hjem til chefen og kvitte jobbet, for bare at leve af, at sejle rundt i de norske fjorde og kombinere ski og fiskeri. Desværre kender jeg ikke forskel på bagbord og styrbord, eller ved hvordan man sætter en orm på en krog, så jeg dropper opkaldet.

Jeg kunne tale om i timevis om denne fantastiske flydende træplanke, men tænker at det er lettere at vise i en video. Da mine ord ikke retfærdiggør, hvor ”drittkul” den i virkeligheden er. (Har du ikke set videoen endnu, så se den i toppen af artiklen).

Efter at have sejlet rundt på fjorden og stået med åben mund og kigget på det fantastiske landskab, lægger vi til ved en bro, midt i ingenting. Det skal vise sig, at der ligger et ”bette” værtshus, hvor guiderne helt sikkert vil fortælle røvere. Og det gør de!

Baren der åbnede for 3 år siden, forsøger nu at få lidt salg i gang om vinteren, da der primært kun er gang i den om sommeren, hvor folk camperer og hiker i området. Inde i det, som før var et fiskerhus, får vi kolde øl og fortællinger om, hvordan bådene i krigens tid gemte sig lige heromkring, da flyverne ikke kunne flyve ned og skyde, grundet de høje fjelde.

Under 2. Verdenskrig var der flere store flykampe, hvilket gjorde, at man i dag kan finde flyvragdele som halve motorer, ammunition, mm. når man er på skitouring i området (vi finder faktisk senere en motor).

På baren, som hedder Urke, får vi fortalt en masse interessant om området, bl.a. berettes der om en gård, vi senere skal sejle forbi, som blev oversvømmet, da en lavine stoppede floden og vandet derfor gik over sine breder. Gården ligger derfor under en sø i dag og rigtig mange dykker ned for at se den, da vandet krystalklart.

Om aftenen spiser vi på Sagafjord Hotel, hvor vi bliver mødt af den rareste ejer. Hun må desværre forlade os midt i herlighederne, da hun bliver nødt til at tage den sidste færge hjem, da hun ikke kan få et hus i byen Sæbø, hvor vi er lagt til kaj. Hun er nr. 4 i kø til at købe et hus, men desværre for hende, må der af sikkerhedsmæssige årsager ikke bygges mere og da gennemsnitsalderen i byen er lav, kan hun vente længe. Området har udviklet sig lige så hurtigt som interessen for at bo i Klitmøller, hvilket er et problem for byen. Da det betyder, at priserne stille og roligt også er på vej op ad.

Jeg forlader bordet og går ned i båden, hvor jeg lukker mine øjne. Jeg når ikke at tælle til mere end 1 får før jeg falder i søvn, efter en dag med godt skiløb og naturoplevelser udover det sædvanelige.

Dag 3

Torsdag d. 23. marts.

Jeg vågner op helt spændt i kroppen af spænding over, hvad dagen skal byde på. Jeg smutter ud af kahytten og ind for at spise morgenmad på Sagafjord Hotel. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set så meget laks på bordet til en morgenmadsbuffet, og slet ikke så god laks! At fisken nydes med udsigt udover fjorden, gør det slet ikke værre. Hvilken herlig start på dagen.

Vi begynder at skitoure op og fællesskabet er i top, da man får mulighed for, at tale en masse sammen, når man skridt efter skridt bevæger sig op fra fjorden og til toppen af bjerget. Humøret bliver endnu højere, da vi kommer til en flod, som skal krydses, hvor vi i fællesskab, skal have fragtet alle ski over. At en af de andre inviterede gæster mister fodfæste og får våde skistøvler og strømper, gør ikke den lille udfordring mindre sjov (igen, kan jeg kun sige merino uld, merino uld og merino uld!)

Guiderne har igen stor fokus på sikkerhed og fortæller om, hvordan man ikke ønsker at konkurrere/sammenligne sig med nogle andre lande. De kan ikke slå Italiens mad, Frankrigs vine eller heliskiing i Alaska, men de har en natur, som skal opleves og som ikke skal sammenlignes med noget andet. De bruger naturen præcis som den er skabt og ved at beholde de norske værdier, undgår de at fejle i forsøget på, at være som andre lande, hvor stor-turisme er i fokus. Mundvigene kommer dog hurtigt til at vende ned ad hos, den ellers glade, guide, da vi kan se og høre, at nogle unge vandaler kører rundt på snescootere, hvilket er ulovligt i dette område.

Vi går flere højdemeter op og ser at der er gået en lavine, hvorfor ruten ændres til en mindre stejl side. En rute der ikke ender med at skuffe. Vi får noget af de bedste skiløb jeg nogensinde har oplevet. Der findes intet bedre, end at toure op og stå på ski ned mod fjorden. Da vi kommer ned til båden er klokken 16.05, vi begyndte at toure kl. 8.20 og jeg er helt høj ovenpå, en virkelig god skidag i naturen. Sneen var fantastisk og kroppen er dejlig brugt.

I løbet af dagen, møder jeg en mand som er barejer, taxachauffør og borgmester. At der så kun bor 7 mennesker i ”hans” by, er en anden sag. I hvert fald er han god for lidt historiefortælling på båden, mens vi sejler videre til det sted, hvor vi skal spise aftensmad.

Ligesom jeg troede, at historierne ikke kunne blive bedre, skulle jeg tage grueligt fejl (det skal forresten siges, at alle guider og lokale på turen elskede, at fortæller historier. Jeg har dog forsøgt, at begrænse dem, da jeg ellers kunne have lavet flere ringbind med røvere). Vi ankom netop til en bar/restaurant, som har en fortælling jeg sent skal glemme. Restauranten er familieejet og ligger på noget jeg simpelt vil beskrive som ”verdens bedste beliggenhed” - udsigten er eminent og maden er uovertruffen.

Baren arrangerer om sommeren en kæmpe jazzfestival, hvor folk kommer fra nær og fjern. Den tidligere ejer er død, en mand som var en rigtig gammeldags entreprenør. Han havde en tvillingebror, hvilket han gjorde stor brug af, flere gange i livet. Den ene bror passede elevatorer i New York og den anden smuglede. Han røg derfor i brummen, men da hans bror lignede ham på en prik, ”slap” han med halvtid, da de afsonede på skift. Historien fortæller, at den ene af brødrene var amtsmester i bordtennis, hvilket gjorde, at de andre fanger i fængslet ikke helt kunne forstå, hvordan ”han” den ene uge var en mester til bordtennis og den anden uge helt uduelig.

Om ikke andet fik han skabt en charmerende bar, hvor der findes toiletter-with-a-view udover fjorden. Før i tiden, var der også en skjult bar, ved det ene pissoir. Så når konerne sagde, at mændene havde fået for meget, så kunne de liste på toilet, hvor en lille træluge over pissoiret ville åbne og en kold fad ville komme ud. 

Baren på gården har i dag svært ved at løbe rundt om vinteren, men heldigvis bliver den mere og mere populær, da der år efter år kommer flere skiløbere til, som vil stå på ski ned mod Hjørundfjorden.

På alle steder vi har været, har vi fået uovertruffen god mad og denne aften nyder vi nogle herlige lokaliteter, blandt andet en skøn Bacalhau. Jeg kommer desværre til at spytte halvdelen ud, da jeg blev fanget af et grin, efter at min nye catalanske ven, fortæller jokes på stribe. Senere bliver han lidt politisk og forklarer hans syn på ønsket om et selvstændigt Catalonien - ”hvis en mand i Catalonien mister hans hår, så sælger han sin kam. Hvis en mand i Madrid taber håret, så køber han en hårtransplantation.”

Efter en skøn aften, i godt selskab, hvor alle var oppe at køre over det gode skiløb, bevæger vi os ned mod båden, hvor turen går videre på fjorden. Det er tudsemørkt og jeg står alene med kaptajnen og hiver naturen ind. Vi suger også lidt tobak ind i et par gamle piber, som sikkert er lavet af samme træ som båden. I en time står jeg forelsket i stjerner og lyden af træskibet som bryder det stille vand. Vi siger ikke mange ord til hinanden på turen hjem, men nyder stilheden, og personligt får jeg en smule ondt i nakken, da jeg ikke kan få øjnene væk fra stjernehimmelen, som jeg aldrig oplever hjemme i byen.  

Dag 4

Fredag d. 24. marts.

Jeg vågner op til et lidt kedeligt vejr og vind fra sydvest - desværre ligner det på vejrudsigten, at det kommer til at regne. Vores guide har dog en skøn indstilling, til når der skal planlægges, hvor vi skal sejle hen og hvor vi skal toure. Han bliver nemlig altid spurgt om aftenen, hvad planen for næste dag er, og hver gang er svaret, ”det ser vi på i morgen.” Guiderne planlægger derfor altid dagens program om morgenen, da vejret kan skifte på ingen tid. Vi ender dog med, selvom vejrudsigten ikke viste de bedste resultater, at få en god dag på ski (i hvert fald turen op).

Det meste af dagen går med, at gå op på ski, hvilket jeg bliver mere og mere forelsket i, jo mere jeg gør det. Man er aktiv, man er i naturen og man taler med de folk man er afsted med. At man så gemmer det bedste til sidst, som er nedkørslen, gør kun det hele endnu bedre. Efter 6-7 timers skitouring op, begynder udtrykket, earn your turns, virkelig at give mening.

På turen op igen, bliver der igen fortalt et utal af historier om området, bl.a. Joachim Rønneberg, der var kendt for sit modstandsarbejde under 2. verdenskrigs (noget man kan se mere om i filmen The heroes of telemark). Samtidig finder vi senere en af de motorer, som var faldet ned under 2. verdenskrig. Vi får den gravet frem efter 20 minutters fælles arbejde med skovl.

Lige pludselig kommer der en storm ind og vi må bygge en mur, for at være i læ. Da muren er bygget, nyder vi en god frokost og får en sludder for en sladder. Hvor mange pudder sving fik jeg så den dag tænker du? 0! Vi gik og gik på jagten efter fantastisk sne. Desværre blev vi ramt af hårdt vejr og kraftig regn. Ødelægger det så oplevelsen? NÆ! Det hele handler om det mindset man tager ud med.

Jeg finder en masse ro i at skitoure op og bare se/nyde landskabet. At bevæge sig i en sådan natur er et privilegium, det giver ro i kroppen uanset, om man går op eller kører ned og så kan man være uheldig, at sneen desværre ikke er som forventet. Vi må derfor vende skiene ned ad og kører af samme spor hjem, som vi er gået op.

Nede i dalen, er kroppene lidt våde, men kun lidt (Gore-Tex kan bare), så vi skal forbi et gammelt hotel og have varmen. Vi ankommer til Hotel Union Øye som er over 100 år gammelt.

Jeg skynder mig, at skrive hjem til chefen, at jeg allerede ved hvor næste firma-/udviklingstur skal gå hen! Foto: Mathieu Ros

På Hotel Union Øye får vi lige en lille øl og nyder varmen fra kaminen efter en våd dag. Det her er som at gå 100 år tilbage i tiden og det er fantastisk. Jeg føler at, jeg er med i et afsnit af Downtown Abbey. Der er 27 værelser, som alle er indrettet forskelligt. Hvert værelse har et navn, efter hvem der har boet der. Jeg smider mig derfor lige hurtigt i samme seng som Kaiser Wilhelm og Karen Blixen har benyttet.

Jeg vil ikke med ord kunne beskrive, hvor flot dette hotel er. Men håber og ønsker, at alle som kunne tænke sig at hike eller stå på ski i området, vil besøge det. Det er ubeskriveligt charmerende. Samtidig har stedet så meget historie om kongelige, krigstiden, forfattere og jeg skal komme efter dig. Denne aften går jeg i seng i båden, helt rørt, efter at have oplevet en gæstfrihed uden lige, kombineret med kærlighedshistorier, som selv de bedste film ikke kan hamle op med.

Dag 5

Lørdag d. 25. marts.

Dagen går med flot skitouring i et område, hvor man kan se fjorden i baggrunden, hvilket giver en speciel følelse, da man igen føler at man står på ski ned i vandet. En must-do oplevelse for alle touring elskere.

Earn your turns - Foto: Jerry Ranger

Efter en god dag på ski, hvor man virkelig har haft fornemmelsen af, at være i et med alle naturens elementer, går turen videre ud på fjorden. Vi bliver sejlet rundt til forskellige områder, der alle gemmer på en lille historie.

På sejlturen tilbage til hvor vi skal spise, står jeg og joker med kaptajnen. Jeg spørger lidt ind til båden (en båd han beskrev, som var det hans elsker) og han fortæller lidt om værelserne, materialet og at den er 24 meter høj. Jeg kigger op og siger: ”24 meter alligevel, det ligner det ikke herfra”. Han udbryder i et højt og håneligt Kaptajn Haddock agtigt grin og inden jeg ved af det, står de forskellige guider og bjergentusiaster og binder mig fast med et hav af reb.

De konkurrer i, hvem der kan lave det bedste knob. De råber og skriger om dobbelt halvstik, pælestik, flagknob, rundtørn med dobbelthalvstik og jeg ved ikke hvad. Personligt sveder jeg som et svin og ønsker bare, at de vil lave noget som holder. Men inden jeg når at bidrage med mit råbåndsknob, som jeg lærte i min 2-dage lange karriere som spejder, bliver jeg revet op i toppen af masten!

24 meter oppe hænger jeg i verdens mindste sele, men inden jeg når at blive nervøs over grejet, fanger mit syn en udsigt jeg sent vil glemme. Jeg er helt alene, jeg kan ingenting høre fra de andre og jeg kan se vand og fjelde så langt øjet rækker! Jeg sidder i 20 minutter bare og suger det hele råt ind – endnu en oplevelse jeg aldrig vil glemme.

Om aftenen (vores sidste aften) spiser vi på Rekkedal Gjestehus (skal du nogensinde holde bryllup eller et andet arrangement så gør det her!). På dette tidspunkt af rejsen, var jeg sikker på at atmosfæren, gæstfriheden og maden ikke kunne blive bedre. Dog var jeg endnu engang målløs!

På vej hjem til kajen fra restauranten stopper vores taxa flere gange, da dådyr vælter ud foran bilen. Hvis man ikke følte sig som en del af naturen, så gør man det i hvert fald nu.

Endnu en aften med gode vine og mad af højeste klasse! - Foto: Simon Schoepf

Denne aften er humøret bedre end tidligere. Måske skyldes det, at vi kender hinanden bedre og at vi lige har fået en eller to virkelig gode glas rødvin. Vi skal første sejle tilbage til Ålesund om 2 timer, vi har derfor lige mulighed for at besøge Sagafjord Hotel, hvor der er dansekonkurrence. Det ender selvfølgelig i en dejlig fest, hvor de lokale giver den fuld gas på dansegulvet og vi bliver hentet af kaptajnen, som siger, at nu er det altså nu. Klokken er 23 og vi sætter kurs mod Ålesund.

På båden inden vi skal sove, byder min nye catalanske ven på noget hjemmebryg. Et mix af cognac og portvin. Normalt rejser han rundt med lidt lokal pølse, dog er ingen skuffet over denne herlighedseleksir. At han samtidig krydrer den med endnu en catalansk joke, gør kun øjeblikket endnu bedre. ”En catalaner står ved et pissoir og ser 1 euro i pissoiret. Han tænker: "hmm, jeg gider sku’ ikke stikke hånden ned for 1 euro". Han kigger derfor rundt og smider en ekstra euro ned i pissoiret. Kort efter samler han begge 2 euro op og går gladelig derfra." Joken hænger længe i luften og jeg smutter efterfølgende ind i kahytten og lukker øjnene.

Jeg vågner midt om natten, hvilket jeg normalt ikke gør. Først bliver jeg nervøs for om det er alderen, som er ved at presse på. Heldigvis skyldes det, at båden vipper som bare pokker. Klokken er 3 om natten og jeg ser mit snit til lige, at få lidt ekstra natur under neglene og måske fange lidt nordlys. Jeg hopper i et bar bukser samt en dunjakke og lister mig op på dækket. Jeg giver et anerkendende nik til lærlingen, som har fået æren af at sejle om natten.

Mens jeg står og føler mig som et med bjerge og himmel, begynder en kendt klang at lyde bag mig. Jeg stopper med at kigge rundt på de flotte små lys langs fjordens bredde og vender mig mod lærlingen. Han spiller det skønneste mundharmonika jeg i mit liv har hørt. Jeg er 100 % sikker på at det er Kashmir med The Aftermath. Vi spejder begge to mod horisonten og lader vind, vand og mundharmonika tale for sig selv. At han så senere fortæller mig, at han bare spillede noget som hans søster havde nynnet forleden dag, gør ikke oplevelsen mindre fantastisk.

Jeg kryber efterfølgende i læ og ligger mig i sengen. Bølgerne banker stadig med bløde bank på siden af båden og med Bruce Springsteen – I’m on fire i ørene, lader jeg de blide slag vugge mig i søvn.

Dag 6

Søndag d. 26. marts.

Vi ankommer til Ålesund om morgenen. Den romantiske by rammes af små solstråler, som kæmper med at bryde igennem. Til mit held, går mit fly først lidt over middag og jeg bliver derfor inviteret på en ekstra lille tur, sammen med nogle af de andre inviterede. Først fortæller guiderne, at vi skal på en lille City sightseeing tur. Ok tænker jeg, det skal nok blive sjovt. Hvad jeg ikke vidste var, at det var med en RIB-boat.

Vi besøger derfor firmaet 62 Nord, som med lynets hast sejler os rundt på havet iført flyverdragt og fede flyverbriller. Jeg lukker ikke munden 1 sekund på den tur, da turen er så sjov, hvilket nok resulterer i, at jeg sluger 100 liter saltvand og lidt mågelort, men det gør ingenting, da turen er så rasende skæg!

Efter at vi har brudt lydmuren (næsten) med en RIB-boat, tager jeg bussen mod lufthavnen. På turen hjem i flyveren begynder jeg at kigge på mine kragetæer, som jeg har skrevet ned i løbet af ugen. Og selvom flyet heldigvis lander, så er jeg stadig helt høj. Denne rejse vil jeg aldrig glemme og jeg ønsker og håber, at alle andre skiglade mennesker får mulighed for at prøve det samme. 

Ekstra facts:

En tur som denne varierer i pris, alt efter hvordan man ønsker at planlægge den. Så ønsker man, at køre rundt i bil og gå op på ski og så sove på hotellerne, så er det også en mulighed, hvis man eksempelvis er søsyg.

Samtidig så kan man selv bestemme, hvor mange dage man ønsker at sejle, om man vil spise på hotel, eller på båden og meget andet. Mere information om det kan findes på:

Fjord Norway

Visit Ålesund

Bådpakken koster ca. 1500 euro om dagen, hvor guiderne koster 450-500 euro pr. dag. for minimum 6 personer.

Skisport.dk blev inviteret af Fjord Norway.
Samtidig var Visit Alesund og Innovation Norway også tilstede som repræsentanter på turen.