Sestriere – Gode skioplevelser på Mælkevejen

Sestriere, er er super område, der klart kan anbefales. Sestriere ligger også tæt på lufthavnen.

Hvis du er til skiløb på italiensk, men endnu ikke har testet dette område, kan en skitur til Sestriere anbefales. Sestriere ligger ca. 90 kilometer fra Torino og er den største og vigtigste ski-by, centralt beliggende i det store og varierede skiområde Vialattea (på dansk Mælkevejen).

Med 400 km pister af varierende sværhedsgrad byder området på masser af udfoldelsesmuligheder for både begynderen og den rutinerede skiløber. At der er noget at komme efter understreges af, at Sestriere var vinter-OL-by i 2006, og det har angiveligt givet området et løft. Et velfungerende liftsystem binder i dag området godt sammen og gør det muligt at tage på langfart på pisterne og alligevel nå hjem, inden sidste lift lukker og slukker.

På toppen i det store Vialattea-område, der byder på masser af godt og varieret skiløb.
Gode offpist-muligheder med rutinerede og lokalkendte guider er der også, ligesom der er mulighed for helikopter-skiløb, hvis man er til det.

Tag en afstikker til Frankrig

Det meste af skiområdet med lokationerne Sestriere, Sauze d’Oulx, Sansicario, Cesana, Pragelato og Claviere befinder sig i Italien, men også et hjørne af Frankrig – Montgenevre – hører med til Vialattea. Køber man liftkortet på den italienske side (til mindst seks skidage) inkluderer det én valgfri skidag her, og den afstikker er værd at tage med.

Refugiet Baita Gimont – et pistenært, hyggeligt pause- og spisested ved Claviere.
Faktisk kan man danne sig et overblik over hele det store område på en Giro della Vialattea-rundtur, der er beskrevet på pistekortet. Den øvede skiløber kan godt komme rundt på en enkelt dag, men pas på, hvis du forestiller dig, at det er lidt a la den berømte Sella Ronda-tur i Dolomitterne! – Den her er længere, og da den samtidig er betydelig dårligere skiltet, kan man let komme på afveje og risikere at misse de sidste lifter hjemover. Turen kan alternativt tages i mindre bidder med mulighed for at finde og dyrke sine yndlingspister i de mange hjørner af systemet.

Skiby grundlagt i 30’erne

Man støder ikke på mange kunstige skibyer i Italien, men Sestriere er én af dem. By og ski-resort blev i 1930’erne grundlagt af Fiat-fabrikkernes ejere, Agnelli-familien. Byens vartegn er det hvide ikoniske hoteltårn, der siden har fået både et mindre hvidt og et større rødt ”søstertårn”. I 2006 kom Villagio Olimpico (Den Olympiske Landsby) til med faciliteter for såvel sportsfolk som tilskuere – et futuristisk center-, hotel- og lejlighedsbyggeri i centrum og meget praktisk nærmeste nabo til pister (målområdet) og liftsystem.

Sestriere overlader gerne førstepladsen for hygge og charme til de mange mindre og ”rigtige” byer i området, men funktionaliteten og effektiviteten kan man ikke tage fra den. Det er i nærområdet omkring byen, at den øvede skiløber finder de største udfordringer på de røde og sorte pister, hvor de fleste af OL-skidysterne fandt sted, og hvor også flere worldcup-løb er afviklet.

Det ikoniske hoteltårn i Sestriere, opført i 1930’erne. ”Juletræs”-skulpturen i forgrunden er af nyere dato.
Man kan risikere, at en del af disse pister er lukket på grund af træning eller konkurrencer. Det var blandt andet tilfældet, da jeg besøgte området i begyndelsen af 2014, hvor byen stod på den anden ende på grund af de italienske bjergtroppers (vistnok) årlige skimesterskaber.

På stroppetur med lokal ski-ven

Det lykkedes dog at få testet en del af såvel konkurrence- som nabopisterne, og heldigvis er området så stort, at et par lukkede pister i en dag eller to ikke behøver at slå skår i skiglæden. Personligt blev pisterne omkring Sauze d’Oulx mine favoritter. Her er der en rigtig fin variation med lange og gode nedfarter – med start på nøgne bjergtoppe og fortsættelse ad fint svungne skovpister.

Min lokale ski-ven – og skihaj – Andrea (t.h.) tog mig med på stroppetur og kaldte til fotosession på pisterne ved Sauze d’Oulx.
Det var også i dette område, jeg på min sidste ski-dag mødte Andrea – en mand midt i 60’erne – der efter en kort ordveksling i en stolelift blev min ski-ven for nogle forrygende timer. Lige så begejstret for, at jeg gad flashe mit (stadig mangelfulde) italiensk, lige så glad var han for skiløbet og for området, hvor han og hans kone har en ferielejlighed. Og glem blot alle fordomme om ”pensionistskiløb”. I stedet blev jeg inviteret med på en næsten fem timers lang og forrygende tour de force i området, som jeg troede, at jeg allerede kendte godt. Ikke desto mindre kom vi ud i nogle hidtil uudforskede afkroge af systemet.

Efter en hurtig espresso på en af de mange hyggelige barer i terrænet insisterede den utrættelige lokale skihaj på at ledsage mig hjemover til Borgata i nærheden af Sestriere, hvor sidste tur gik ned ad en lang sort OL-pist (vistnok den, hvor kvinderne afviklede deres styrtløb). Det var den eneste pist, hvor jeg blev hægtet en smule af – dog med den undskyldende omstændighed, at formiddagens klare solskin og blå himmel var ved at blive afløst af en ærtesuppeagtig tågedis.

I Sestriere er der også mulighed for at teste formen som hundeslædefører.

Hyggelig campingplads i Borgata

Når jeg tager på solo-eventyr i vinterland, er min foretrukne boform autocamperen. I Sestriere og omegn er der ikke dog ikke mange muligheder for vintercamping tæt på pisterne, men det lykkedes at finde ét sted – Camping Chisonetto i Borgata – blot små 300 meter fra et par lifter med forbindelse til hele området.

Mit ”hjem” på den hyggelige campingplads Chisonetto efter en snevejrsnat.
Camping Chisonetto er en lille familiedrevet plads, og som mange andre italienske campingpladser har den mest fokus på fastliggere i campingvogne, der er ”bygget ind” i små træhytter. Dog var der rigelig plads til mig i de to uger, opholdet varede. Med min lille VW-bus var jeg nemlig eneste autocampist på stedet, der fuldt belagt har plads og strømstik til omkring en halv snes gæstecampere eller -campingvogne.

Pladsen er hyggelig, og værtsparret Renzo og Isabella er de venligste og mest hjælpsomme mennesker, man kan forestille sig. Det oplevede jeg navnlig, da bilens el- og varmesystem svigtede, og Renzo ikke alene tilbød at køre de godt 30 km til byen Oulx for at hente en batterioplader, men også installerede skidtet for mig og dermed løste problemet.

Gode spisesteder

Som de fleste steder i Italien er det ikke svært at finde gode spisesteder, såvel i byerne som på pisterne, og priserne er som oftest særdeles rimelige. Jeg vil fremhæve tre af de restauranter, jeg nåede at teste. En af dem er det pistenære refugium Baita Gimont nær Claviere, hvor en af retterne på menukortet var en vidunderlig Polenta e cinghiale al cioccolato (polenta med vildsvin i en sovs smagt til med chokolade).

I Borgata fik jeg af damen i det lokale minimarked anbefalet La Spelonca (hulen) som byens bedste restaurant. Imidlertid var det lang næse, da jeg efter en lang skiløbslørdag ville bestille bord til om aftenen. – Alt optaget, desværre, men kom igen i morgen, lød meldingen fra den sympatiske vært. I stedet måtte aftensmaden indtages på det lidt mere ydmyge pizzeria L’Teit få meter fra campingpladsen, men det var absolut en god oplevelse. Hvilke pizzaer og hvilken overstrømmende venlige betjening ved såvel værten som kokken og de to søde servitricer (mor og datter fra Cuba).

Bar og pizzeria L’Teit i Borgata byder på fremragende pizzaer og venlig betjening.
Søndag aften tog jeg Spelonca-værten på ordet og dukkede op. Nu var der ingen problemer med at få et bord, da jeg var eneste gæst i restauranten. Maden – som værtens kone står for – er absolut i gourmetklassen. Kvaliteten er tårnhøj, men til gengæld er priserne moderate. Og så var der i sagens natur god tid til en snak med værten.

La Spelonca i Borgata serverer italiensk gourmetmad til absolut rimelige priser.
Alt i alt skønne 14 dage i Sestriere, de fleste tilmed med perfekt skivejr. Med skiløb mellem 1.300 og ca. 2.900 meters højde er der tale om et særdeles snesikkert område. Samtidig er der sikkerhed for ikke at møde alt for mange landsmænd. Sammenlignet med Canazei og Superski Dolomiti ca. 600 km længere mod øst har langt færre danskere tilsyneladende fået øjnene op for Vialattea – men det er ganske ufortjent.

Turen til Sestriere fandt sted fra lørdag 18. januar til fredag 31. januar (uge 4 og 5) 2014. Turen var selvarrangeret.

Læs mere om skiferie i Sestriere her

En kunstnerisk kommentar til vinter-OL i Sestriere 2006 – "Ho vinto..." (Jeg har vundet...). Måske en advarsel mod hovedløst skiløb?

Af Carl Ancher Pedersen

Er du taget af sted i tankerne? Så del artiklen her med dine venner og giv dem tips til Sestriere: